Hjemve i USA

brevkassespørgsmål

Hjemve i USA

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 1 år 2 måneder siden

Kære brevkasse

 

Jeg er en pige på 16 år, som er en udvekslingsstudent i USA. Så har været her i snart to måneder, men jeg har så utrolig meget hjemve, at jeg ikke kan finde ro. 

 

I starten, snakkede jeg meget med min mor, men da jeg fortalte min værtsfamilie om min hjemve, sagde de, at jeg skulle skære ned for kommunikationen... men det har overhovedet ikke hjulpet. 

 

Jeg sidder i skolen og kæmper for at holde tårerne tilbage. Jeg er så stresset med lektier, og er bange for at jeg er ved at få en depression, fordi jeg har været ked af det i så mange uger nu. Har googlet mig rundt om symptomer, og største delen af dem passer perfekt.

 

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, for kan ikke fortsætte sådan her. Jeg ved godt, at de fleste råd lyder, at man skal holde sig travlt, og det føler jeg også at jeg gør, for jeg spiller volleyball hver dag efter skole indtil 17:30. Og jeg løber også nogle gange efter træning. Jeg har ikke rigtig fået nogle venner jeg kan hænge ud med endnu, hvilket også gør mig meget ked af det (jeg er meget imødekommende). 

 

Hvordan kommer jeg af med min hjemve? Der er intet der virker for mig. Og hvordan bliver jeg glad igen? Jeg er træt af, at være ked af det hver eneste dag, og ved ikke om jeg kan holde til det meget længere. 

 

PS: mine forældre ved godt, at jeg har slem hjemve, og det samme har min kontakt person i min rejse organisation.

Svar: 

Kære dig.

Hvor er jeg glad for, du skriver til os. Det lyder virkelig ubehageligt, ensomt og stressende. Hjemve kan være så hård en tilstand at være i. Især når den varer ved og fylder det meste af én og éns hverdag. Og især, hvis man ikke har nogen venner, man kan snakke med det om eller dele sin hverdag med, så den kan føles mere hjemlig.

Du skriver, at din værtsfamilie har sagt, at du skulle skære ned på kommunikationen til din mor. I mine ører lyder det lidt ubarmhjertigt eller i hvert fald hårdt på hårdt. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvordan din værtsfamilie ellers er, og om du har haft/føler du kan have nogle reelt dybere snakke med dem, om hvor svært, du har det. Hvis du føler dig ok tryg med det, kunne det være en god ide. Måske forklare dem, at det ikke er så simpelt, at du bare kan skære ned for kommunikationen med din mor, og at det ikke tyder på, det virker. Faktisk kan det være, det lige netop er det, du har brug for. Dvs. at vide, at du kan snakke med din mor nogle gange om ugen. Måske på faste tidspunkter, så du ikke behøver at gå at tænke på, hvornår du kan snakke med hende. Hvad mon din mor synes om at tale mindre med dig, når hun ved, du har det svært? Hvad har hendes reaktion været på din værtsfamilies respons? Det kan også være, du sammen med din mor kunne tage en snak ovre skype med din værtsfamilie og komme med forslag til, hvad der kunne være godt for dig. Hvordan kan I skabe de bedste og mest trygge rammer for dig?

Jeg er ked af, at du er bange for, at du måske er ved at få en depression. Google og symptom-matching er som regel en ret usikker måde at finde ud af det på, da de fleste af os vil kunne finde mange ligheder med det, vi oplever og føler. I og med du har forsøgt at finde ud af, om du har en depression, hører jeg dig så sige, at du egentlig føler behov for at bekræftes i, at du reelt har det dårligt? Med det mener jeg, om du mangler en form for forståelse fra din værtsfamilie, såvel som din familie og kontakt-person i, at du reelt har det rigtig svært, og at det ikke bare er normal hjemve? Eller handler det mest om, at du er bekymret for, om det er så langt, det er kommet, og at du ønsker at forstå, hvad det er, der sker for dig? Du skriver, det ikke kan fortsætte sådan. Ud fra det du skriver, er jeg helt enig. Du, din familie og din kontakt-person kan og bør tage dine følelser alvorligt - depression eller ej. Der skal ikke depression på papiret eller tale, før du har det dårligt nok, til at I tager hånd om, hvad der er bedst for dig. Det lyder umiddelbart ikke til, det sker lige nu. Det lyder ikke til, du bliver lyttet særligt meget til. 

I forhold til rådet om at holde sig tralv vil jeg forholde mig lidt kritisk. For mig lyder det lidt som en måde at forsøge at ignorere eller undgå at mærke efter, hvordan man har det - og dermed også at overse sig selv og sine behov. I mine øjne vil der være en risiko for, at målet om at være travl faktisk er med til, at du får det dårligere. I hvert fald hvis du har travlt med det formål at glemme eller "helbrede" hjemveen. Oplever du, at du glemmer din hjemve eller bliver mere veltilpas og tryg, når du spiller volleyball eller løber? Hvis det lykkes for dig, hvad så når træningen er over? Føles hjemveen så mindre den dag? Det lyder ikke sådan på dig, som jeg forstår dig. Derfor er mit råd det modsatte af at opfordre dig til at have travlt og i stedet lytte til dig selv. Hvad har du brug for eller lyst til? Hvis det er at snakke med mor nogle faste gange om ugen, så er det det. Hvis det er at tage hjem og afslutte udvekslingen før tid, så er det at fortælle din mor og kontakt-person det. Du spørger til, hvordan du bliver glad igen. Det er ved at lytte til dig selv simpelthen og ikke prøve at ignorere, hvordan du har det. Jeg forstår, hvis det ikke virker som en mulighed eller i hvert fald som en utilfredsstillende mulighed, når det er udveksling, du har sat året af til. Måske du har villet det i lang tid og det så virker meningsløst, ubehageligt, tomt eller noget andet. Det ændrer bare ikke på, at du har det skidt, og er det så værd at blive i?

Selvfølgelig vil jeg først råde dig til at gå med at få nogle snakke med din mor, med din værtsfamilie og din kontakt-person omkring mulighederne for, at du kan gøre dit ophold anderledes. Måske det ville give mening at prioritere mindre tid til volleyball? Så vil du måske have mere tid og overskud til at foreslå nogle af dine klassekammerater, at I kan ses til en kop kakao eller lignende? Måske foreslå at I kan hjælpes ad med nogle skoleting efter endt skoledag? Eller bruge volleyball som en social ting?

Jeg er godt klar over, det ikke altid er så nemt, som et brevkassesvar kan få det til at lyde. Det kræver meget, at opsøge andre i et andet land, som alle kender hinanden i forvejen. Det kræver også meget af én, at tage alvorlige snakke med sine nærmeste. Og det kræver meget af én, at lave om på sine beslutninger og planer, selvom det måske kan være det, der nogle gange skal til, for at man kan lytte på sig selv og dermed trives. Som oftest ved vi jo ikke, hvordan oplevelser og situationer bliver, før man er i dem. Derfor er det også mega sejt, at du har sprunget ud i et udvekslingsophold. Måske det bare ikke er noget for dig alligevel? Eller måske det ville have været noget for dig i andre omgivelser, som passede bedre til dig eller tog i mod dig på en anden måde? De her uvisheder er en del af livet, ligesom det er en del af livet, at man må tænke i nye muligheder, hvis noget viste sig ikke at være det rigtige for én.

Jeg ønsker dig alt det bedste, og håber du finder din måde, at få det bedre på.

De bedste hilsner

Emma

 

Emmas billede
Emma fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program