Kære Lille mig. 

Hvor er jeg ked af at høre, at du har været så meget igennem. Jeg forstår godt, at du synes, at det er hårdt, og jeg forstår også godt, at det er noget, som har sat sig i dig, og som stadig kan mærkes. Derfor synes jeg også, at det er rigtig stærkt gået, at du søger noget hjælp og vejledning. Det er så vigtigt og godt, fordi man kan få det bedre, også selvom det hele føles håbløst. Der er altid en vej. 

Det er vigtigt for mig at understrege, at du ikke er forkert, og at du hverken fortjener at føle dig alene eller som en der skal hades eller som en kælling. Grunden til, at jeg siger det, er, at jeg får en fornemmelse fra dit brev, at du er en, som godt kan være lidt hård ved dig selv, og som bebrejder sig selv, for de ting som er vanskelige. Det er meget normalt, specielt hvis man har det svært eller f.eks. har angst eller depression, da det gør, at tankerne ofte bliver mere negative og meget ofte handler de negative tanker så om en selv. Det er ikke nødvendigvis noget, som man selv lægger mærke til eller opdager, og det er heller ikke noget, man gør bevidst. Det kan også være meget rart at vide, at det altså ikke er en ting, som man som sådan kan gøre for. 

For i forlængelse af ovenstående så nævner du selv, at du mistænker, at du måske kan have en depression, angst, social angst eller en eller anden grad af paranoia, fordi du føler, at du er bange for alt. Jeg tænker lige umiddelbart ikke, at det lyder som om, at du tænker deciderede paranoide tanker, da det ofte er lidt noget andet end at være bange for ting. Men det kan godt være, at det er noget angst, som du oplever. Hvorvidt det lige er social angst eller en anden type, og om det er faktisk er angst eller måske en depression, det er desværre ikke noget, som jeg kan fortælle dig. I forhold til om du bør blive diagnosticeret eller ej, så tænker jeg, at det handler om, hvad du har det godt med. 

Man behøver ikke at få en diagnose for at få hjælp, hvilket du måske godt ved fra din oplevelse med den psykolog, du har gået ved? En diagnose er som sådan ikke noget, som fikser noget. Det kan have fordele, f.eks. at man selv får lidt vished om, hvad det er der sker, eller det kan give en psykolog eller psykiater en retning i forhold til behandling, men det er ikke altid nødvendigt. Ofte har en behandler stadig brug for at forstå, hvordan tingene er svære for lige præcis dig, da to personer med f.eks. social angst stadig kan være vidt forskellige. Så jeg tænker, at en diagnose kan man opsøge, hvis man selv føler, at det vil give noget tiltrængt afklaring, men det er ikke noget, man skal føle sig tvunget til. For nogle synes også, at det kan være rigtig svært at få en diagnose, fordi man f.eks. kan føle sig stemplet som noget. Det er man selvfølgelig ikke, fordi man er ikke sin diagnose, man er bare et menneske med en udfordring, som nu har fået et meget konkret navn, men det her med diagnosticering er alligevel stadig noget, hvor jeg tænker, at man skal mærke efter, hvad man har brug for og lyst til. 

Alt efter om du vælger at opsøge en diagnosticering eller jeg, så tænker jeg, at det lyder til, at der er meget, som du bærer rundt på lige nu, som gør det rigtig svært at være dig. Du fortæller f.eks. at du har selvmordstanker, og at du har selvskadet, og jeg tænker, at det måske er tegn på, at det er blevet for hårdt for dig at gå med det her selv. Ofte er f.eks. selvskade i hvert fald en måde at håndtere en ellers uhåndterlig smerte, hvis man ikke får hjælp og får læsset af andre steder. 

Nu ved jeg godt, at du måske tænker, at du har prøvet at gå til psykolog, og at det kan være, at grunden til, at du ikke har været der længe, er, at du ikke føler, at det virkede. Det er ikke sikkert, men hvis du tænker det, så vil jeg gerne foreslå at prøve med en anden psykolog. Det at gå til psykolog er ikke en standard oplevelse, hvor du får det samme uanset hvem, du går til. Psykologer er mennesker, som bruger store dele af deres personlighed og egen natur i deres arbejde, og ligesom med alle andre mennesker, man møder i livet, så vil man klikke med nogen af dem, og så slet ikke med andre. Så hvis man har haft en lidt øv oplevelse ved én psykolog, så er det ikke fordi, at psykologhjælp ikke er løsningen, men det kan bare være, at den psykolog ikke lige var den rigtige til at hjælpe dig. Det er ikke fordi, at det er dig, der er forkert eller vanskelig eller noget. Det er ganske naturligt, fordi det er forskelligt, hvad vi godt kan lide, når vi skal snakke om de svære ting. Nogle kan f.eks. godt lide, at det er meget stille og roligt, mens andre gerne vil konfronteres og udfordres. Det er meget forskelligt. 

Nogle gange handler det også om, at man kan sidde og tro, at psykologen har alle svarene, og at man hellere bare må lade dem gøre deres arbejde. Men sandheden er, at der er ikke nogen, der kender en selv bedre, end man selv gør. Så hvis man kan mærke, at noget virker rigtig godt eller mindre godt, så kan det være en rigtig god idé at fortælle ens psykolog det, så det bliver nemmere for dem at give meningsfuld hjælp. Generelt er det bare vigtigt, at man er ærlig overfor sin psykolog, da det bliver enormt svært for dem at hjælpe, hvis de ikke kender det fulde billede. 

Til sidst så vil jeg gerne knytte en kommentar til det her med din veninde, for jeg kan godt forstå, at det føles som et rigtig stort svigt, og jeg kan godt forstå, at det ikke har været rart at høre hende sige, at du ødelægger hende mentalt. Jeg tænker dog, om det hun har forsøgt at sige er, at det har været hårdt for hende at se, hvor svært du har det, og at det så bare kom helt forkert ud? Jeg tænker nemlig, at uden at det er fordi, at det er ens skyld eller fordi, man er en byrde, så kan det være enormt hårdt for ens pårørende at se en, somde elsker og holder af, have det dårligt. Man kan ende med at være helt desperat og handle lidt i afmagt, fordi man bare så gerne vil have, at personen får det bedre, og jeg tænker, om det er det, din veninde har gjort? Om hun har fortalt det til dine forældre, fordi hun bare virkelig gerne vil have, at du får lidt hjælp, og at det så samtidig har givet lidt dårlig samvittighed, fordi hun måske godt ved, at du ikke ville blive glad for det? Det er ikke sikkert, men det var en tanke, som jeg fik, som jeg ville dele, hvis nu, der kunne været noget om det. 

Så her til allersidst, så vil jeg bare gerne sige, atselvom det er et langt svar, du har fået, så håber jeg, at det giver mening, og det kan hjælpe dig lidt på vej. Det er en svær situation, du står i, men det gør det kun vigtigere, at du faktisk rækker ud. Og hvis du gerne vil tale nogle af de her ting lidt igenne, så synes jeg, at du skal overveje at kigge forbi vores 1-1 chat. Her vil du altid være velkommen.

Husk, at selvmord er aldrig en løsning, for tingene kan blive bedre. Jeg tror på dig, og jeg sender tusind gode tanker og virtuelle knus din vej. 

De bedste hilsner

Amanda