Spiseforstyrrelse?
Spiseforstyrrelse?
hej jeg er en pige på 14 jeg har næsten hele livet døjet med mobning, vold osv.
Inden for de to sidste år er jeg bange for det er gået helt galt jeg er begyndt at cut fået panik angst pg en masse anfald som gør jeg for kvalme begynder at hyberventilere blir svimmel osv men jeg er også begyndt ikke rigtig spise noget og når jeg gør fremkalder det nærmest anfaldene eller så for jeg voldsom kvalme og trang til at kaste op eller jeg blir så svimmel jeg besvimer (det kan os ske hvis jeg ik spiser)
jeg er en tynd pige og har altid været det jeg har altid været lidt undervægtig og lille men nu syntes jeg selv jeg har taget på men mine venner syntes bare jeg taber mig det gør mig en smule bange kan jeg være begyndt at udvikle en spiseforstyrrelse
Hej med dig.
Det lyder til, at du går igennem en rigtig svær tid lige nu, og generelt ikke har haft det nemt tidligere. Det lyder til at du har været udsat for ting, som ingen burde blive udsat for! Jeg kan også godt forstå din bekymring for, om du er ved at få en spiseforstyrrelse. Det lyder ikke særlig rart, at du faktisk ikke kan spise noget uden at du får det dårligt og at det endda kan fremkalde anfaldene.
Først og fremmest vil jeg sige, at det er rigtig godt, at du er opmærksom på dig selv og din krop. Når man har det så svært som du har, så kan man hurtigt miste overblikket over, hvordan det egentlig står til med ens krop og sin sundhed. Og det er vigtigt at opsøge hjælp, når man begynder at blive så bekymret for sig selv og sit helbred, så du skal have ros for, at du skriver herind!
Det kan være svært for mig at sige, om du har fået en spiseforstyrrelse. Der er nemlig forskellige definitioner og forståelser af spiseforstyrrelse, og det kan optræde på mange forskellige måder. Ofte forbinder man en spiseforstyrrelse med en aktiv stillingtagen til mad og krop, hvor man måske enten ikke spiser så meget, eller man spiser for meget. Generelt set kan man sige, at en spiseforstyrrelse er, når man er så optaget af mad at det har en negativ indflydelse på ens daglig liv, at det begrænser ens sundhed og trivsel. Måske du kan prøve at tænke over, om du generelt tænker meget over mad og hvad du tænker i forhold til det? Er du meget bevidst omkring du spiser, og kan du få dårlig samvittighed, hvis du spiser noget, som du ikke havde planlagt? Og hvilke tanker har du om din krop? Sådanne tanker kan være gode at gøre sig, for at få et indtryk af, hvordan dit forhold egentlig er til mad og din krop. Hvis du føler, at dit forhold til mad og din krop ikke er som det burde være, så kan jeg anbefale dig at kontakte Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Det kan være rart at snakke med nogen, som kender til spiseforstyrrelse og ikke dømmer. Du kan både chatte og ringe til dem. Du finder siden her.
Det kunne også lyde til, at din panikanfald og angst kunne have noget med din manglende madindtag at gøre. Ofte hænger tingene sammen, så når man har det mentalt dårligt, så kan det godt vise sig i noget fysisk. Og eftersom du har været igennem en masse svære ting, så giver det også mening, hvis det viser sig i noget fysisk. Jeg vil derfor anbefale dig at tage til din læge og fortælle, hvordan du har det. En læge vil sandsynligt hurtigt kunne fortælle, om du har diagnosen panikangst, og det er heldigvis muligt at behandle. Det er nemlig vigtigt at du får behandling for det, da det kan blive værre uden behandling, og hvis du ikke har fået behandling for det tidligere, så kan det måske være derfor, at du ikke kan spise noget uden at du får det dårligt. Det kan måske være en idé for dig, at snakke med en psykolog om det - og det kan lægen nemlig henvise dig til. En psykolog vil kunne hjælpe dig med behandlingen for dine anfald, og måske finde ud af, hvorfor du får dem, og hvad du kan gøre ift. din mad. Og når man har været igennem så mange svære ting, så er det nok også en god idé at snakke med en professionel om det, så du bedst muligt kan komme igennem det.
Jeg kommer til at tænke på, om du mon har snakket med nogen om, hvordan du har det og hvad du har været igennem? Jeg tænker nemlig, at det må være svært at gå med alt det selv, og det kan være svært at løse så svære problemer på egen hånd uden andres hjælp. Hvis du har en person tæt på dig, som du stoler på, så kan du måske overveje at fortælle vedkommende, hvordan du har det? Det kunne være en fra din familie, en veninde eller en lærer. Det kan godt hjælpe, at fortælle det til andre, selvom det også godt kan være svært og grænseoverskridende at skulle være så åben og ærlig overfor en anden. Hvis du ikke helt har mod på det endnu, så kan jeg også anbefale dig vores chat, hvor der sidder dygtige rådgivere, der altid vil lytte på det, du har brug for at snakke om. Du finder vores chat her.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og vil overveje at tage til lægen, så du kan få noget hjælp hurtigst muligt.
Mange hilsner
Pernille