Inden du selv stiller et spørgsmål

 

Tandlægebrevkassen svarer kun på udvalgte spørgsmål

OBS: Tandlægebrevkassen modtager så mange spørgsmål, at vi ikke kan give alle svar. Du kan derfor ikke være sikker på at få svar, hvis du stiller et spørgsmål til tandlægen. 

For at så mange som muligt alligevel kan få hjælp, har vi fundet frem til de spørgsmål vi oftest modtager omkring tænder, og samlet dem i en oversigt, som du kan finde her

For store tænder

brevkassespørgsmål

For store tænder

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 5 år 6 måneder siden

Hej, jeg er en 15-årig pige, som i lang tid har haft nogle problemer med
mine tænder. De er større end normalt, altså både længere og mere
trekantede. For omkring et år siden fik jeg slebet mine tænder for at gøre
dem mindre, men de tog ikke mere af, end at man ikke engang kunne se
forskellen. Jeg har spurgt min tandlæge, om jeg kan gøre det igen, men han
siger, at ikke mange tandlæger vil slibe efter emaljen.

Jeg er god til at børste mine tænder, så de er ret stærke, og jeg får
ikke huller. Mit spørgsmål er, om I kender nogen tandlæger, som vil slibe
selv ind på selve tanden? Jeg ved godt, at det kan skabe nogle problemer,
men det er noget, jeg er villig til at gøre, fordi jeg i lang tid har haft
problemer med mine tænder.  

Svar: 

Hej

Tak for dit spørgsmål om for store tænder. Jeg kan se af det du skriver, at det er et stort problem for dig. Og at du egentlig blot ønsker navnet på en tandlæge, der vil slibe mere af dine tænder.

Det er jeg desværre ikke i stand til at hjælpe dig med. Fordi det ikke er en almindelig behandling og - som du selv skriver - at det kan skade tænderne. Og jeg kan forestille mig, at de fleste tandlæger vil sige det samme som din nuværende, at der er grænser for hvor meget de vil være med til at slibe af.

Jeg tænker, at den rigtige måde at få hjælp på er at starte med at involvere dine forældre i problemet. Jeg går ud fra at du har snakket med dem om det? Og at de vil være med til at hjælpe dig til at finde ud af, hvad man kan gøre. Grunden til at jeg tænker at det er en god ide er fordi det næske skridt så vil være at booke en tid hos den specialtandlæge, der er i din kommune som har med tandretning at gøre.

Ikke fordi jeg tænker at løsningen er tandretning, men for at du sammen med dine forældre kan få en samtale om behandlingsmuligheder. Din kommunes specialtandlæge vil også måske vide noget om, hvem der ellers vil kunne hjælpe dig.

Det er en mulighed, at du ikke kan finde en tandlæge, der vil gøre det, du helst vil have. Enten fordi de tænker at behandlingen er så drastisk, at det ikke er noget de vil tilbyde til en person på din alder - men først når du er blevet voksen. Eller fordi de simpelthen ikke mener at det er en forsvarlig behandling.

Det er også derfor jeg tænker du har brug for at have dine forældre med til samtalen. For at de kan hjælpe og støtte dig og for at I sammen kan høre, hvad der bliver sagt. Og så du har nogen at snakke med bagefter.

Jeg har jo ikke set dine tænder og derfor har jeg ingen mening om, hvor store dine tænder er. Jeg tænker, at det kan godt være svært at få det til at se ordentligt ud. Megen beslibning af tænder vil betyde, at der kommer store mellemrum, som ikke lukker sig af sig selv. Det kan betyde at du i næste omgang får brug for en regulær bøjlebehandling. Det er noget du også kan snakke med specialisten i din kommune om. Og hvis man - som du selv skriver - sliber igennem emaljen, så bliver dine tænder følsomme for koldt og varmt - du risikerer, at nerverne går til og at tænderne skal rodbehandles. Og du risikerer at een eller flere bliver mørkmisfarvede. Normalt ville man aldrig gennemføre så drastisk en behandling før du er blevet 5-10 år ældre. Simpelthen fordi man risikerer at skade nerverne indeni. Og det kan betyde at du altså kommer til at bruge rigtig meget tid og rigtig mange penge på dine tænder resten af livet - ovenikøbet med risikoen for at resultatet ikke bliver som du havde tænkt dig.

Du er kun 15 år. Det betyder at dine kæber og dit ansigt vil forandre sig meget i de næste 5-8 år, fordi du stadig vokser i kæberne. Således at det er en mulighed, at dine tænder ikke vil se for store ud, når du er voksen.

Jeg er godt klar over, at du nok ikke har lyst til at høre om andet end det, du selv er kommet frem til. Men et fagligt råd fra min side er, at du bør overveje meget, om du kan leve med tænderne, som de er.

Ved du om der er andre der ser dine tænder på samme måde som dig selv? Altså om dine kammerater også synes du har alt for store tænder. Er det sådan at andre mennesker kommenterer dine tænder? Eller at alle kun ser på dem, når de snakker med dig?

De fleste mennesker har indtil flere ting ved sig selv, som de er trætte af. Og mange af os har en tilbøjelighed til at tro at alting i livet bliver bedre, hvis bare lige det, det generer mest, blev fikset. Som du kan læse i det jeg har skrevet først, så er det ikke enkelt, det du ønsker dig. Og det er måske direkte skadeligt og vil give dig - andre - problemer med dine tænder resten af livet.

Jeg tænker, at det bedste råd jeg kan give dig er at få hjælp til din situation. Brug dine forældre, dine venner eller andre, som du er i kontakt med. Spørg dem, hvad de tænker og fortæl, at du er ulykkelig. Måske er der ikke andre end dig, der synes det er et problem?

Held og lykke med at finde ud af det

Niels, tandlæge.

 

 

 

nielshansens billede
Niels fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program