Vild med en pige

brevkassespørgsmål

Vild med en pige

brevkassespørgsmål af
Jonas
18 år
Oprettet 5 år 6 måneder siden

Kære Cyberhus

Jeg skriver til jeg fordi jeg står i en situation hvor jeg er begyndt at få følelser for min rigtig gode ven, og jeg kan desværre ikke tænke på andet når jeg ikke er sammen med hende. Jeg vil lige forklare min situation med den her pige og forklare hvorfor jeg har fået det som jeg nu har.

Jeg har kendt den her pige i snart 2 år, og har alrdirg snakket specielt meget sammen med hende, kun det som normale klassekammerater gør. Vi har heller aldrig rigtig lavet noget sammen. 

Men her for et par måneder siden da vi var på studietur begyndte vi hurtigt (efter vi var blevet lidt bedre venner) at snakke mere og mere sammen, og faktisk blev der dannet sådan en lille vennegruppe efter, som så består af mig og hende, mine 3 andre rigtig gode venner. Vi har det super godt sammen og vi laver ofte noget hyggeligt som filmaftener osv. Vi er så de seneste uger begyndt at snakke mere og mere sammen, og vi to er altid blandt dem som overnatter fordi vi ikke har andre planer dagen efter, og få gange har det da også kun været os to tilbage, men der har vi stadig bare hygget os. Vi snakker altid sammen i skolen og smiler også til hinanden hver gang vi fårøjenkontakt, men hun er også en meget flink og sød pige, så ved jo ikke om det decideret betyder noget.

Vi aftalte så for nogle uger siden at begynde på en serie sammen som vi begge to ikke har set før, hvor vi så ser nogle afsnit hver for sig og nogle

sammen. Her den anden dag var vi så sammen hele dagen hos mig hvor hun spiste med og sov her også. Det var rigtig hyggelift og nu har vi snart læseferie, så der har vi snakket om at det bliver lidt nemmere at finde nogle dage. Når vi ser film eller andet så kan hun godt finde på at putte sig lidt op af en, og det er også meget hyggeligt, men når vi så sover så er det meget begrænset, og hun ligger for det meste ude ved kanten, men når vi så vågner så er hun helt smilende og mere "putteagtig" igen. Det skal dog også siges at hun ikke er den mest krælige person, iden forstand at hun ikke bare ligger og putter og nusser med enhver, og at det ikke lige ligger til hende alt det der. 

Men jeg ved virkelig ikke havd jeg skal gøre for savner hende når vi ikke er sammen, og har jo virkelig lyst til at få noget mere med hende især når vi har det så sjovt og hyggeligt sammen!

Ved ikke om jeg skal fortælle hende hvad jeg føler eller bare lade det hele skride lidt frem, og se hvordan det ender.

Håber i vil hjælpe mig!

KH Jonas

Svar: 

Kære Jonas!

Tak for dit brev. Skønt at høre, at du hygger dig med dine klassekammerater. Og at du har følelser for en af dem. Det lyder som et tæt venskab, du har opbygget med den her pige. Jeg forstår udemærket, at du er i tvivl om, hvad du skal gøre. Det er svært, men husk det også er skønt at få følelser for en anden person.

Hvordan tager du skridtet og viser hende du har følelser for hende. Der er mange måder at gribe det an. Det du beskriver, der er mellem dig og hende, hører jeg som, at I har et tæt forhold, som hun kan opfatte som venskabeligt, eller at hun er lun på dig. Du kan, som du beskriver se tiden an, vente på det rette øjeblik, når I laver filmhygge.Du kan også udtrykke dine følelser for hende. Den måde du griber det an på, skal passe til dig. Du skal stå ved det du gør. På den måde lærer hun dig bedre at kende. Det er vildt svært, når du ikke ved om dine følelser er gengældte. 

Vi mennesker er udstyret med en følelsessans, som gør os i stand til at mærke hinandens følelser. Fornem alt det du kan. Forskellen mellem et tæt venskab og en begyndende kærlighedsrelation kan være tvetydig. Derfor vil jeg gentage, stå ved det du gør, for det er det rigtige for dig.

Uanset hvad der sker imellem Jer har I noget særligt sammen nu. Overvej med dig selv, om du gerne vil blive ved med at være hendes ven, hvis dine følelser ikke er gengældte. Jeg tror på, at et tæt venskab kan rumme meget. 

Nyd det I har sammen, det er noget særligt. Stå ved den du er, så kommer det du skal gøre helt af sig selv.

Ønsker dig god vind

Hilsen Anne-Sophie 

Anne-Sophies billede
Anne-Sophie har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program