Selvmord, selvskade eller anoreksi

brevkassespørgsmål

Selvmord, selvskade eller anoreksi

kære brevkasse,

Først og fremmmest er det meste af dette brev nok mest en historie da jeg føler man skal skal kende hele historien inden jeg skriver om mit problem.

jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere. Er begyndt at få sådan nogle små anfald hvor jeg begynder at græde og kryber mig sammen fordi jeg er bamge for at der kommer nogen ind af min dør for at skade Mig.

Jeg går i 8. klasse og det her år så jeg som en ny start, fordi at 7. Klasse virkelig var det værste år i mit liv både fagligt og socialt fordi jeg mistede en masse venner pga vores klasser blev splittet op så der er mange af mine gamle bedste veninder jeg ikke snakker med mere. Vi havde hele tiden vikar og skiftede også tit lærer, jeg tror faktisk vi havde tre forskellige engelsklærer det år. Min storebror gik også på efterskole så jeg var helt alene med min mor hver anden uge når jeg ikk var hos min far. Det gik virkelig ikke så godt det med at bo alene med min mor hver anden uge. Vi kom hele tiden op at skændtes over små ting som pligter, lektier og så var der ogs en gang hvor hun tog min tlf fordi jeg havde hvide strømper på, der var beskidte oppe i sofaen. En dag gik det enda så galt at jeg truede hende med at gå til kommunen og sige at jeg ikke ville bo hos hende mere, fordi at hun slog og sparkede mig to gange det år og hele tiden tog min tlf og ignorerede mig hvis jeg havde gjort noget hun ikke kunne lide.

Ja det år var rigtig lort, men anyway, så da det endelig blev sommerferie tænkte jeg at det var en mulighed for at starte helt forfra på alting for jeg vidste at vi fik en helt ny klasselærer fordi vores gamle alt for pædagogiske klasselærer sagde op og flyttede. Og havde også set de der film hvor at hovedpersonen kommer tilbage fra sommerferien og er helt forandret nærmeste som en ny person. Men jeg ville ikke være en ny person jeg ville bare være en bedre version af den jeg allerede var.

Men allerede i september efter sommerferien havde jeg fået stuearrest af min mor, og hun ignorerede mig når jeg prøvede at snakke til hende, ligemeget hvad jeg sagde. Jeg kunne ikke klare at min egen mor ikke ville snakke med mig at jeg løb hjemmefra... ligeså snart jeg fik fri fra skole gik jeg hjem til min far og skiftede sko imens han ikke var hjemme så jeg kunne gå langt, og det gjorde jeg også... gik ud til den hundeskov jeg havde gået mange ture i hele sommeren.

Da jeg havde gået over marker, gennem en skov og fuldt en lang landevej, endte jeg i Hedensted hvor jeg måtte låne en fremmed dames tlf for at ringe til mine forældres så de kunne hente mig og da min mor var kommet frem trådte hun ud i bilen næsten med tårer i øgnene, kiggede på mig og havde åbne arme. Jeg løb grædende hen til hende og min far stortudet. Da jeg skulle sove lidt efter jeg kom hjem kl 20 om aftenen og havde snakket om det der var sket. Kom min storebror ind til mig og sagde “ Du ved godt jeg elsker dig, ikk?” Hvilket er en meget stor ting at sige for sådan en som ham så var meget rørt og ked af det.

Den dag var den værste dag i hele mit liv og har stadig ikke helt kommet mig over det. Den dag sad jeg ogs på min computer nonstop og lavede research på den hurtigste og mindst smertefulde måde at begå selvmord.

Har prøvet alt hvad jeg kan på at komme videre men nu er jeg begyndt at få en masse angstanfald som jeg skrev i starten og har en desperat lyst til at begå selvmord eller gøre skade på mig selv, hvad skal jeg gøre for at blive glad igen.... Har virkelig brug for hjælp.

P.S mig og min mor har det godt sammen nu og hun slår ikke mere og vi skændes stortset aldrig.

Svar:

Kære du.

Det lyder til at være en rigtig hård tid, som du har været igennem og stadig går igennem. At have tanker om selvmord og selvskade er rigtig alvorligt, og noget man skal tage meget seriøst, så derfor er det rigtig godt, at du har skrevet til os.

Dine reaktioner er normale

Jeg vil gerne starte med at sige, at det er meget forståeligt, at du har nogle efterreaktioner på det, der er sket - både i skolen, men også derhjemme. Det er på ingen måder okay, at din mor har slået og sparket dig, det er et stort tillidsbrud og svigt, som kan være svært at komme over - og det hænger helt sikkert også sammen med de anfald, du oplever at få nu, hvor du er bange for, at der kommer nogen, der vil skade dig. Men man kan godt føle sig unormal og forkert, når man oplever at have angstanfald og tanker om selvskade og selvmord. Men det er vigtigt at du ved, at det er helt almindelige reaktioner at have, når man har været udsat for et svigt og særligt af en person, som egentlig burde beskytte en mod skade. Så dine angstreaktioner er egentlig et udtryk for, at din krop og sind prøver at bearbejde det, der er sket, men også, at det har sat nogle dybe spor i dig, som ikke nødvendigvis bare forsvinder med det samme - i hvert fald ikke uden at du får hjælp til det. At du får tanker om selvmord og selvskade er på sin vis også naturlige reaktioner, for det fortæller noget om, at du simpelthen har fået nok, og ikke kan holde ud at have det sådan her mere - hvilket igen er helt forståeligt. Men det er vigtigt at sige, at hverken selvskade af nogen art eller selvmord er løsningen på, hvordan du har det. Og i og med at du har skrevet til os, så tænker jeg heller ikke, at det er noget, du ønsker der skal ske, men at du bare ikke ved, hvad du ellers kan gøre.

Du er allerede nået langt

Efter at have læst dit brev, så tænker jeg faktisk, at du allerede er nået rigtig langt. Du har nogle rigtig gode overvejelser og refleksioner over det, der er sket og hvad det har betydet for dig, og det er et vigtigt første skridt i at komme videre og få det godt igen. Selvom det måske ikke virker som om, at du er nået langt, fordi du føler, at du sidder fast, men bare det, at du har fortalt din historie til os er et stort skridt! For det viser, at du er klar til at modtage hjælp til at få det bedre. Du skriver, at du har prøvet alt for at komme videre, og jeg tror derfor, at det bedste du kan gøre for dig selv nu, er at få noget professionel hjælp. Så det jeg vil anbefale dig at gøre, det er at tage kontakt til din læge og fortælle helt ærligt, hvordan du har det. Din læge vil herefter kunne vurdere, hvad du har brug for. Det kunne fx være en rigtig god ide at få en henvisning til en psykolog, men det kan også være, at din læge mener, at der er andre, der kan hjælpe dig. Du skriver, at din mor og dig har det godt igen, og det er rigtig godt at høre. Jeg vil derfor også anbefale dig at fortælle hende, hvordan du har det. Din mor ved nok godt, at du ikke har det så nemt efter at du løb hjemmefra, så hvis du har mod på det, så synes jeg at du skal prøve at fortælle hende, hvordan du har det. Så kan hun måske tage med dig til lægen, og støtte dig.

Accepter dine tanker og følelser

Selvom selvmord og selvskade ikke er løsningen, så forsvinder de tanker selvfølgelig bare ikke lige af sig selv. Det kræver en aktiv indsats, og det kan være svært at håndtere selv, og netop derfor synes jeg, at det er vigtigt at du søger professionel hjælp. Men i mellemtiden vil jeg råde dig til at prøve at acceptere, at de tanker er der, for mange skammer sig over at have sådanne tanker, og det hjælper ikke ligefrem på ens situation. Men det kan hjælpe lidt, hvis man prøver at være god ved sig selv, og anerkende, at der er en grund til, at man har de her tanker, og det er fordi man går igennem noget svært. Det vigtigste er, at du ikke handler på dine tanker. Hvis du virkelig får trang til selvskade, så er det vigtigt at du reagerer og gør noget andet, der kan distraherer dig fra trangen. Det kan være alt fra at gå en tur, sætte noget musik på, du godt kan lide, spise noget mad, ringe til en god ven, skrige i en pude eller noget helt andet. Det er forskelligt, hvad der virker for en. Du kan også ringe til Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade og få nogle råd til, hvordan du kan håndtere de svære tanker.

Så alt i alt - det er helt naturlige reaktioner du har, og du er nået langt i din udvikling, men det vil helt sikkert være godt at få professionel hjælp til at håndtere din situation, så det håber jeg virkelig, at du har mod på at opsøge. Husk også at du er velkommen til en snak i vores chat, hvis du har brug for at tale anonymt med en voksen.

De bedste hilsner
Karoline