Min kæreste prøvede at begå selvmord
Min kæreste prøvede at begå selvmord
Så sidste fredag d. 8 marts, prøvede min kæreste at begå selvmord ved at oppe ud fra 2 sal fra en byggning... Jeg er helt knust inden i, og ved slet ikke hvad jeg skal gør lige nu, han ligger på syghuset omkring 500km væk fra hvor jeg bor, og hr virklig den største lyst til at se ham lige nu, men ved ikke hvordan.... Han er blevet operet 2 gange og være operation var omkring 3.5 time. Alle siger at det kunne have været meget værre, og ved det godt, men når man elsker en person så højt som jeg gør, står man pluslig i en situation hvor man ikke ved hvad man skal gør, og næsten hele ens live falder bare sammen, han er glad idag men har bare sådan bruf for at se ham...
Håber I kan hjælpe og give nogle råd inde for det her område, og hvad jeg skal gør, for har ikke tænkt mig at forlade ham som nogle af mine veninder har forslået, elsker ham for højt til det.
Kære Cille
Det må være helt ekstremt hårdt, når man som du oplever, at en person man holder så meget af ønsker at gøre ende på sit liv. Jeg kan forestille mig, at du er meget bekymret for din kæreste og kan virkelig godt forstå, hvis du føler et stort behov for at se ham. Jeg håber derfor mine råd kan hjælpe dig til, hvad du skal gøre, og måske mine refleksioner kan give dig inspiration til, hvordan du også passer på dig selv i den her situation.
Det må være virkelig frustrerende, at din kæreste ligger på et sygehus så langt væk fra, hvor du bor, for det gør det svært bare lige at komme forbi på besøg. Men tænk på, at lægerne har valgt lige netop det sygehus, fordi de har vurderet, at det var her han kunne få den bedste behandling i forhold til de skader han har fået. Så selvom det er træls med den store afstand, så er det vigtigt for hans helbred, at han er kommet derhen, hvor de kan tilbyde ham den bedst mulige behandling. I forhold til at besøge ham, så skriver du ikke noget om du allerede har prøvet at snakke med din mor/far om at køre dig. Hvis ikke du allerede har prøvet det, så tænker jeg, at det vil være en god idé at fortælle din mor eller far, hvordan du har det lige nu, at du savner din kæreste og rigtig gerne vil se ham. Hvis du er åben over for dem omkring dine følelser, så kan de nemmere sætte sig ind i din situation, og måske kan I aftale at køre til sygehuset en dag i en weekend, hvor I har godt tid til at køre frem og tilbage.
Det kan godt være, at dine forældre synes køreturen er for lang, og hvis de tænker sådan, så er det desværre lidt svært at gøre så meget ved. Er det tilfældet kan du måske spørge nogle andre voksne i dit netværk, som du har det godt med eksempelvis din moster eller onkel om de vil køre dig. Er det helt umuligt at komme fysisk i nærheden af ham, så tænker jeg, at det næstbedste må være, at du i det mindste får mulighed for at se ham online. Til det findes der heldigvis mange muligheder, som du kan gøre brug af i form af sociale medier som snapchat eller facetime, og selvom det ikke er helt optimalt, så får du mulighed for at se hans ansigt og snakke med ham.
Du skriver, at dine veninder har forslået dig at forlade din kæreste, men at du elsker ham for højt til det. Det synes jeg virkelig er en fin kærligedserklæring, og det vidner om, at du er en troværdig og omsorgsfuld kæreste. Du skal vide, at den beslutning er helt op til dig selv, og så længe du husker at mærke efter, hvordan du har det med det hele, så tror jeg det hele nok skal gå. Når jeg skriver det på den måde, så er det fordi, at jeg også bliver lidt bekymret for dig i den her situation. Det må være en virkelig voldsom oplevelse at få besked om, at ens kærese har forsøgt at begå selvmord, og jeg tror faktisk det kan påvirke én mere end man lige umiddelbart selv tror. Det er desværre heller ikke lige til at sige, hvor lang tid der går, før din kæreste har det godt igen, og her tænker jeg både fysisk og psykisk. Det kan være en længere proces, og i den proces tror jeg det er rigtig vigtigt, at du også er opmærksom på at passe på dig selv, så du ikke glemmer dig selv i din kamp mod at få din kæreste tilbage på fode igen. Jeg håber derfor rigtig meget, at du husker at snakke med nogen om, hvordan du har det lige nu. Det kan både være dine veninder, dine forældre, din lærer eller en helt anden. Det betyder ikke så meget, hvem du snakker med så længe du snakker med nogen. Er det svært at få taget hul på snakken, når du sidder ansigt-til-ansigt overfor nogen så tilbyder LSM gratis rådgivning til pårørende pr. chat eller tlf. Hos LSM er du anonym ligesom her hos Cyberhus, og deres dygtige pårørende rådgivere har selv erfaringer med det at være pårørende til en person, der har gjort skade på sig selv. Måske det kunne være rart for dig at snakke med nogen personer, der selv har stået i en lignende situationen, og som kan hjælpe dig til, hvordan du håndtere situationen bedst for dig og din kæreste. Du er selvfølgelig også altid velkommen i Cyberhus' en-til-en chat, hvor vores søde rådgivere sidder klar til at lytte eller kommer med gode råd.
Jeg håber du har fået noget ud af mit svar, og ønsker dig og din kæreste alt det bedste.
Mange varme hilsner fra Maren