Hjælp til tamponer

brevkassespørgsmål

Hjælp til tamponer

Hej Cyberhus,

jeg er typen som bare bruger bind, fordi jeg ikke kan finde ud af tamponer. Jeg kom lige pludselig i tanke om første gang jeg skulle bruge tamponer. Vi skulle ud at svømme med klassen, og jeg ville rigtig gerne med, men jeg havde lige fået menstruation. Derfor bad jeg min mor om at købe tamponer, så jeg kunne komme med. Jeg kunne ikke finde ud af at bruge den, jeg kunne overhovedet ikke få den ind hvor den skulle. Ud af ren frustration sprugte jeg min mor, om hun ikke ville hjælpe. Mit problem er, at jeg ikke kan huske om hun faktisk prøvede på at hjælpe mig, ved at selv sætte den ind. Jeg har et godt forhold til min mor, men jeg tror ikke hun gjorde det. Jeg er bare bange for, at hvis hun gjorde det, tæller det som et slags overgreb. Jeg er bange for at spørge min mor om det, på grund af hendes reaktion.

Det skal også lige siges, at jeg lider af slemt angst, og har tendenser til at opdigte situationer i mit hoved, som aldrig har taget sted, og alligevel stille spørgsmål til, om de er sket.

Svar:

Kære Helle

Du er langt fra den eneste, der har svært ved at bruge tampon, og det er helt normalt, at det kræver noget øvelse at få den til at sidde ordentligt. Det kan derfor også være helt fint at spørge andre om hjælp, så længe man er tryg ved den person, som skal hjælpe.

Du skriver, at du har et godt forhold til din mor, og derfor tænker jeg også, at det var rigtig fint, at det netop var hende du spurgte om hjælp. Du er samtidig nervøs for om, det tæller som et overgreb, hvis din mor hjalp dig med at sætte din tampon ind. I forhold til din bekymring, så kan jeg berolige dig med, at man ikke vil vurdere det som et overgreb. Grunden til det er, at du spurgte din mor om hjælp og gav hende din tilladelse til, at hun gerne måtte sætte tampoen op for dig. Når der er tale om et overgreb så er der, modsat din situation, tale om at man som barn/ung bliver inddraget i en aktivitet, som man ikke kan forstå konsekvenserne af og udviklingsmæssigt ikke er parat til, og derfor heller ikke kan give tilladelse til.

Når det er sagt, så kan man godt komme til at give tilladelse til noget, som man måske ikke helt kan gennemskue konsekvensen af i situationen uden, at det er et overgreb. Så selvom du gav din mor lov, så er det helt ok, hvis du nu kan mærke, at det faktisk var ret ubehageligt og grænseoverskridende. Du skriver, at du ikke kan huske, hvad der egentlig skete i situationen, og når man oplever noget som er rigtig ubehageligt, så kan det ske, at hovedet og kroppen simpelthen vælger at glemme det. Min pointe er, at jeg tror det vil være en rigtig godt idé, at du snakker med din mor om situationen, selvom du er bange for hendes reaktion, for kun på den måde kan du få besked om, hvad der skete. Jeg tror nemlig gerne din mor vil vide, at du går med de her bekymringer, så I sammen kan få talt om de tanker, der fylder hos dig. Det gælder også, selvom situationen ikke har fundet sted, men er opstået på grund af din angst. Jeg tror helt sikkert gerne, at din mor vil være, der for dig og prøve at forstå situationen med din angst, og det kan hun bedst, hvis du fortæller hende om de tanker og følelser der rumsterer inde i dig.

Jeg håber du kan bruge mit svar, og du skal vide, at du altid er velkommen her i brevkassen eller i Cyberhus' en-til-en chat, hvor vores rådgivere sidder klar til at lytte eller komme med gode råd.

De bedste hilsner

Maren