forvirret

brevkassespørgsmål

forvirret

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 5 år 10 måneder siden

Hej Cyberhus.

Her for nogle måneder siden skar jeg rigtig meget i mig selv, hvilket jeg heldigvis er stoppet med. Dagen i dag fortryder jeg virkelig, at jeg har gjort noget ved mig selv, som jeg altid skal mindes om, da jeg kigger på det hver eneste dag og fortryder. Derfor ville jeg bare lige høre, om I har nogle råd til, hvordan arrene evt. kan fjernes eller blive mindre synlige, eller om man kan dække dem på en eller anden måde. Jeg har ikke gået i en t-shirt i rigtig lang tid nu, og jeg har ofte tænkt på at vikle et bind om mine arme og sige, at det bare er forstuvning eller noget, så jeg kan gå i t-shirt igen. Ville bare høre, om I har andre råd, da jeg fortryder SÅ meget!

Nå, men nu til det vigtige... Som jeg går og synes, at jeg har det godt for tiden, ved jeg desværre ikke, om jeg bare lyver for mig selv. Hver gang efter jeg har spist, får jeg det nemlig rigtig dårligt. Ikke kun psykisk, men mest fysisk, da min krop begynder at føle sig virkelig utilpas og oppustet. Af en eller anden grund brækker jeg mig derfor næsten altid, efter jeg har spist, da mit hoved og min krop føler, at det skal ud. Det er som om, jeg ikke kan fungere, før jeg får det gjort. Det værste er, at jeg godt ved, at det er forkert og dårligt for mig, men jeg kan simpelthen ikke lade være. Alligevel bliver jeg dog ved med at overbevise mig selv om, at jeg har det rigtig godt for tiden, men jeg ved ikke helt, om det faktisk passer. Er forvirret og håber I kan hjælpe. Vil virkelig ikke skabe for meget opmærksomhed, men jeg aner ikke hvorfor, jeg føler sådan en træng til at brække mig hele tiden, for jeg føler mig ikke særlig tyk. 

Svar: 

Kære du. 

Jeg vil gerne starte med at rose dig rigtig meget. Det er ikke altid nemt at række hånden ud og fortælle andre, hvis der er noget, som går én på, så jeg synes, at det er rigtig stærkt gået, at du er kommet forbi vores brevkasse. 

I forlængelse af det, så håber jeg, at det er okay, at jeg starter med at snakke om det her med, at du kaster op og får det dårligt. Du skriver, at du på en måde egentlig overbeviser dig selv om, at du har det rigtig godt lige nu, men at du samtidig også er forvirret og bange for, at du lyver over for dig selv, fordi du samtidig oplever det her ubehag, som så ender med, at du kaster op. Jeg kan godt forstå, at det er en forvirrende og ubehagelig situation, og jeg synes, at det er rigtig godt, at du er opmærksom på det, for du har helt ret i, at det er ikke er sundt for kroppen at kaste op, da den har brug for energi gennem mad og drikke. 

Du skriver ikke i dit brev, om du har snakket med nogen, om det du oplever, og derfor tænker jeg, at det bedste råd, jeg kan give dig, er at snakke med nogen, hvis du ikke allerede har gjort det. Det lyder nemlig til, at det fylder rigtig meget for dig, og derfor tænker jeg, at det ville være en rigtig god idé at få fortalt nogen, at det her det sker, så du ikke er alene med det. 

Det kan være svært at åbne op omkring de tanker, man har, specielt hvis man som dig måske ikke helt selv har fundet hoved og hale i dem endnu, men mange oplever alligevel ofte, at det også er en stor lettelse at få det sagt. Du skriver, at du er bange for at skabe opmærksomhed omkring det, som sker, fordi du ikke selv kender svaret, og det kan jeg godt forstå. Et eller andet sted tror jeg, at det er meget naturligt, og det handler nok om, at man gerne vil passe på dem, man elsker, og man vil ikke bekymre dem uden grund. Ofte så tror jeg dog, at ens familie og venner ønsker at være der for en. De ønsker at være den, som man kan snakke med om de svære tanker og følelser, og den man kan støtte sig op ad, hvis tingene bliver for meget. For det gør det for os alle engang imellem. Det er i sådan nogle situationer, at vi kan hjælpe hinanden. Ud fra dit brev, så virker det tydeligt for mig, at du bekymrer dig om andre, og ligesom jeg tror, at du gerne vil være der for dem, du elsker, så vil dem du elsker helt sikkert også gerne være der for dig. Så selvom det måske føles svært, så håber jeg, at du vil tillade dine nærmeste at hjælpe og støtte dig, for jeg tror virkelig, at det vil gøre en forskel, hvis du ikke længere skal bruge unødig energi på at holde tingene hemmeligt, men i stedet kan bruge din energi på at finde ud af, hvad det er, du oplever, og hvordan du ønsker at gribe det an.

For det det egentlig lyder til, at du søger, det er nogle råd til, hvad du kan gøre. Ud fra det du fortæller i dit brev, er jeg lidt i tvivl om, du får det så dårligt, at du kaster op, eller om du selv ender med at gøre noget, som gør, at du kaster op. Selvom resultatet er det samme, så tænker jeg nemlig, at det har en betydning i forhold til, om det måske er en læge eller en anden, som det kunne være en god idé at få en snak med. Hvis det kun er din krop og et fysisk ubehag, som gør, at du kaster op, så kunne det være en idé at få en snak med en læge, da der måske kan være en fysisk årsag til, at du får det dårligt. 

Sådan som jeg læser dit brev, så lyder det dog mest til, at der både er noget fysisk og psykisk, som gør, at du ender med at kaste op. Derfor tænker jeg, at det kunne være en rigtig god idé at snakke med nogen, som ved lidt mere omkring det psykiske f.eks. en psykolog eller en psykiater. Du skriver, at det ikke er fordi, at du føler dig tyk, at du kaster op, og det tænker jeg er en god ting, men tanker, følelser og sådan kan være nogle rigtige svære størrelser, og tingene kan udvikle sig. Du fortæller også i dit brev, at du tidligere har skåret rigtig meget i dig selv, hvilket får mig til at tænke, at der er et eller andet mere på spil. Noget som går dig på, og som måske er svært at håndtere, og derfor tænker jeg, at det kunne være en god idé at få det undersøgt nu, så det ikke skal udvikle sig til noget, som bliver endnu vanskeligere at være i. Som man siger: hellere være på den sikre side.

Du spørger også i starten af dit brev, hvordan du kan dække dine ar. Og jeg tænker, at der er lidt forskellige muligheder og tilgange dertil. Nogle firmaer sælger cremer og olier, som, de siger, kan gøre ar mindre tydelige, og nogle hudklinikker tilbyder laserbehandling med samme formål. Hverken creme/olie/laserbehandling har dog haft en tydelig effekt, når man sådan rent videnskabeligt har undersøgt det, så man kan godt prøve det, hvis man har lyst, men der er ingen garanti for, at det virker. Alternativt er der nogle plastikkiruger, som gennem operationer kan forsøge at gøre et ar mindre tydeligt, men det er ikke alle ar, det er muligt at gøre det på, og det er kun en plastikkirurg, som kan vurdere det.

En anden mulighed er at skjule/dække det, f.eks. med en forbinding, som du selv foreslår. Nu ved jeg ikke, hvor på armen dine ar sidder, men hvis det f.eks. er på håndleddet, så kunne armbånd eller et ur måske også være en mulighed. En anden mulighed er make up. Nogle make-up firmaer laver concealere, som skulle være så dækkende, at de både kan dække ar og tatoveringer, så det kan også være en mulighed. Eventuelt kan man det måske kombineres med det, man kalder "farvekorrektion", hvor man putter en farvet creme under concealeren, som så gør, at concealeren dækker endnu bedre. Hvis du er mere nysgerrig på den mulighed, så tænker jeg, at de kan fortælle dig meget mere og måske også hjælpe dig med at finde nogle produkter, hvis du spørger om hjælp f.eks. i Matas. Hvis du ikke har lyst til at fortælle ekspedienten, hvad det præcis er til, kan du måske prøve at sige, at det er til at dække et operationsar eller noget lignende.

En ting, som nogle med ar efter cutting er begyndt at gøre, er at dække deres ar med tatoveringer. Det er ikke en mulighed, som du kan gøre brug af lige nu, da man skal være 18 år for at kunne få en tatovering i Danmark, men måske det er noget, som du kunne få lyst til en dag. Der er mange måder at gøre det på, og mange vælger ikke nødvendigvis tatoveringer, som dækker arrene 100%. Jeg har fundet en interessant artikel med Nanna, som ser arrene som en del af hendes historie, og derfor ønsker hun ikke at dække dem helt. For selvom jeg godt kan forstå, at det ikke er rart at se arrene, fordi de minder dig om noget, som du ikke har lyst til at tænke på, så tænker jeg også at Nanna fra artiklen har ret i, at selvskade ar er en del af ens fortælling. Der er en grund til, at de er der, og man behøver ikke at skamme sig over dem. Du skriver i dit brev, at det er nogle måneder siden, at du skar i dig selv, og jeg forstår det som om, at det ikke er noget, som du gør længere. Så jeg tænker, f.eks. at arrene måske ikke kun behøver at være en påmindelse om, at du skar i dig selv, men også at du ikke gør det længere, og at du kæmpede dig ud på den anden side? Det er blot en tanke, som du kan tygge lidt på, hvis du har lyst, for igen så er det meget forskelligt, hvordan man har det med sine ar, og det vigtigste er, at du finder ud af, hvad der fungerer for dig.

Jeg håber derfor, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej, og at du føler, at du har nogle forskellige muligheder at gøre brug af. Hvis du har brug for en snak, så er du også altid velkommen i vores 1-1 chat. Jeg sender mange gode, varme og positive tanker din vej.

De bedste hilsner

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program