Hej brevkasse.

Jeg vil gerne lige først undskylde for er langt, forvirrende og rodet brev. 

Okay jeg starter i begyndelsen da jeg var helt lille og virkelig godt kunne lide farven lilla. Jeg hang mest ud med mine pigevenner. Jeg legede da også med biler, i muder udenfor osv men jeg tror stadig jeg bedst kunne lide de der typisk “pigeting” (især kreative ting). Kønsrollerne generede mig ikke sådan rigtig dengang. (Jeg kan dog huske at jeg ALTID har ønsket mig en storebror, jeg så virkelig meget op til ældre drenge/min far fx).

Da jeg var omkring 10-11 år synyes jeg at andre på min alder var virkelig barnlige og jeg var ligesom lidt mere moden end alle andre (heller ikke så typisk drenget, i know). Jeg kan dog huske at jeg tænkte meget over min identitet og hvordan andre så mig. Jeg kunne ikke lide hvordan jeg så mig selv og jeg spurgte tit mig selv ”hvad er der galt med mig?”, ”hvorfor er jeg anderledes?” og “hvorfor vil jeg gerne være en dreng/en anden?”. Jeg brugte appen Momio til at lade som om jeg var en selvsikker, glad dreng og det var lidt min måde at slippe væk fra virkeligheden dengang.

Jeg blev diagnostiseret med moderat depression et halvt års tid senere fordi jeg bl.a selvskadede. Jeg fik en psykolog og vi kom til at snakke om at jeg havde den her følelse af at jeg gerne ville være en anden og at den anden ofte var en dreng. Jeg stoppede hos psykologen så vi nåede ikke rigtig længere end dertil. 

Vi springer lige op til 12-13 års alderen. I skolen var jeg ikke rigtig en del af fællesskabet længere, havde hverken pige eller drengevenner og følte mig mere selvmordstruet end nogensinde før. Jeg gik med store hoodies og posede bukser, jeg kunne ikke lide at jeg var ved at få bryster og samtidig ville jeg gerne have folks opmærksomhed. Jeg klippede mit hår kort og mannnn hvor jeg elskede det. Det ødelagde det lidt at jeg tit fik kommentarer som “hvorfor gjorde du det, nu er det jo grimt” og at jeg havde “ødelagt det”. Jeg fik tit afvide at jeg var grim og jeg var enig så der var ikke rigtig meget at ødelægge der (kun håb). Jeg besøgte en efterskole på et tidspunkt og jeg vil sygt gerne derhen. Drengene havde sådan en fed tøjstil og var virkelig gode til at spille musik og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor meget jeg gerne vil være dem. Sådan lidt “soft boy” æstetik men stadig drenet.

Nu er jeg 14 og sidder fast. Jeg overvejer seriøst om jeg kunne være transkønnet men jeg vil ikke fortryde noget for jeg har så svært ved livet i forvejen og alting ser så sort ud og jeg vil bare passe ind. Desuden er mine forældre super stressede og jeg er bange for at de går helt ned hvis jeg fortæller dem det. De magter ikke gå igennem det og jeg magter heller ikke rigtig, jeg er bange for at de vil tro jeg gør det fordi det er ‘tredny’ eller sådan noget. Jeg vil ønske jeg var født anderledes, groet op anderledes, men det er lidt svært at ændre på nu. Jeg vil ikke gøre det mere besværligt for mine forældre eller mig selv men jeg ved at jeg virkelig ønsker at være en dreng. Jeg ved ikke om det bare er mig der prøver at være en anden eller sådan et eller andet. Hvad syntes du jeg skal gøre ud fra det jeg har skrevet?

(forresten har jeg ikke nogen at tale med og det vil du nok foreslå men det duer jo ikke rigtigt.)