Crush

brevkassespørgsmål

Crush

brevkassespørgsmål af
Silje
13 år
Oprettet 5 år 11 måneder siden

Hej alle.

Jeg har et problem. Der er den her mega sød og pæn dreng, som jeg godt kunne tænke mig at lære noget bedre at kende. Jeg går i 7. Klasse og han går i 8. Klasse, så vi går på 2 forskellige “gange.” 

For et par måneder siden havde jeg skrevet med ham og han virkede interesseret indtil jeg fandt ud af, at han havde snakket om min besked, foran hele hans klasse, uden han åbenbart tænkte over at han snakkede højt. Min veninde som går i den samme klasse som ham. Forklarede så at, han havde sagt foran hele klassen at han godt kunne mig. Jeg blokerede ham så, på fb. Så han ikke kunne vise nogen beskeden. Ligepludselig får jeg så en besked fra hans bedste ven, om at han var ked af, jeg havde blokeret ham. Så jeg unblokerede ham. (sikkert dumt, men sket er sket) Derefter var tingene sådan “glemt.”

Et par uger senere. Skriver min “veninde” så til ham (UDEN MIN TILLADELSE) om han havde mod på at have noget med mig. Hun sluttede beskeden af med “#lovedocktor”. Han havde bare set beskeden, og valgte at lade vær med at svare. Derefter blev det hele egentlig bare fucked op, men så spurgte jeg min rigtige gode veninde, om hvad jeg kunne skrive så jeg spurgte om vi ikke kunne starte forfra. Den her gang svarede han ikke flabet, men meget interesserede. Indtil jeg så var sammen med en her “veninde“ igen. Som så begyndte at sende hjerter og spamme ham med opkalds. Fra min telefon, jeg var virkelig målløs indeni. Hvordan kunne hun finde på at fucke det op? 

Nu har vi ikke skrevet sammen mere, og jeg virker desperat. Jeg møder ham en gang i mellem, og jeg får alt af vide om hvad de snakker om, og de snakker tit om mig, men det mærkelige er bare at ingen af dem virker interesserede.. 

Jeg har snakket med min søster om det, hun går i 9 og har en kæreste. Hun hjælper virkelig meget. Så når han er i nærheden snakker hun altid højt om mig, på en god måde. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre eller om jeg overhovedet skal gøre noget? 

Hilsen den triste og virkelig forvirrede pige.

Svar: 

Kære triste og forvirrede pige

Når man er vild med nogen, så er der en hel del følelser indblandet, og man kan gå fra glad til trist til sur og tilbage igen på ingen tid. Det kan være ret hårdt og kræve en del energi, og man kan nemt blive helt i tvivl om hvad der egentlig sker. Derfor kan det være en rigtig god idé at snakke med nogen om det, og jeg synes derfor det er så fint at du både snakker med din søster om det, og at du skriver ind til os.

I dit brev skriver du om den dreng som du er vild med, men som jeg læser det, så er det der fylder mest, den måde din veninde har opført sig på. Og ud fra hvad du beskriver, så tænker jeg ikke at hun har opført sig som en særlig god veninde. Du skriver at hun har sendt beskeder til ham, både fra sin egen og din mobil, og det har været uden din tilladelse. Som du selv skriver, så føler du at hun har fucket det op for dig.

Derfor tænker jeg at det vil være en god idé at du taler med hende om det. Fortæl hende hvad du tænker om den måde hun opførte sig på (prøv om du kan gøre det på en pæn måde), og bed hende om ikke at blande sig i hvad der skal ske mellem dig og ham. Når det så er sagt, så tænker jeg også at det nok vil være en god idé at forklare ham hvad der er foregået. Simplethen sige det lige ud - at din veninde har sendt beskeder til ham fra din telefon uden din tilladelse. Du kan også, ligesom tidligere, overveje at foreslå ham at I starter forfra, fordi du jo stadig gerne vil lære ham at kende. Når du gør det, så kan det, som jeg ser det, gå to veje:

Enten siger han ja til at starte forfra, og så kan I begynde at lære hinanden at kende stille og roligt. Overvej om det ikke vil være bedst at holde det hemmeligt i starten - eller i hvert fald kun tale med din søster om det eller en anden veninde (så altså ikke hende fra hans klasse). I den forbindelse vil det også være en god idé at aftale med ham at I lige holder det for jer selv indtil videre. Så I kan få ro og plads til at tale sammen uden at der er andre som skal blande sig. Ud fra hvad du beskriver, så virker han til at være interesseret i dig, men drenge har bare generelt en lidt kortere tålmodighed, når de føler at der er drama. 

Det kan også være at han siger nej. Hvis det sker, så er du nødt til at respektere at det er sådan han har det. Så er du nødt til at give slip og komme videre - også selvom det er svært. Det kan hjælpe at være sammen med venner og/eller lave noget som du synes er spændende eller rart. Vær god ved dig selv, og giv dig samtidig plads til at være ked af det. Husk også at der nok skal komme andre drenge i dit liv, også selvom det måske ikke virker sådan lige nu. 

Du spørger, i dit brev, om hvad du skal gøre, hvis du overhovedet skal gøre noget. Som du kan læse, så tænker jeg at du skal gøre noget, fordi jeg tror at du ellers vil gå og tænke rigtig meget over det - noget som helt sikkert vil stjæle en masse energi. Hvis jeg nu tager helt fejl, og du føler at du godt kan give slip allerede nu, så er det selvfølgelig også en mulighed "bare" at lade det være, og gøre ingenting. Under alle omstændigheder, tror jeg dog at det vil være en god idé at snakke med din veninde om hvordan hun har opført sig, og at hun ikke skal blande sig i fremtiden. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, og du er meget velkommen i vores chat, hvis du har brug for flere råd - det kan fx være når du har haft snakken med din veninde. 

Kærlige hilsner,

Signe

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program