Kære Christian

Kærestesorger er aldrig en nem ting, og det lyder til at det er både frustrerende og forvirrende for dig lige nu. Når det sker, så er det rigtig godt at række ud til nogen, og jeg er derfor glad for at du har skrevet til os. 

I dit brev skriver du at I var sammen i 1½ år, og at I også boede sammen i en del af tiden, fordi hun havde problemer derhjemme. Du skriver at I havde fremtidsplaner sammen og at du troede at I skulle være sammen for evigt. Du skriver oigså at I også har haft nedture og skænderier, men jeg tænker, som du også skriver, at det er meget normalt når man er i et tæt forhold med nogen. Som jeg kan forstå det, så er grunden til at du skriver, at hun har sagt at hun hellere vil være venner - hun er, med andre ord, gået fra dig.

Først og fremmest, så synes jeg at det er smukt hvor åben du er omkring dine følelser for hende. Det er helt klart for mig at du ønsker det bedste for hende, og at du rigtig gerne vil have at hun er glad. Når man bliver valgt fra af den man holder af, er der mange som, i deres sorg, bliver vrede eller vil hævne sig. Det er også naturlige reaktioner, men de kan også være rigtig ærgerlige, fordi det ofte betyder at man kommer til at glemme alt det gode man havde sammen. Når det så er sagt, så beskriver du også at opleve følelser af depression og et tungt savn, og de har til formål, ligesom vrede og hævn kan have, at hjælpe dig med at bearbejde sorgen. Og det er en sorg du oplever. Sorgen over at dine forestillinger om jeres liv sammen ikke vil ske. Sorgen over at skulle give slip på noget som har været dejligt. 

Samtidig så oplever du ret meget forvirring fordi hun fortsætter med at række ud til dig - invitere dig hjem til hende, ringe til dig og tale om alle de gode ting I har haft sammen. I den forbindelse, så lyder det til at det også er meget svært for hende at give slip på dig, på trods af at det var hendes valg. Det får mig til at tænke på om du har spurgt hende om hvorfor? Altså, hvorfor hun kun vil være venner? Så vidt jeg kan se, så skriver du kun at hun har sagt at hun vil være venner, men du skriver ikke rigtig noget om grunden. Det får mig til at tænke at du måske heller ikke ved hvorfor? 

Når man ikke ved hvorfor noget sker, så er det også virkelig svært at forholde sig til. Når man så samtidig oplever modsatrettede handlinger (altså hun gør noget andet end det hun siger), så bliver det endnu sværere, og jeg tænker egentlig at det ikke er retfærdigt over for dig. 

Derfor er mit råd til dig at du spørger hende direkte om hvorfor hun har besluttet at I kun skal være venner? Og jeg tænker at du skal kræve at hun giver dig et klart svar - ikke for at du så kan komme videre, men fordi du har fortjent at vide det! På samme tid, så tvinger det også hende til at forholde sig til sine egne følelser, og ud fra hvad du beskriver, kan det godt være at det er rigtig svært for hende.

Grunden til at jeg tænker det, er fordi du har skrevet at hun har et problematisk forhold til sin mor, og at hun faktisk har fået af vide at hun ikke må bo derhjemme. Selvom jeg ikke ved mere om hendes familie, så kan det godt tyde på at hun har lært om kærlighed på en lidt hård måde. Måske har hun lært at kærlighed betyder at man skal give slip. Måske har hun lært at kærlighed rigtig ofte ender med svigt - og for at beskytte sig selv, så sørger hun for at være "den første der går", så hun kan undgå at du går fra hende (det er hendes forestilling, og ikke nødvendigvis virkeligheden). Jeg vil ikke gå så meget i dybden med det, fordi det jo er dig og ikke hende som har skrevet. Jeg tænker dog at det måske er rigtig fint for dig at have med i tankerne, at hun har lært om kærlighed og parforhold på en anden måde end dig, når I snakker sammen. 

Hvis hun nu giver dig et klart svar, som fx at hun bare ikke elsker dig mere, så er du nødt til at give slip, og i den forbindelse er du nødt til at finde ud af hvordan du kan gøre det. For som du selv skriver, så er det virkelig hårdt at fortsætte med at være venner, når man stadig er forelsket. Det betyder måske at I er nødt til at tage afstand fra hinanden i en periode, og at du er nødt til at fokusere på andre ting. Det kan være venner eller interesser som du holder af, eller det kan være en periode hvor du bare gerne vil være alene med din sorg. Inden I tager snakken, er du nødt til at forberede dig på at det måske kommer til at være helt slut. Så prøv om du kan gøre dig nogle tanker om hvad der vil være rart for dig - ikke for hende, men for dig. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, og husk at du også er velkommen i vores chat. Det kan fx være at du har brug for at tale mere om det der sker/skal ske, når I har haft en snak.

Kærlige hilsner,

Signe