Kære du

Det er rigtig mange svære tanker du kæmper med, og jeg vil meget gerne dele mine tanker med dig. Måske kan du bruge en enkelt eller to?
For nemhed skyld vil jeg dele det op i nogle afsnit, der forhåbenlig kan gøre mit svar lidt mere overskueligt.

Identitet
At være i tvivl om hvem man er som 14-årig er fuldstændig normalt. Det skriver jeg ikke for at nedtone den følelse af tvivl du går med. Jeg skriver det fordi jeg tænker det er vigtigt at gøre tydeligt. Du er lige begyndt at udvikle din voksen-identitet. Din kønsidentitet og din seksuelle identitet. Og det er de færreste der har et klart billede af hvem de er som 14-årige. Det tager tid. Tillad dig selv at tænke mindre over hvem du er, og tillad dig selv, at føle i stedet. Mærk hvad der føles rigtig og nyd det. Hvad du er, er i sidste ende ikke så vigtigt. Det er bare en “kasse” du og andre kan bruge til hurtigt at forstå hvem du er. Men det tager som sagt tid, at blive klog på sig selv og sin identitet, og for langt de fleste mennesker gælder det, at man udvikler sin identitet gennem hele livet. Du er lige begyndt...giv dig tid.

Depression
De symptomer du beskriver er alvorlige, og dem skal du tage alvorligt. Om det er en depression du oplever ved jeg ikke. De der tests på nettet er ikke så brugbare. De fleste mennesker ville komme frem til at de har en depression, hvis de tager online tests. Så når man søger svar på noget om sygdom og psykiske lidelser er nettet altså ikke altid en god ven.

Men symptomerne skal du som sagt tage alvorligt, og det tænker jeg du bedst gør ved at bede om hjælp. For det kræver en professionel til at stille en rigtig diagnose, og ikke mindst til at behandle en depression. Og hvis det er en depression ,du har skal du have professionel hjælp. Det går ikke væk af sig selv.

Dine forældre
Jeg kan sagtens følge den irritation du føler, når dine forældre hele tiden spørger ind til dig. Jeg kan også sagtens følge din tanke om at det kun vil blive værre, hvis du fortæller om din bekymring for om du har en depression. Jeg tænker det faktisk kunne være lige omvendt.

Dine forældre er selvfølgelig bekymrede for dig, og derfor spørger de hele tiden. Jeg tænker også de spørger fordi de fornemmer at du har det rigtig svært, men ikke ved hvad de skal/kan gøre for at hjælpe dig.

Hvis du fortæller om dine tanker om depression, ved de lige pludselig mere om hvad der sker. Og selvfølgelig vil det bekymre dem, men samtidig bliver det hele også mere håndgribeligt for dine forældre. For pludselig ved det mere om hvad der sker indeni dig, og så bliver det nemmere for dem at handle. 
Jeg tænker de spørger fordi de har et stort behov for at “mærke dig”. Og jo mindre du fortæller, jo mere har de behov for at spørge.

Samtidig er det også helt okay at sige til dem, at du har brug for at de ikke spørger så meget, fordi det presser dig, hver gang de spørger ind til dig. Jeg tænker det nok handler om at finde et eller andet sted midt imellem, hvor du kan få ro fra deres spørgsmål, hvis de føler sig trygge ved at du kommer og siger til, hvis du får det værre.

Selvmordstanker
Selvmordstanker skal altid tages alvorligt. Ikke fordi de nødvendigvis er et udtryk for at man vil dø. Jeg tænker mere selvmordstanker som kroppens reaktion på svære følelser. Ligesom når kroppen oplever smerte, hvis man brænder sig. Hjernen sender smerte ud i kroppen for at man skal reagere og fjerne sig fra det der brænder. 
Selvmordstanker fungerer på samme måde. Det er hjernen der forsøger at fortælle dig at du skal reagere på de følelser der gør dig ked af det. At du skal “flytte dig” fra dem. Det er jo så ikke helt så let med tanker, som det er med noget der brænder kroppen.

Igen tænker jeg at det handler om at bede om hjælp.

Din vægt og din krop
Ud fra de tal du giver er du ikke overvægtig, og der er ikke nogen sundhedsmæssige grunde til at du skal tabe dig. Derfor kan det sagtens føles som om det er det eneste rigtige. 

Når man kommer i puberteten sker der sindsyg meget med kroppen, og samtidig er teenageårene nok de år af livet, hvor man er mest kritisk overfor sig selv. Derfor er langt de fleste 14-årige også utilfredse eller kede af deres krop og udseende. 
Men ligesom med identitet, så er din krop jo slet ikke færdig med at udvikle sig. Der kommer til at ske meget endnu. Jeg tænker det er meget naturligt at være ked af det man ser, når kroppen udvikler sig så meget. Først og fremmest fordi man er så kritisk, men også fordi kroppen jo ændrer sig så meget at man kan have svært ved at genkende sig selv. Det har jeg i hvert fald talt med andre unge der kunne fortælle. Det tager også tid for kroppen at udvikle sig færdigt, og det tager tid at vænne sig til sin nye krop. Giv dig selv tid, til at lære din nye krop bedre at kende, og se hvordan den fortsat udvikler sig. Giv dig tid til at se det andre ser...for det er jeg sikker på er langt mindre kritisk end dine egne øjne.

Og særligt nu, hvor du selv kan mærke at dit forsøg på at tabe dig, gør dig nedtrykt er der i hvert fald ingen grund til at fokusere så meget på din vægt. Jeg kan garantere dig at løsningen på alt det der fylder indeni, ikke ligger der.

Selvskade
Det er selvskade, hvis man, med vilje, gør skade på sig selv. Det handler ikke om hvor meget eller hvor ofte. Hvis du har cuttet med vilje, har du selvskadet. 
For de fleste af de unge jeg har talt med, som selvskader, har selvskaden været en strategi til at klare sig igennem svære tanker og følelser. Når det indeni blev for uoverskueligt eller for smertefuldt, kan det at skære, eller hvad man nu gør, virke til at få kontrol. 
Jeg kalder det en strategi, fordi det i bund og grund er noget man prøver at gøre for sig selv, for at kunne overkomme noget der er svært. Og for mange virker selvskaden også...ganske kort. Desværre er det netop kun kort at den virker, og så oplever mange at der efterfølgende kommer en følelse af skam, og frygt for at blive opdaget. Derfor er selvskade heller ikke en speciel god strategi til at håndtere svære følelser. Men det er alligevel vigtigt at holde fast i at det er startet, ud fra et ønske og håb om at få det bedre. Og det er jo positivt at ønske at håndtere det der er svært. Det er bare vigtigt at finde en bedre strategi.

Din fremtid
Ligesom dig tror jeg også din fremtid ser mere lys ud. Jeg er til gengæld meget mere sikker på at du kan klare dig gennem de næste måneder. Det er jeg sikker på at du kan. FOIr selv om dit brev beskriver en masse svære tanker og følelser, er det også fyldt med håb. Et håb for en fremtid, hvor du forstår dig selv bedre. Et håb for en fremtid hvor du ikke har ondt indeni hele tiden. 
Jeg er sikker på at du nok skal nå frem til det punkt i livet. Der vil være dage, hvor du ikke synes det går fremad, og der vil sikkert også være dage, hvor du synes det hele bliver værre. Det er en naturlig del af kampen for at få det bedre. Så når du rammer de dårlige dsage, betyder det ikke at du ikke kommer i mål. Det betyder bare at du har taget en omvej, eller har ramt et hul i vejen. Bliv ved...hold fast og kør videre. Hold fast i håbet og bliv ved med at kæmpe. Jeg er sikker på du nok skal komme i mål.

Ræk ud efter hjælp
Jeg synes du skal overveje at ringe til din læge og fortælle om de her symptomer, og dine tanker om depression. Tal med dine forældre om det, og fortæl dem hvad du har brug for de gør...eller ikke gør.
Når det hele ser mest sort ud, så brug Livslinien. De har frivillige rådgivere der sidder klar hver dag mellem kl. 11-03, og du kan tale med dem helt anonymt. De er vandt til at tale med unge, med selvmordstanker. Ring til dem og del dine, på 70 201 201.

Kære du...hold fast og bliv ved med at kæmpe. Jeg ved du kan, og jeg ved der venter dig et vidunderligt liv, på den anden side. Giv dig tid...du skal nok komme i mål.

Tanker og god energi fra Maya