Kære du. 

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret, og det virker til at du gør dig en del tanker omkring hvordan du har det. Jeg vil prøve at gribe fat i det lidt af gangen, det håber jeg er okay. 

Du starter med at skrive at du er en pleaser, og at det betyder at du bliver trådt på engang imellem, og det kan jeg virkelig godt forstå, at det gør ondt, når det sker. Det er altid frustrerende, når folk ikke gengælder den omsorg og betænksomhed, som man selv udviser. Men jeg kan ikke lade være med at fundere lidt over ordet "pleaser", for jeg tænker, at det ofte bruges som noget negativt, som om at man bare lader folk trampe på én uden modstand, og det er virkelig ærgerligt. For hvad er en "pleaser"? I mit hoved er det én, som gør enormt meget for andre, som altid står klar til at hjælpe og forsøger at sørge for, at alle er glade og tilfredse. Altså i bund og grund et rigtig godt menneske med et stort hjerte. At man så nogle gange oplever, at folk ikke gengælder det, det siger mere om dem, end det gør om dig. Det gør det selvfølgelig ikke mindre frustrerende og hårdt, når du oplever, at folk træder på dig, men jeg synes, at det er værd at huske på, at det ikke gør dig mindre værd. Tværtimod tænker jeg, at det siger rigtig meget om, hvor varmt og omsorgsfuldt et menneske du er, og jeg synes, at det er en styrke, at man kan være god ved andre uanset hvad, man selv går og slås med. Så selvom det kan være hårdt at være en "pleaser", så håber jeg, at det kan hjælpe lidt at vende den om og rammesætte det som noget, der viser karakter, styrke og varme hos dig som person.

Du skriver også, at du føler, at du ændrer dig efter hvem, du er sammen med, og det gør, at du bliver i tvivl, om hvem du egentlig er. Jeg tror, at langt de fleste i et vist omfang er forskellige alt efter, hvem de er sammen med, eller i hvert fald at det er forskellige dele af deres personlighed, som kommer frem, når de er sammen med familie ,end når de er sammen med deres venner. Andre oplever, at de langt hen af vejen er meget ens, men at deres personlighed kommer til udtryk på forskellige måder alt efter hvilket selskab, de befinder sig i. Hvis man ser sig selv som en person, der laver sjov, så kan dette f.eks. komme til udtryk på én måde sammen med familien og en anden måde sammen med kollegaerne. Jeg tænker i hvert fald, at det er de færreste, som altid er helt det samme menneske. Det er virkelig helt naturligt, at man tilpasser sig selv til situationen og de menneske, man er sammen med. Når det så er sagt, så er der måske nogle gange mere tale om, at man lægger låg på dele af sig selv, og at man bevidst forsøger at være en anden for at gøre andre glade, og det kan jeg godt forstå, at det er ubehageligt, hvis det er det, du oplever. I så fald tror jeg, at det er et stort skridt på vejen at være blevet opmærksom på det. Det kan give andledning, til at du måske begynder at prøve dig lidt frem, og ser hvad der falder dig naturligt at gøre i forskellige situationer og så følge den mavefornemmelse. Samtidig så er du også et sted i dit liv, hvor du har rigtig meget tid tilbage til at finde ud af, hvem du er. Det haster ikke, og du skylder ikke nogen et endegyldigt svar lige nu og her. Vi udvikler os alle hele livet igennem, alt hvad vi gør og oplever er med til at forme os, og selvom det hele er svært lige nu, så tror jeg også, at det her kan være en mulighed for at se, opleve og virkelig mærke efter, hvem du er, når det kun er dig selv, du skal tage hensyn til. Det lyder i hvert fald til, at du gør rigtig meget for andre, så måske det ville være okay at fokusere lidt på dig selv i en periode, og bruge noget tid på at finde lidt ro igen. I forlængelse af det så tænker jeg også, at det nogle gange kan være svært at sætte en finger på ens personlighed og sige: "det er sådan her jeg er, det her er mig", og man ser måske ikke altid selv de dele af ens personlighed, som går igen. Ud fra det du skriver i dit spørgsmål, så oplever jeg i hvert fald, at der er en rød tråd, der går igen i meget af det, du beskriver. Jeg har allerede nævnt det, men det virker virkelig til, at du er et menneske, som gør meget for andre, og det er jo også en del af personligheden. Hvad end det handler om at være en "pleaser", at tilpasse sin væremåde efter hvilke mennesker, man er sammen med, eller om at ville skåne dem du elsker, for det ubehag du selv oplever, så bunder det i mine øjne alt sammen i et kæmpe hjerte og stor medfølelse for andre menneske. Og jeg tænker, at det er ligeså stor en del af dig, som de ting, du føler, nogle gange mangler.

Du skriver videre, at du føler, at det hele bliver forværret i vinterperioden, og derfor tænker jeg, at det er værd at nævne, at mange oplever, at de bliver mere triste om vinteren, og man taler i den forbindelse om vinterdepression/vinterubehag. Det handler langt hen af vejen om, at man simpelthen får mindre lys i vinterperioden, da dagene bliver kortere og mørkere, og det kan gøre en både træt og trist. Det kan godt lyde lidt fjollet, men det er mere udbredt end man tror, og hvis du tænker, at det måske kan være noget lignende, som også påvirker dig, så er noget af det, man kan gøre at sørge for at få lys ind på arbejde og derhjemme og måske forsøge at komme ud i de lyse timer. Motion og sport kan også have en rigtig god effekt, hvis det er. Alternativt kan man også prøve lysterapi, og nogle studier har også vist, at et tilskud af d-vitamin kan have en effekt, men det er muligheder, som jeg tænker er bedst at drøfte med din læge, inden du gør noget. 

Du fortæller også, at du ikke har fortalt det til nogen, og at du ikke vil have, at folk skal vide, at du har det dårligt, da du ikke vil være til besvær. Den tanke tror jeg, at mange kan nikke genkendene til, men jeg ser det ikke som at være til besvær, at man fortæller folk, hvis man har det dårligt. Vi har det alle dårligt en gang imellem, og når det sker, så søger vi opmuntring og omsorg hos dem, vi holder af. Det lyder som allerede nævnt til, at du gør rigtig meget for at andre skal have det godt, og derfor tænker jeg også, at det er helt fair at søge hjælp hos dem, du holder af. Du skriver, at du får det bedre, når du er sammen med din kæreste og din familie, hvilket fortæller mig, at I er tætte og holder meget af hinanden, så jeg tænker, at de hellere end gerne vil hjælpe dig. Nogle gange kan man godt sidde med et ønske om at skåne ens nærmeste, og at man derfor ikke fortæller dem det, når man har det dårligt. Og det er enormt stort, hæderligt og flot, at man selv, når man selv kæmper med noget, faktisk bruger noget af ens begrænsede energi på at passe på andre, men ofte tror jeg, at folk værdsætter den tillid, man viser, når man fortæller dem, hvordan man virkelig har det. Og jeg tror, at din familie vil have det på samme måde, da de helt sikkert ønsker dig det bedste, og derfor også helt sikkert vil gøre alt, de kan for at hjælpe dig og være der for dig. 

I forhold til hvad du selv kan gøre for at komme af med den her følelse af melankoli, så tror jeg, at du vil opleve, at man kommer langt med at åbne sig op og faktisk snakke om det, som er svært med de mennesker, man er tryg ved og holder af. Alternativt kan det også være, at det vil kunne hjælpe en del at få en snak med en psykolog, altså en som ikke kender dig, din historie, og som ikke bliver hverken ked af det eller sur eller noget, men som bare er der for dig og kun dig. Du kan i hvert fald overveje det, men jeg tror, at et godt første skridt vil være at fortælle dine nærmeste, hvordan du har det. Det kan i sig selv vise sig at være en lettelse at lukke dem ind, da du så lige præcis ikke behøver at holde facaden overfor dem, når det hele er ekstra tungt.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, selvom det er langt. Hvis du har brug for at få snakket det hele lidt igennem en dag, så skal du være rigtig velkommen i vores 1-1 chat, hvor vores søde rådgivere sidder klar. Uanset, så sender jeg dig enormt mange varme, gode og positive tanker, og jeg håber, at tingene snart lysner lidt for dig. 

De bedste hilsner

Amanda