Problem

brevkassespørgsmål

Problem

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 6 år 2 måneder siden

Hej er en pige på 13år. vil ikke spise noget for vær gang jeg spiser minder det mig om jeg bliver tyk af det. Og har tabt mig 6 kilo inden for 6 dage. Hvad gør jeg?og er det nomalt?

Svar: 

Kære du. 

Det er normalt, at man i perioder kan være utilfreds med sin krop, men det er ikke godt for en at lade være med at spise, fordi din krop har brug for mad for at fungere, og hvis du ikke spiser, kan det få meget alvorlige konsekvenser for dig både nu, men også i fremtiden. 

Du spørger til, hvad du kan gøre, og derfor tænker jeg, at du godt ved, at det er et problem, at du ikke vil spise. Du skriver, at når du spiser minder det dig om, at du bliver tyk af det. Det må ikke være særlig rart at have den tanke, når du spiser, for det må betyde, at hver gang du spiser, skammer du dig, fordi du føler, at du gør noget forkert. Problemet er bare, at sandheden er lidt noget andet. For hvis du skal blive tyk af mad, kommer helt an på, hvad du spiser og hvor meget du bevæger dig ellers. Hvis du kun spiser slik og fast food og ikke bevæger dig, så ja, så bliver du tyk. Men jeg gætter på, at du nok (også?) spiser andet end det, og derfor ikke nødvendigvis bliver tyk af at spise. Din krop er lidt ligesom en motor, og for at den kan fungere, har den brug for brændstof. Og maden er din krops brændstof. Du har brug for mad for at kunne koncentrere dig, for at kunne huske, for at være glad, for at kunne sove godt og for overhovedet kunne bevæge dig. Kort sagt skal du bruge mad for at leve. 

Du skriver, at du har tabt 6 kilo på 6 dage. Det er ret meget, men ikke nødvendigvis farligt. Det er højst sandsynlig primært væske du har tabt, men det er vigtigt, at du reagerer nu og prøver at spise. Jeg kan godt forstå, at det er nemmere sagt end gjort bare at begynde at spise. Når man nærmest har angst for noget, så tænker man ikke rationelt - altså man kan ikke se, hvad der egentlig sker og hvad det betyder for en, det man gør. Men det kan hjælpe på angst at få fakta om det, man er angst for. Derfor tror jeg, at det vil være godt for dig, hvis du får lidt fakta om, hvilket mad der er godt for dig, og hvilket der ikke, og hvad der sker med dig og din krop, hvis du ikke spiser. Prøv fx at snakke med dine forældre, eller hiv fat i din sundhedsplejerske, eller prøv at søg efter sund mad på nettet, læs fx den her artikel, som handler om de 10 kostråd fra Sundhedsstyrelsen. Den handler kort og godt om, at man skal spise varieret, spise mange grøntsager og fuldkornsprodukter, og man skal bevæge sig. Du vil ikke finde nogen, der ved noget om kost, der siger, at det er sundt ikke at spise. Eller at man bliver tyk af at spise. Det kommer fuldstændig an på, hvad man spiser. 

For mange, der har et problem med mad, handler problemet faktisk i virkeligheden om noget andet end mad. Du skriver, at du er bange for at blive tyk. Hvordan kan det være? Hvad sker der, hvis man ikke helt slank? Hvordan ser den perfekte krop ud for dig, og hvorfor skal den se sådan ud? Bliver du et dårligere menneske, en dårligere ven eller datter, hvis du ikke ser ud som du gerne vil? Jeg ved godt, at det kan være nogle mærkelige spørgsmål at svare på, men for at løse dit problem med mad, er det vigtigt at det bliver klart for dig, hvad problemet i virkeligheden handler om, så du kan arbejde med det. For hvis du kun fokuserer på maden, så er sandsynligheden for, at mad fortsætter med at være et problem for dig, meget stort. Du er i et tidspunkt af dit liv, hvor din krop ændrer sig utrolig meget, fordi du er eller er ved at komme i puberteten, hvor de fleste piger tager lidt på, fordi de får bryster og bredere hofter. Det kan være svært at vænne sig til ens nye krop og sine nye former, pg det er helt okay, at det er svært, men du må huske på, at de er der, fordi du er ved at blive en ung kvinde, ikke fordi du er usund. 

Det kan være svært at gå med de her tanker alene, så jeg vil også anbefale dig at prøve at snakke med en, du stoler på. Måske du har en god veninde, som du kan snakke med? Måske kan du snakke med dine forældre eller en anden fra din familie. Jeg kan også anbefale dig at snakke med en rådgiver fra Landsforeningen mod Spiseforstyrrelse og Selvskade. Du finder deres hjemmeside her. Her kan du nemlig snakke med nogen, som kender til mange af de tanker man kan have, når man er bange for at spise eller er bange for at blive tyk. Husk at du også altid er velkommen i vores chat

Jeg håber, at du kan bruge nogle af mine råd, og vil prøve at arbejde på dine tanker om mad og det at blive tyk. 

Mange hilsner Pernille

 

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program