Ved ikke om hun kan lide mig
Ved ikke om hun kan lide mig
Jeg har været vild med en pige fra min klasse lige siden midten af 6. Klasse og går nu i 7. Klasse. Vi har haft en slags leg kørende i et par år hvor vi driller og lader som vi ikke kan lide hindanden (før jeg blev forelsket i hende). Er ikke sikker på om det bare er en leg for det kan nogle gange godt virke lidt flirtende. Jeg hænger ikke så meget ud med hende, men vi deler bedste ven så har lidt kontakt med hende. Hvad skal jeg gøre?
Kære dig,
Det er dejligt, når man er vild med noge, men kan også være, som du beskriver, lidt forvirrende. Man er ikke helt sikker på, hvordan man skal tolke de signaler, den anden sender, og nogle gange kan det virke flirtende, men hvad nu hvis det ikke er. Hvis man vil være helt sikker, er det bedste nok, at man bare siger det direkte. Altså fortæller den anden, at man er glad for dem og er blevet vild med dem. På den måde kan man få et helt klart og tydeligt svar. Men den mulighed er selvfølgelig lidt skræmmende, for det kan føles meget sårbart at skulle fortælle om sine følelser på den måde. Man er selvfølgelig lidt nervøs for svaret, og man vil helst undgå en ubehagelig eller akavet situation. Det kan være lettere at sige det, hvis man føler sig lidt mere sikker på, om den anden kan lide en. Det kan man nogle gange godt få en lidt mere sikker fornemmelse for, hvis man bruger lidt mere tid med personen. Så hvis du godt kunne tænke dig at finde ud af, om hun også er vild med dig, så tænker jeg, om du kan prøve at bruge lidt mere tid med hende? Snakke lidt med hende i skolen, måske spørge hende om I skal lave noget en dag efter skole? Det kan også bare være at gå en lille tur eller lave lektier sammen. Du kan også prøve at gå igennem jeres fællesven, måske I alle tre kan hænge ud sammen? Så kan det være det lige så stille giver mere mening, at I også ses med hinanden alene. Måske du kan prøve at skrive lidt med hende og på den måde lære hende lidt bedre at kende?
Jeg håber, du kan bruge mit svar, og held og lykke!
Sophie