Chatting online - forbudt

brevkassespørgsmål

Chatting online - forbudt

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 6 år 2 måneder siden

Hej Cyberhus! Jeg er en pige på 16 år, som er begyndt at skrive med en dreng på nettet. Jeg bor i København og han bor deromkring Aarhus. Han er virkelig sød og vi begge ved at vi er ægte og ikke fake, da vi har snakket og video chattet sammen. Vi flirter sådan ret tit med hinanden og vi begge ved, at vi har følelser for hinanden. Problemet er bare, at hvis det er rigtigt, så må jeg egentlig ikke chatte med folk online. Min mor er meget overbeskyttende og tror at alle folk på nettet er pedofile eller noget andet. Men, jeg gør det alligevel, da jeg godt kan finde ud af at passe på mig selv, og jeg ved hvem det er jeg chatter med. Jeg startede egentlig med at chatte med folk online, da jeg havde svært ved at få venner en gang og følte mig så utrolig ensom. Har prøvet og fortælle hende, at det er ikke alle folk som er på nettet der er klamme, og at jeg altså har en hjerne, så jeg ved godt hvad jeg må og ikke må skrive til fremmede. Drengen og jeg har tænkt os at mødes i Aarhus, da jeg skal på studie tur derhen med klassen og jeg glæder mig så ufatteligt meget, men vi ved bare ikke hvornår vi kan mødes igen, fordi igen, min mor vil ikke have at jeg skriver med folk på nettet og har løjet så meget for hende om det. For jeg ved, at hvis jeg siger sandheden, ville hun gå fuldstændig amok og tage min telefon fra mig. Jeg føler på en måde at min mor tager mit teenage liv fra mig. Jeg må nærmest ingen ting fordi hun skal være så overbeskyttende. Jeg er slet ikke noget "teen idle" og det gør mig ret trist.. Jeg er bare så forelsket i denne her dreng og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..føler på en måde også skam over at jeg chatter med folk online..

Svar: 

Kære du. 

Når jeg læser dit spørgsmål, så hører jeg, at der er rigtig mange ting på spil udover dit spørgsmål om hvorvidt det er forbudt at chatte online. Der er først og fremmest din forelskelse, der naturligvis fylder, men også dit forhold til din mor, og også din følelse af skam over, at du chatter med folk online. Jeg vil prøve at komme omkring alle emner: 

Er det forbudt at chatte online? 

For at besvare dit spørgsmål kort, så nej, det er egentlig ikke forbudt at chatte med andre, som man ikke kender fra den fysiske verden. Men! Din mor har ansvaret for dig indtil du bliver 18 år, og når du bor hjemme ved hende, så er det hendes regler, der gælder. Så hvis hun ikke vil have, at du chatter med andre, så er det egentlig forbudt - hjemme ved jer. Men det betyder ikke, at det altid er sådan det skal være. Og det fører mig videre til det næste nemlig dit forhold til din mor og hendes overbeskyttende måde at være overfor dig på.

Din mor 

Din mor er vokset op i en anden tid end dig, hvor nettet ikke var hverdag og ikke en naturlig måde at møde nye mennesker på. Og ofte når man er voksen og der sker forandringer i samfundet, som de digitale, så har mange voksne en tendens til at være lidt skræmt og kritisk over for det. Det hænger ofte sammen med, at mange i bund og grund ikke forstår det, fordi de ikke selv har prøvet det. Og så hører de tit de negative historier fra medierne, hvor det er gået galt med fx nogen, der skrev sammen på nettet, hvor det så var pædofile, der prøvede at få fat på børn. Og så er det den oplevelse mange har af, hvad der sker, når man skriver med nogen man ikke kender. Men det er selvfølgelig langt fra sådan virkeligheden er, og i langt de fleste tilfælde går det ikke galt. Derfor kan jeg sagtens forstå, hvorfor du bliver trist over din mors holdning til at chatte med andre online, og at du føler, at hun begrænser dig i dit teenageliv. Du er på vej til at blive voksen og til at træffe dine egne beslutninger for dig selv, og derfor er det rigtig frusterende, når man bliver behandlet som om, at man ikke kan passe på sig selv. 

Jeg tror faktisk, at din mor godt ved, at du kan passe på dig selv, men at hun samtidig er rigtig bange for, at der skal ske dig noget. Så hendes holdning til, at du ikke må chatte med nogen, du ikke kender, er helt sikkert omsorg fra hendes side, og en måde at beskytte dig på. Men det bliver til misforstået omsorg, fordi det lyder til, at hendes regel egentlig splitter jer ad. Og det er ikke meningen. Jeg kan sagtens forstå, at du har ikke har lyst til at fortælle hende sandheden om ham, du er forelsket i, men jeg tror stadig, at det er nødvendigt, at I tager en snak om det her. For du skal have lov til at være teenager og gøre dig de erfaringer, som man skal som teenager. Om det er at fortsætte med skrive med ham og mødes med ham, det kan jeg desværre ikke bestemme, for det er i sidste din mor, der har den afgørende stemme. Men jeg tror, at det er vigtigt, at din mor begynder at forstå, hvad det vil sige at være teenager i dagens Danmark, men det kan hun kun gennem dig. Så jeg vil råde dig til at bede hende om at lytte til dig, og fortælle hende stille og roligt, at hun har opdraget dig godt til at være kritisk overfor fremmed, du møder både online og offline, men at du også godt kan passe på dig selv online. Og at måden man møder nye mennesker på i dag, er i høj grad online. Og så tror, at det er vigtigt, at du fortæller hende, hvad hendes overbeskyttende adfærd gør ved dig. At du bliver trist, og at du føler dig begrænset. Det tror jeg nemlig ikke har været hendes hensigt. Men det er vigtigt, at hun får det af vide. Og jeg tror, at den bedste måde hun kan få det af vide på, er gennem en samtale - voksen til voksen - hvor hun kan se, at du ikke er hendes lille pige længere, men en ung voksen, der kan tage egne beslutninger. 

Jeg kan ikke love, at én samtale gør det, men det kan være en start. Og så kan det også være en god idé at alliere dig med et familiemedlem, som vil lytte til dig, og som du ved, at hun vil lytte til. 

Fyren

Men hvad skal du så gøre med ham fyren? Som sagt vil jeg ikke anbefale dig at gøre noget endeligt, når du ikke har talt med din mor. Men hvis du alligevel har besluttet sig for at mødes med ham i Aarhus, så vil jeg anbefale, at du tager en veninde eller to med, og så tror, at I må tage den derfra. Det kan være, at kemien slet ikke er der, når I mødes, og så giver det hele sig selv, men det kan også være, at mødet lever op til alle forventninger. I så fald tror jeg ikke, at du skal blive ved med at holde det skjult for din mor, hvis forholdet til ham skal have en chance. Og hvis det når så langt, at I gerne vil satse på hinanden, så kræver det nok din mors hjælp fx med hjælp til transport frem og tilbage. Og så plejer det som regel  at være en god idé at forældrene møder kæresten så hurtigt som muligt, så de kan se, at der ikke er noget farligt ved personen. 

Skam over at chatte online

Du fortæller også, at du føler skam over, at du chatter med andre online. Jeg tænker faktisk, at det giver god mening, at du har den følelse, hvis altid har fået af vide fra din mor, at det er forkert. Men det er problematisk, at du skammer dig over at gøre noget, som rigtig mange andre teenagere og voksne i høj grad også gør dagligt. I dag er det meget almindeligt, at man får venner online som man aldrig har mødt før. Da du følte dig ensom og havde svært ved at få venner, kan jeg forestille mig, at det må have været dejligt at have muligheden for at møde nogen online. Måske er det også noget, du kan fortælle din mor, for så kan hun måske bedre forstå, hvorfor det er så naturligt for dig at chatte med folk online.

I hvert fald er det vigtigt for mig at sige til dig, at der er ikke er noget forkert ved at chatte online med nogen, man ikke kender, så længe man er opmærksom og passer på sig selv og sine oplysninger. For det er rigtigt, at der er mennesker, der kun er ude på at udnytte en. Derfor skal man altid være lidt påpasselig og beskytte sig selv ved ikke at oplyse for mange ting om selv. Men det lyder til, at du godt ved, hvordan man spotter de mennesker, og at du ikke deler noget om dig selv med nogen, der ikke er reel. 

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker om din situation til noget, og at du vil tale med din mor. Husk du også altid er velkommen i vores chat, hvis du har brug flere råd og en samtale om, hvordan du kan håndtere det her.  

Mange hilsner Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program