Kære du. 

Det lyder som en rigtig ubehagelig oplevelse, og jeg kan virkelig godt forstå, at det har såret dig helt vildt, hvordan den her fyr har behandlet dig. Når det så samtidig ramler sammen med, at din mor er gået fra din papfar, hvilket også er en stor ændring i hverdagen, så er det klart, at det hele føles enormt overvældende, og som alt for meget at håndtere på én gang. 

Lad mig starte med at sige, at det slet ikke er okay, det den her fyr har gjort overfor dig, og jeg kan virkelig godt forstå, at du blev ked af det, specielt når I havde sex, og det var din første gang. Jeg kan godt forstå, at du er vred, og det er du i din fulde ret til at være, for det er som sagt slet ikke okay. Jeg tænker dog, at man godt kan være vred på nogen og såret over noget, de har gjort og så alligevel savne dem og synes det er svært at komme over dem. Det har jo betydet noget for dig, mens I sås, og du skriver også, at du blev forelsket i ham. Derfor kan det godt være, at det kommer til at tage noget tid at komme helt på den anden side. Jeg er dog helt sikker på, at det nok skal komme, men jeg tænker, om du har snakket med nogle omkring det? Måske en veninde eller eventuelt din mor? Du skriver godt nok, at han har bedt dig om ikke at sige det til nogen, men jeg ser intet galt i, at du snakker med en, du har det godt med om det, der er sket. Jeg tænker nemlig, at det måske kunne lette lidt at fortælle nogle om det, og ligesom få det ud. Nogle har brug for at græde lidt ud hos andre, og nogle har det i stedet med bedre at blive lidt vred og få lidt afløb for det hele. Det er meget forskelligt, men ofte kan det bare virkelig hjælpe rigtig meget at få tingene sagt højt. 

Nu ved jeg ikke, om du stadig har en eller anden form for kontakt med ham på f.eks. Snapchat eller Instagram, men jeg tænker, at hvis du har, så kunne det måske også være, at det kunne hjælpe at tage afstand, lade vær med at følge ham, slette ham på Snapchat og lignende. Simpelthen så du kan få ro og plads til at "glemme" ham, for det bliver nok ikke nemmere at komme over ham, hvis du bliver mindet om ham hele tiden. 

Du skriver også, at du ikke stoler på drenge lige nu, og at du er bange for, at du aldrig vil gøre det igen, og jeg kan virkelig godt forstå, at du lige nu  ikke føler dig klar til at åbne op overfor en ny fyr, men det betyder ikke, at det altid vil være sådan. Jeg er sikker på, at du nok skal blive klar igen på et tidspunkt, når du er kommet dig over den her ubehagelige oplevelse og møder en, som behandler dig, som du fortjener. En som lytter til dig og dine grænser, og behandler dig med varme og respekt, og hvor det føles rigtigt at åbne op. Det haster dog ikke, og du skal bare tage dig alt den tid, du behøver. Det skal som sagt nok komme, når det føles rigtigt.

I forhold til det med din papfar, så kan jeg virkelig også godt forstå, at det er hårdt oveni alt det andet. Specielt når han har betydet så meget for dig. Det er en kæmpe omvæltning, men jeg tænker, at måske I stadig kan have et godt forhold til hinanden, og snakke sammen, hvis det er noget, du gerne vil, og som vil give mening for dig. Jeg er sikker på, at du også betyder meget for ham, når han har været så heldig at være en del af dit liv i 10 år, så måske han også ville sætte rigtig meget pris på, hvis I kunne få en god snak engang imellem. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du snart kommer på den anden side af alt det, som er svært lige nu.

Mange positive og varme tanker fra Amanda