Hjernerystelse,piskesmæld,social angst og nu bulimi

brevkassespørgsmål

Hjernerystelse,piskesmæld,social angst og nu bulimi

Hej!

Jeg er en pige på 16 år som for 8,5 måneder siden kom ud for en ulykke hvor jeg fik en meget voldsom hjernerystelse og piskesmæld.

Jeg måtte stoppe på efterskole ved julen, hvilket gjorde mig meget ked af det. Jeg græd hver aften og kunne ikke falde i søvn. Det blev værre og værre. Jeg havde ikke lyst til at være her. Havde hovedpine hele tiden og var trist og ked af det, og kunne ingenting. Alle mine venner var på efterskole og jeg gik bare herhjemme.

Efter juleferien startede jeg i en 10. klasse og det gjorde det hele meget værre. Blev holdt udenfor, fordi de ikke kunne lide den efterskole jeg kom fra og jeg havde stadig voldsom hovedpine hele tiden med anfald af hovedpine som senere viste sig at være voldsom migræne. Jeg stoppede på spor 10 fordi det var så slemt.

jeg lukkede mig inde, ville ikke snakke med mine venner når de var hjemme, var ikke glad for at møde nogen på gaden og havde så lavt selvværd at jeg ikke kunne se en eneste god ting ved mig selv. Selvom jeg skriver i datid så har jeg stadig de samme symptomer.

Det var omkring påske jeg stoppede på spor 10 og det gjorde mig meget glad. Men lidt efter var jeg tilbage i den triste stemning igen. Ingenting fungere og jeg har hovedpine og alt er dumt.

Idag har jeg gået til psykolog i lang tid, men synes ikke det har hjulpet. Jeg har fået konstateret social angst og har lige været til neurolog hvor jeg har fået piller til at forebygge migræne. men grunden til jeg skriver er at igennem den periode har jeg haft det så slemt at jeg også er begyndt at kaste op. Lige efter jul kunne jeg bare ikke klare at se på mig selv. Jeg ville ikke se på mig i spejlet.

Først begyndte jeg at skære ned på alt slik og usundt og mor og far var så stolte, men så faldt jeg i. Så skulle vi have noget avisprojekt på spor 10 og havde kun vand og granatæble og bønner med. Jeg spiste næsten ingenting. og drak en masse grøn te. Men faldt tilbage og spiste ligepludselig som da man var lille og ikke tænkte over det og så kom opkasningerne. EN aften synes jeg at jeg spiste lidt for meget og jeg gik på toilettet og lod vandet løbe og så stak jeg to fingre i halsen og kastede op.

Det har gået meget op og ned siden. I februar gik det godt. Jeg vejede 65,7 da jeg startede efter jul med at Tabe mig og i februar kastede jeg op efter hvert måltid og kom ned på 60,4 kg. er 164 cm høj. og har meget muskuløse ben pga håndbold som jeg hader.! Jeg hader min krop og mit udseende og mig selv!!

Efter jeg kom ned på 60 kg tog jeg på ferie med mine bedsteforældre for at få det bedre, så de havde givet mig ferien. Jeg spiste og spiste men havde ikke mulighed for at kaste op og da jeg kom hjem vejede jeg 65 kg igen!!! var i chok! i lang tid efter var jeg frustreret og følte ikke jeg kunne kaste op da mor og far ville kunne høre det og så havde vi gæster og der var så mange ting!

Nu har jeg kastet op i ca. 4 uger i træk. om morgenen drikker jeg meget vand og spiser lidt frugt. Så er jeg i praktik i en time og tager hjem og får ædeflip fuldstændigt! spiser alt det usunde der er i huset! og bagefter kaster jeg op! det er frustrerende for når jeg står i køkkendet, siger jeg "stop dig selv, det er dumt, du behøver ikke den muffin"! Men kan ikke lade være. men jeg ved ikke om det er bulimi? jeg kan ikke træne pga min hovedpine og migræne. Jeg er ked af det hele. Jeg tror mine forældre har en mstanke. for hver gang efter aftensmad så går jeg på wc og jeg siger at jeg har ondt i maven næsten hver dag!

ved ikke hvad jeg skal gøre!! hjælp!

Svar:

Kære dig.

Ud fra det, som du skriver, hører jeg dig fortælle forskellige ting. Det er rigtigt flot, at du skriver herind omkring dit problem, det er første skridt på vejen for dig.

Men det jeg vil tage fat i, som jeg synes, er det allervigtigste at gøre noget ved: det er dit behov for at kunne kontrollere, hvor meget mad du indtager eller ikke indtager.

At du har dette behov for at styre dit madindtag kan skyldes mange ting. Enten kan man have nogle følelser indeni, eller man kan have nogle problemer omkring en, begge dele kan være noget, man ikke kan styre. Ved så at styre dit madindtag skaber du dig en følelse af kontrol. Men denne følelse af kontrol kan minde lidt om det rus, man kan få ved at vinde en håndboldkamp. Men den kontrol, som du tror, at du opnår, er ikke holdbar, for som du ved fra håndbold, vil der altid dukke en ny modstander op til den næste håndboldkamp. Det, jeg prøver at sige til dig, er, at den rus, du psykisk føler lige i øjeblikket, er ikke holdbar. Det er din hjerne, der spiller dig et puds, hvilket vil sige, at det er noget, som din hjerne i et splitsekund synes, er det meste fornuftige at gøre. Men det er ikke fornuftigt.

Lad mig derefter slå fast, at følelser ikke altid er logiske. Det rus, du psykisk kan føle, ved at kaste dit mad op, er ikke logisk. Vi mennesker spiser, fordi vi skal leve og overleve - det er en nødvendighed. At kaste sit mad op er en skadelig handling, som på sigt ikke får en til at leve eller overleve. Men hvad end vi har af føleleser, om de er gode for os eller ej, så kan de ændres til det gode.

Jeg læser, at du har fået konstateret social angst. Som jeg ser det, betyder det, at du har nogle følelser indeni, som påvirker din måde at være sammen med andre på. Det vil sige, at du har noget indre, der forhindrer dig i at være sammen med andre, som så igen påvirker dig i forhold til dine indre følelser og tanker. Men jeg læser også, at der har været sket nogle ting udefra, i form af din ulykke, og så kan jeg godt forstå følelsen af nederlag i forhold til dit stop på efterskolen og dit stop i 10.kl. Jeg vil råde dig til at se muligheden i, at det var nogen ting udefra, der påvirkede dig, men at det er fortid. Jeg vil råde dig til at overveje muligheden i at se det, som noget, der er sket, og så komme igang med at løse det problem, du er i nu.

Jeg tror, at det er vigtigt for dig at erkende, at du har et problem nu, som skal løses. At have problemer med mad er ikke sundt for en - og jeg synes, at du skal gøre noget ved. Men jeg synes ikke, at du nødvendigvis bør gør det alene. Når vi erkender, vi har et problem, så kan vi tusinde gange nemmere komme igennem det, og når vi så endelig er på den anden side af det hele, er vi en sundere og stærkere person. Men først og fremmest er det vigtigt at tale om det. Når der tales om problemet, når der sættes ord på, så erkender vi også problemet.

Og jeg vil varmt anbefale dig at kontakte landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade. Der kan du læse mere omkring spiseforstyrrelse, men du kan også chatte med dem, som her.

Men jeg vil også anbefale dig til at overveje muligheden, for at tale med enten dine forældre og/ eller dine bedsteforældre, eller har du f.eks. ældre søskende, du kan tale med. Jeg er sikker på, at de vil dig det bedste. Hvis ikke du føler, at det kan lade sig gøre, overhovedet, er der så andre voksne i din nærhed, en moster eller en faster, som du stoler på og er tryg ved at tale med. Eller hvad f.eks. med din klasselærer, hvis klasselæreren ikke duer, er der da anden lærer, som du stoler på og føler dig tryg ved. Det kan også være, at du sammen med en veninde eller alene kan kontakte din egen læge og fortælle om din situation. Eller hvad med din neurolog, hvis du går regelmæssigt ved denne neurolog, så kunne det være en god ide at fortælle ham det også.

Hvis du syntes, det er en svær samtale at starte op, kan du evt. bruge det her brev, som du har skrevet til mig. Vis det til vedkommende, som du vælger at involvere, og så har I noget at tale ud fra, og det kan gøre det tusinde gange nemmere for dig.

Det er rigtig vigtigt, at du gør noget for at passe på dig selv. Så jeg håber virkelig, at du lytter til mine råd, og ikke lader stå til. Og jeg synes ikke, at du skal gå alene med det.

Hvis du har brug for at tale med os på chatten, inden du beslutter noget, er du også hjertens velkommen til at skrive til os der.

Hilsen Thilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål