Kære Hanna

Det kan være rigtig svært at ryste ens historie væk og starte helt på en frisk, selvom det kunne være rigtig rart nogle gange. Jeg kan forstå at du er kommet til at fortælle en løgn om din alder på din gamle skole, og nu forfølger løgnen dig hen på din nye skole. Jeg kan også forstå at det gør dig rigtig ked af det, og at du fortryder at du fortalte løgnen. Jeg tænker måske netop at det kan være din måde at komme ud af dens magt på - nemlig ved at sige sandheden: At du er rigtig ked af at du løj, og at du rigtig gerne vil komme videre. 

Hvis du bliver ved med at stå ved at du løj og være ærlig omkring det, så vil sandheden senere blive noget du kan være stolt af, frem for at skamme dig over at du løj. Jeg ved godt at det måske er svært for dig, fordi det kræver rigtig meget mod at stå ved en sandhed som gør ondt, men jeg tror også at den vil blive ved med at følge dig i rigtig lang tid - enten fordi der er andre som kender til det, eller fordi det vil være noget du skammer dig over og derfor ikke kan slippe det. 

Det du oplever lige nu er enormt svært, og jeg synes det er rigtig sejt at du har skrevet herind. Hvis du får brug for mere støtte i forhold til at tage sandheden på dig med stolthed, vil jeg anbefale dig at besøge vores 1-1 chat. 

Jeg håber at du kan bruge mit svar. Husk at du sagtens kan være stolt af at du siger sandheden, og at det er langt vigtigere end den løgn som du engang fortalte. 

Kærlige hilsner,

Signe