Savner

brevkassespørgsmål

Savner

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 6 år 5 måneder siden

Hej cyberhus. Jeg har siden mandag haft det rigtigt dårligt. Måske i har hørt at ham rapperen X er død, og det har bare fået mit humør helt ned. Jeg hører hans sange: når jeg står op, i bussen, i skolen, på vej hjem, når jeg skal til at sove, når jeg er på toilet og når jeg spiser! Jeg hører hans musik hele dagen lang. Og græder flere gange om dagen pga. Hans død og det har bare fuldstændigt ødelagt mig. Jeg kendte ham ikke personligt, så forstår ikke hvorfor jeg er så ked af det over det. Det føles som at jeg har mistet min kæreste eller sådan noget. Kunne det være fordi jeg blander min tristhed med noget andet og at det i virkeligheden er noget andet jeg er vildt ked af det over? Altså har haft sygt meget stress over at jeg er rædselsslagen over at have multibel sclerose, da jeg har alle symptomerne på det og ved ikke om det i virkeligheden kan være derfor jeg er ked af det. Var ikke hans fan indtil han døde, men hørte også hans musik enden hans død.

Svar: 

Kære dig

Det er helt normalt at man bliver påvirket når nogen dør, og selvom det ikke var en du kender personligt, så kan det stadig godt sætte gang i nogle følelser. Derfor er det også sejt at du skriver ind til os, så du måske kan blive lidt klogere på hvorfor du reagerer som du gør. 

Du skriver at du egentlig ikke var fan af ham før han døde, men at du nu føler dig så rørt over hans død at du græder rigtig meget. Du skriver også at du selv har symptomer på multiple sclerose og at du er meget bange for sygdommen, og jeg tænker at de to ting, som du selv skriver, har noget med hinanden at gøre.

Nogle gange når man er rigtig bange for noget, så kan det komme til udtryk ved at man bliver helt vildt overvældet af følelser på områder hvor det måske ikke giver mening, men man kan sige at det er sindets måde at håndtere de stærke følelser på en mere forsigtig måde end ved at kigge direkte på det der gør allermest ondt. Prøv at ligge mærke til hvordan du har det når du har grædt? Nogle gange kan tårene hjælpe med at få nogle af alle de svære følelser ud, så det er lidt nemmere at bære og lidt nemmere at se på det der virkelig skræmmer. Det virker måske helt omvendt, at man kan græde over noget som virker så småt, men dét at du giver plads til at følelserne er der, er en vigtig start når man skal rumme noget - uanset om det er dødsfald eller sygdom. Når det så er sagt, så er det også vigtigt at du ikke bærer på de her følelser alene. Du er kun 13 år og det er ikke meningen at du skal gå med alle de svære følelser og den angst alene. Mon du har nogen som du kan snakke med om det? Måske dine forældre eller en god veninde? Når man først begynder at fortælle andre om hvordan man har det, så hjælper man også hinanden med at bære byrden. 

Måske kunne du mærke det allerede da du skrev herind? At da du fik sat ord på noget af det der fylder, blev det også lidt nemmere for dig at se en sammenhæng mellem dine følelser for rapperens død og din frygt for sygdommen, og som du selv skrev, så får det dig til at tænke over om det måske i virkeligheden er derfor du er ked af det. I den forbindelse, så er det helt vildt utrolig skræmmende at finde ud af at man måske har en sygdom som vil betyde ændringer i ens liv, og det er helt normalt at der kommer en reaktion på det! Faktisk ville det undrer mig meget, hvis du ikke havde fået en reaktion. Men det er vigtigt at du deler den med nogen, så du ikke selv skal stå med alle de svære tanker og følelser. Du skriver også at du har symptomerne på sygdommen, men det lyder ikke som om at du har fået diagnosen endnu? Selvom du ikke skriver noget om det, så forestiller jeg mig at du er ved at blive undersøgt ved lægen, så du kan få et svar. Den tid hvor man går og er usikker på præcis hvad der skal ske, er ekstra hård, og det er, som sagt, rigtig vigtigt at du ikke går rundt med det hele selv. 

Hvis du nu ikke har mulighed eller lyst til at dine følelser med dem omkring dig endnu, så findes der også en forening som hjælper personer med multiple sclerose, hvor man kan få råd og møde andre unge som har sygdommen. Du kan se deres hjemmeside her. Du er også meget velkommen til at bruge vores chat, og chatte anonymt med en rådgiver om det der fylder. Det er altid svært at åbne op overfor andre, og nogle gange er det nødvendigt at øve sig. 

Jeg håber du kan bruge mit svar

Kærlig hilsen
Signe

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program