Hej! Her for 2 måneder siden udvekslede vi med nogle hollændere. Jeg mødte den her supersøde dreng, som jeg så først begyndte at skrive med efter de tog hjem. Vi havde smilet til hinanden igennem en hel bustur da min veninde og jeg sad i deres bus. Jeg fik hurtigt snakket med ham sidste aften, eftersom at jeg havde haft det ret akavet og havde løbet den anden vej når min veninde trak mig mod ham. Han fik at vide at jeg kunne lide ham, men svarede ikke mig. Senere fik jeg dog snakket med ham, og han kunne også lide mig. I ugen hvor vi mødtes igen havde jeg det vildt godt. Vi gav afstand og snakkede også med de andre fra det andet land, men var også meget sammen. Da vi skulle sige farvel gav jeg en lille gave med min parfume sprayet på brevet der fulgte med. Jeg stortudede da jeg kom ind i bussen, og han græd da han åbnede brevet. Nu er det omkring en måned siden. Vi savner hinanden af h til, og jeg har tænkt alt så hårdt igennem: Ville jeg kunne klare et langdistanceforhold? Vil jeg fortryde det? Har han noget jeg overvejer ikke er godt for mig? Vil jeg virkelig det her? Osv... Jeg var usikker i starten. Jeg tænkte at nogle af de ting han gjorde var mærkeligt, men nu... Det var rart. Det var sjovt. Han gør det fordi han stoler på mig og jeg har det godt med ham. Jeg plejer aldrig at være god til at holde følelserne, specielt ikke når de bor langt væk, men nu har jeg bare haft den følelse af, at jeg er glad med ham. Distancen gør mig ikke så meget, for han er ekstremt spændende at skrive med, og selvom vi har helt vildt mange ting tilfælles og fælles interesser, er vi også meget forskellige. (Han kører race... Og damn it, det min fetish med drenge på en motorcykel med dragt og hjelm på, altså...) Dog vil jeg lige sige, at jeg ikke vidste han var racerkører da jeg mødte ham. Men! Det er bare så anderledes nu. Jeg elsker ham virkelig (ved det er et hårdt ord, men...) og jeg får dtadig de der kuldegysninger når jeg tænker på ham. Det kunne jeg ikke engang med min eks i 3 uger, srlvom jeg var vildt forelsket i ham. Jeg ved ikke hvad jeg gør, for her i går spurgte jeg ham, om han ville kunne klare distancen. Han sagde nej... Det knuste mig af h til, og græd i næsten 2 timer mens vi skrev. Han følte sig skyldig og var tæt på at gøre dumme ting, men fik ham stoppet. Jeg er sønderknust, og ved ikke hvad jeg gør nu. Jeg kan virkelig ikke komme videre som det er nu, og jeg vil bare så gerne have noget med ham, men vi er så unge (jeg er 15, ham 14) så det er svært, for han kan ikke holde et forhold hvor man ikke ser hinanden i hvert fald hver anden uge. Jeg forstår ham, for han kan ikke klare det da han ikke vil savne mig så meget nu hvor han elsker mig så højt, og det gør alt sammen helt vildt ondt på ham også, men for mig er det værre ikke at have noget overhovedet. Han er der virkelig for mig, og han har en slags autisme (noget hvor man ikke kan klare at få ting at vide i sidste øjeblik), men det er så småt at man ikke lægger mærke til det. Jeg har dog OCD, og det er ufattelig rart at møde en anden med en psykisk sygdom som bare accepterer en som man er og har noget tilfælles med. Jeg er rædselsslagen for at han finder en anden, men hvad kan jeg gøre...? Han er perfekt i mine øjne, og helt sikkert også i andres, for hold op hvor har han bare et hjerte! (Han er sådan en der ik gør en flue fortræd). Og nu hvor han er så god til sin sport, og då er kommet i en klasse hvor han ik er gammel nok, hvem vil så ikke lægge mærke til ham? Jeg er ikke god til at snakke med mine forældre da vi ikke er tætte, kan snakke med mine lærere, men ikke om dette og to af mine nære venner prøver at hjælpe, men det ændrer intet lige nu. Det får mig bare til at græde og sørge endnu mere. Så hvad gør jeg? I denne situation? Jeg er klar over et det ville være svært, men jeg vil gerne vente. Jeg har alligevel ikke tid til at nusse med en kæreste hele tiden, så jeg føler distancen hjælper mig lidt, selvom jeg savner ham. Hvad skal jeg sige til ham? Og hvordan skal jeg møde ham igen (hvilket vi stadig lover hinanden efter samtalen i går) hvis jeg ikke kan tale med min familie om det? Hand familie ved det, men kan ikke besøge mig, da skole koster og hans sport er dyr. Undskyld det lange brev, men følte det hele skulle ud for at i forstod mig! Tak på forhånd