Kære du.

Det er helt okay, at du skriver herinde igen. Du er altid velkommen, både til at skrive igen om samme emne eller til at skrive ind igen med et nyt spørgsmål.

Du spørger om det er normalt ikke at have været forelsket som femtenårig, og det tænker jeg sådan set, at det er. Mennesker er forskellige, og hvor nogle er meget interesserede i at have en kæreste og nemt bliver forelskede, så er der andre, som har det omvendt. Hvor de har det helt fint med ikke at være i et forhold, eller hvor de måske bare ikke så nemt får følelser for andre. Begge ting er helt normale, og jeg tænker at det er meget individuelt hvordan man selv er. Men jeg tænker også, at det er forskelligt, hvad man mener, når man taler om at være forelsket. For nogle er forelskelse måske ikke mere end at man f.eks. synes at en person er pæn, eller at man bliver lidt genert eller får sommerfugle i maven, når personen er til stede, mens det for andre er mere dybt. At man virkelig kender og holder af hinanden. At man stoler på personen og gerne vil tilbringe tid med dem. Begge ting tænker jeg igen er helt normale, og at der ikke er noget, som er mere rigtigt end det andet. Det handler mest af alt om at finde ud af, hvad man selv trives med. Om man har behov for virkelig at kende en person for at blive forelsket, og at det derfor tager lidt længere tid, eller om det er noget, som kommer relativt simpelt og af sig selv. Samtidig kan det også være, at du bare ikke har mødt "den rigtige" person endnu. Og med den rigtige mener jeg ikke, at det skal være dit livs kærlighed, men blot en person, hvor interessen er der, og hvor man måske pludselig begynder at lægge mærke til de ting, som man ikke har lagt mærke til før.

Jeg kan ikke give dig et svar på, hvordan det kan være, at du ikke har været forelsket, men jeg kan fortælle dig, at der ikke er noget galt i det, og at det helt sikker nok skal komme. Du har mange, mange år tilbage af dit liv, som du kan bruge på at blive forelsket, og at være i forhold. Det haster ikke, og hvis du ikke har behovet lige nu, så er det virkeligt helt okay. Det skal nok komme, når tid er. Derfor kan jeg dog godt forstå, at det er frustrerende at føle sig udenfor, når samtalen falder på det emne. Men måske dine veninder sagtens kan forstå det, hvis du fortæller dem, hvordan du har det? Måske nogle af dem i virkeligheden godt kan have det lidt på samme måde som dig, men bare heller ikke har haft mod på at sige det højt? Uanset om de har eller har haft det ligesom dig eller ej, så kan det måske lede til en spændende snak jer veninder imellem, hvor I kan lære hinanden endnu bedre at kende og på den måde komme tættere på hinanden. Jeg tænker i hvert fald, at det kan være en mulighed, men det kan også være at du vil have det bedre med bare at tale med en af dine veninder om det. Der handler det igen om at mærke efter, hvad du føler giver mest mening for dig.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og ellers så er du som sagt meget velkommen til at skrive herinde igen, eller måske komme forbi vores chat og få en lille snak, hvis det er noget, du kunne have lyst til.

Kærlig hilsen Amanda