Kære Cyberhus Jeg er en pige på 22, der føler, at jeg ikke bliver taget seriøst af mine forældre. Jeg flyttede hjemmefra til et bofællesskab som 18-årig, hvor jeg for første gang i mig liv, grundet mobning i folkeskolen, endelig har fået venner. Jeg har også lært en hel masse praktiske ting, b.l.a madlavning og rengøring, som jeg også hjælper min mor med engang imellem, når jeg er hos hende i de fleste weekender, fordi folk ofte tager væk fra bofællesskabet der. Så det er generelt kedeligt at være der i weekenden, fordi der som sagt aldrig sker noget. Men jeg har også Asperger’s så det er svært for mig, at tage initiativ til at lave noget sammen med dem. Min lillesøster på 19 bor stadigvæk hjemme, men mine forældre behandler hende meget mere som en voksen end mig. Måske fordi hun har et bedre socialliv end mig, og fordi hun bare kan tage hjem til dem og til fester, når det passer hende. Selv min lillebror på 15 behandler de på samme måde. Jeg betaler regninger, husleje, licens, osv. i bofællesskabet helt selv, så jeg ser ingen grund til deres opførsel. De taler ned til mig, bestemmer mine sengetider, vækker mig om morgenen, selvom jeg gerne vil sove længe pga. mine kroniske søvnproblemer. Det er relateret til min Aserger’s så det er ikke bare noget, jeg kan gøre ved. De lader mig heller ikke rigtig foretage valg selv. Når jeg er ude at besøge f.eks. museer med min far køber han stadig børnebilletter til mig. De behandler ikke mine søskende på samme måde. Når jeg endelig kommer hjem til dem, vil jeg bare helst slappe af, fordi jeg ikke har så meget energi som andre pga. depression og min medfødte hjertefejl. Men det forstår de heller ikke. Jeg vil bare gerne have, at de skal tage mere hensyn til det, men også samtidig behandle mig som en voksen. Jeg har svært ved at aflæse folk pga. Asperger’s og hvis de ikke behandler mig som en voksen, så kan jeg heller ikke opføre mig som en. Men problemet er bare, at jeg ikke ved, hvad jeg gør forkert. Og nej, jeg kan heller ikke bare tage hjem til mine venner, for så mange har jeg heller ikke... Hvad kan jeg gøre, hvis der overhovedet kan gøres noget? Tak fordi du/I læste dette lange brev. Jeg håber, jeg får et svar, jeg kan bruge til noget.