Mine forældre behandler mig (stadig) som et lille barn

brevkassespørgsmål

Mine forældre behandler mig (stadig) som et lille barn

brevkassespørgsmål af
Anonym
22 år
Oprettet 5 år 10 måneder siden

Kære Cyberhus Jeg er en pige på 22, der føler, at jeg ikke bliver taget seriøst af mine forældre. Jeg flyttede hjemmefra til et bofællesskab som 18-årig, hvor jeg for første gang i mig liv, grundet mobning i folkeskolen, endelig har fået venner. Jeg har også lært en hel masse praktiske ting, b.l.a madlavning og rengøring, som jeg også hjælper min mor med engang imellem, når jeg er hos hende i de fleste weekender, fordi folk ofte tager væk fra bofællesskabet der. Så det er generelt kedeligt at være der i weekenden, fordi der som sagt aldrig sker noget. Men jeg har også Asperger’s så det er svært for mig, at tage initiativ til at lave noget sammen med dem. Min lillesøster på 19 bor stadigvæk hjemme, men mine forældre behandler hende meget mere som en voksen end mig. Måske fordi hun har et bedre socialliv end mig, og fordi hun bare kan tage hjem til dem og til fester, når det passer hende. Selv min lillebror på 15 behandler de på samme måde. Jeg betaler regninger, husleje, licens, osv. i bofællesskabet helt selv, så jeg ser ingen grund til deres opførsel. De taler ned til mig, bestemmer mine sengetider, vækker mig om morgenen, selvom jeg gerne vil sove længe pga. mine kroniske søvnproblemer. Det er relateret til min Aserger’s så det er ikke bare noget, jeg kan gøre ved. De lader mig heller ikke rigtig foretage valg selv. Når jeg er ude at besøge f.eks. museer med min far køber han stadig børnebilletter til mig. De behandler ikke mine søskende på samme måde. Når jeg endelig kommer hjem til dem, vil jeg bare helst slappe af, fordi jeg ikke har så meget energi som andre pga. depression og min medfødte hjertefejl. Men det forstår de heller ikke. Jeg vil bare gerne have, at de skal tage mere hensyn til det, men også samtidig behandle mig som en voksen. Jeg har svært ved at aflæse folk pga. Asperger’s og hvis de ikke behandler mig som en voksen, så kan jeg heller ikke opføre mig som en. Men problemet er bare, at jeg ikke ved, hvad jeg gør forkert. Og nej, jeg kan heller ikke bare tage hjem til mine venner, for så mange har jeg heller ikke... Hvad kan jeg gøre, hvis der overhovedet kan gøres noget? Tak fordi du/I læste dette lange brev. Jeg håber, jeg får et svar, jeg kan bruge til noget.

Svar: 

Kære du,

Jeg kan godt forstå din frustration over ikke at blive behandlet som en voksen når du nu er voksen. Jeg kan høre at du klarer dig godt, du klarer en hel masse på egen hånd uden hjælp. Det er super godt. Du har også fået venner i bofællesskabet, så på trods af asperger's, så lyder det som om at du er godt kørende. Der er selvfølgelig nogle ting, som du er nødt til at tage hensyn til for at passe på dig selv - som f.eks. at få slappet af fordi du ikke har så meget energi. Derudover fortæller du at du har svært ved at aflæse andre mennesker, så det bliver også en udfordring ift., hvordan dine forældre behandler dig da det smitter af på dig.

Én ting er dog sikkert, og det er at dine forældre ikke behandler dig som et barn for at irritere dig. De vil dig det bedste. De er dog vant til at, der skal tages nogle hensyn til dig. Nogle hensyn, som måske ikke har været nødvendigt ift. dine søskende. Og selvom du nu er 22 og klarer dig selv så godt som du gør, så kan de stadig føle at du er deres lille pige, som der skal tages særlig hånd om. Så de glemmer nok at du faktisk er blevet voksen. Det er selvfølgelig ikke optimalt for dig når du bare gerne vil behandles som en voksen og samtidig møde forståelse for dine behov.

Hvis der skal ske en ændring i tingene, så lyder det som om at du er nødt til at tage en snak med dine forældre. Jeg ved at det kan være svært og en udfordring for dig, men jeg tænker at det kan være løsningen. Hvis dine forældre ikke ved, hvordan du egentlig har det med deres måde at behandle dig på, så skal de vide det. Ellers kan det være svært for dem at ændre på det. Det lyder ikke som om at de selv har tænkt over det, så det kunne være super godt, hvis du kunne finde mod til at snakke med dem. Hvis I kan få en god snak om det, kan det gøre jeres forhold bedre og gøre at du bedre kan slappe af i det og nyde weekenderne hos dem fremover. 

Jeg håber at du har fået et svar du kan bruge. Ellers er du altid velkommen igen - også i chatten.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

De bedste hilsener

Charlotte

Charlottes billede
Charlotte fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program