Kære Julie,

Tak for dit brev! Hvor er det sejt af dig, at du skriver her!

Ens mor er den, der betyder allermest for en, og derfor kan det være rigtig hårdt, når hun ikke kan have en. Din mor har formentlig rigtig meget at kæmpe med i sit eget liv, som gør, at hun ikke har energi og overskud til at tage sig af dig. Det har ikke noget med dig at gøre, men er et spørgsmål om, at hun bliver nødt til at få ro i sit eget liv, for også at kunne passe på dig. Heldigvis lyder det til, at du har en rigtig god plejefamilie, og er glad for din plejemor og plejefar. Ud fra det du skriver, lyder det til, at du har boet hos dem hele dit liv, så jeg vil tro, at de elsker dig ligeså højt som hvis du var deres eget barn.

Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af det, når din mor ikke vil komme til dine ting. For når man har lavet noget, vil man også gerne have, at dem man holder af skal se det. Og jeg kan også godt forstå du bliver sur, når det er svært, og vred når du ikke kan sige, hvad det er der er galt. Det er helt normale følelser at have i din situation. Jeg kan forestille mig, at det kan være svært at forstå hvorfor din mor gør som hun gør.

Din mor var meget ung, da hun fik dig. I så ung en alder kan det være rigtig svært, at skulle tage vare på et barn. Jeg tænker, at det nok er derfor hun har fået dig i plejefamilie -  for at du kunne vokse op i trygge rammer, hos nogle der har energi og overskud til at give dig en god barndom. Det er ikke din skyld, at din mor har været nødt til at sende dig i pleje. Når man bliver mor i så ung en alder, er de fleste et sted i deres liv, hvor de ikke er klar til at skulle være forældre, og derfor ikke kan det. Hun har valgt den løsning, hun mente var den bedste for dig. Men det, at hun har sendt dig væk, har samtidig også været et svigt. Hun har svigtet dig som mor, idet hun ikke har været klar til at være mor for dig. Og det lyder til, at det har været det første svigt af mange.

Det at blive svigtet på den måde, både når hun ikke kommer til dine ting og når hun gerne vil have sat jeres samvær ned til en time, kan give en følelse af at blive valgt fra. Og det at blive valgt fra, kan gøre en rigtig ked af det og vred og sur. For når man bliver valgt fra af den man holder allermest af, og som burde holde allermest af en, så kan det gøre rigtig, rigtig ondt. Man kan blive enormt skuffet og gang på gang spørge sig selv, hvorfor mor har valgt noget andet, i stedet for mig. 

Det er meget store følelser og spørgsmål at gå med alene. Derfor er det rigtig vigtigt, at du taler med nogen om, hvordan du har det og hvad det er for nogle følelser du har indeni. Akkurat ligesom du gør, når du skriver her. For det er nemlig virkelig godt at du skriver. Men jeg tror også, at det vil være godt for dig, at prøve at tale med dine plejeforældre om det. Måske kan de endda hjælpe dig til at sætte nogle ord på det du føler, så det bliver nemmere at forstå og nemmere at håndtere. Og måske kan de også hjælpe dig til at tale med din mor om, hvordan du har det, så hun også ved, hvordan det er at være dig, og at du savner hende. Måske kan du også tale med din mor om, at de timer I har sammen, kunne hun bruge på at se en gymnastikopvisning eller komme til dine ting i skolen.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig alt det bedste!

Kærlig hilsen,

Stine