Gravid som 16-årig

brevkassespørgsmål

Gravid som 16-årig

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 6 år 7 måneder siden

Halløj Jeg er en 16-årlig pige og jeg bor med min 24-årige kæreste i hans studiebolig syd for Roskilde. Mine forældre kan rigtig godt lide ham, og de har hjulpet os meget Ifht. at flytte ud. Min kæreste og jeg har snakket en del om børn og vi er kommet frem til, at vi faktisk gerne vil have et barn indenfor den nærmeste fremtid! Vi er meget glade for hinanden og det er ikke “bare” en hurtig tanke om at få børn. Vi har kigget på situationen fra absolut alle vinkler, og vi er meget sikre på at vi får opbakning og støtte fra både venner og familierne. Mit spørgsmål er om det er muligt for os at få nogle form for støtte af kommunen? Kæresten er på ca 8000kr SU om måneden og jeg søger job i løbet af denne uge også, men det er altså ikke nok til at forsøge et barn også.

Svar: 

Kære dig,

Jeg kan godt forstå dine tanker og ønsker om et barn med din kæreste, når I er glade for hinanden og har det godt sammen.

Du skriver, at I har et ønske om at stifte familie, men at I ikke kan få det til at hænge sammen rent økonomisk, og du spørger derfor om komnunen kan yde jer nogen former for støtte.

Jeg har kigget på nettet, og jeg kan godt forstå, at du har svært ved at finde ud af det, for der er mange hvis'ser og måske'er. Derfor er det meget vigtigt, såfremt I vælger, at I vil have et barn, at du eller din kæreste ringer og hører SU og Udbetaling Danmark, om I vil kunne få disse ekstra tilskud.

Ud fra alt hvad jeg læser, ser det ikke umiddelbart ud til at I vil få noget tilskud fra kommunen. De giver tilskud til fx enlige forsørgere, altså fx en mor som bor alene med sit barn.

Der kan også være mulighed for, at I kan få supplerende børnepenge, men det er noget I må ringe og snakke med Udbetaling Danmark om. Jeres situation er jo lidt speciel, fordi du er under 18, og der står ikke nogen specfikke situationer for unge under 18, da det jo hører til sjældenhederne, at få et barn i din alder. I kan læse lidt mere om det her: https://star.dk/ydelser-og-ferie/boligstoette-boernetilskud-og-hjaelp-i-... .

Det eneste jeg umiddelbart vil kunne garantere jer er, at da din kæreste får SU, får han i kraft af at I bliver forsørgere et højere fribeløb, hvilket vil sige, at han må tjene mere ved siden af sin SU, før han ikke er berettiget til SU længere, og skal betale sin SU tilbage. Han kan altså arbejde flere timer på job og dermed tjene flere penge til jer samtidig med at han stadig er berettiget til SU. 

Det er altså meget vigtigt, at I enten tager fat i SU-kontoret på din kærestes uddannelsessted og hører om jeres muligheder eller ringer til SU.dk, og at I også taler med Udbetaling Danmark. De vil kunne hjælpe jer ud fra jeres situation.

 

Når det så er sagt, så kan jeg som sagt virkelig godt forstå jeres ønske om børn. Især mange piger har jo helt fra de er ikke så gamle en forestilling om at skifte familie og passe på sine egne børn. Når jeg ser på din alder og hører om den økonomiske situation I står i lige pt., så synes jeg virkelig, at I bør overveje at vente med at få et barn bare til du bliver 18 og dermed kan få mere i løn eller har taget en ungdomsuddannelse. Derudover vil din kæreste også være længere i sin uddannelse, og I vil være tættere på selv at kunne forsørge jeres barn - det er jo ikke meningen at man skal hjælpes af kommunen bare fordi man kan :-).

At jeg siger som jeg gør, bunder i, at du skriver at det ikke bare er en hurtig tanke med at få børn, og at I har kigget på situationen fra alle vinkler. For det ér selvfølgelig meget bedre at få et barn, når I står i en sikker økonomisk situation og er ansvarlige, pligtopfyldende og også lidt længere i jeres liv. At føle sig klar ren mentalt er jo én ting, men at få et barn er et stort ansvar, både følelsesmæssigt, tidsmæssigt, ansvarsmæssigt og dermed også økonomisk. Og selvom I føler I er klar mentalt, så er I alligevel ikke helt klar, fordi du er så ung som du er, og jeres økonomi er som den e - og det er jo klart; for ingen af jer har haft mange år til at spare op i.

Udover at jeg synes I skal tænke på at udskyde babyplanerne en lille smule grundet jeres økonomiske situation, så synes jeg også du skal huske, at der er mange fede ting ved at være ung, og din ungdom er jo først lige begyndt :-). Det kan godt være, at du ikke føler du er vild efter at gå i byen, feste, rejse osv., men der er rigtig mange ting som du kommer til at give afkald på, hvis I får et barn. Selvfølgelig kan du stadig rejse og indimellem også feste, være sent ude med vennerne osv., men du begrænser dig selv helt enormt meget, og I sætter jer i en meget hård økonomisk situation som gør, at der ikke vil være mulighed for en masse andet som I godt kunne tænke jer. Hvis I sparer op, uddanner jer osv. vil I stå meget bedre og give jeres familie en langt bedre start, og dermed nok også komme tættere på den drømt som I har om jer som en lille familie.

Jeg ved godt, det ikke var det du helt skrev ind for at høre, men når jeg læser jeres situation, så synes jeg alt taler for at vente. Bare at give det 2 år, vil gøre så stor en forskel for jer, hvis I arbejder henimod at spare penge sammen og vise jer som vildt voksne, ansvarlige og fornuftige, fordi I lige har gjort dét ekstra for at give jeres lille nye familie de bedste forudsætninger for en god start.

Jeg synes I skal snakke med jeres forældre om det hele. Måske de synes det er en god idé, og måske de har lyst til at hjælpe jer økonomisk. Men det kan også være de har nogle rigtig gode perspektiver, som I ikke har tænkt på. Én ting er jo at de vil støtte I jer, hvis det skete, men måske de også ville foretrække at I ventede lidt, til der lige var lidt mere styr på det hele?

 

Mange hilsner

Christina.

 

Christinas billede
Christina fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program