Psykisk sygdom

brevkassespørgsmål

Psykisk sygdom

brevkassespørgsmål af
Løven
19 år
Oprettet 6 år 8 måneder siden

Hej Vil gerne høre, om man kan blive kureret for psykisk sygdom på samme måde, som man kan fra fysiske sygdomme som kræft? Jeg er nysgerrig, fordi både min mor og søster er psykisk syge, og vil gerne vide om min søster altid vil være det ligesom min mor eller om man kan komme af med det igen? De lider begge to af angst.

Svar: 

Hej med dig,

Tak for dit spørgsmål. Du stiller et rigtig godt spørgsmål som mange læger, psykiatere og forskere har forsøgt at finde ud af i mange år.

Der findes utrolig mange forskellige psykiske sygdomme, hvoraf nogle er episodiske, dvs. er der for en periode og så "forsvinder" igen, og andre er livsvarige. Du spørger specifikt ind til angst, så jeg tænker at jeg svarer på spørgsmålet i relation til den psykiske lidelse: Angst. 

Angst er en lidelse der rammer op til 5-15 % af befolkningen på et eller andet tidspunkt i deres liv. Der findes forskellige typer af angst, herunder panikangst, generaliseret angst, helbredsangst, fobiske angstlidelser og Post-traumatisk stress lidelse. 
For nogle mennesker er angst en lidelse som man skal leve med hele sit liv. Angsten bliver, så at sige, en del af ens personlighed, og følger en hele livet. Der kan være tidspunkter hvor man intet mærker til angsten, og tidspunkter (eksempelvis i stressede situationer), hvor angsten fylder meget. For andre kan angstlidelsen behandles og er derfor kun et "kortvarigt bekendtskab". 
Hvorvidt man kan blive "kureret" for sin angst afhænger ofte af hvilken type angst man lider af, og i hvor svær grad. Overordnet set siger den nyeste forskning følgende: 
Fobiske angstlidelser (eksempelvis fobier for edderkopper, små rum mm), har en god prognose og med den rigtige behandling kan man blive "helbredt" for denne angst. 
Post-traumatisk stress lidelse: Kan behandles så man kan leve et liv uden lidelsen. Nogle vil leve med angsten hele livet, men kan lære nyttige metoder til at håndtere angsten.
Panikangst: Kan hos nogle behandles særdeles godt. Dvs. nogle kan komme helt fri af angsten.
Generaliseret angst: Denne type angst kan behandles så man i perioder slet ikke er generet af den. Ofte vil den generaliserede angst være en permanent del af ens liv, hvor man i perioder vil mærke meget til angsten, og i andre perioder vil være helt fri.  

Der er desværre derfor ikke noget enkelt svar på dit spørgsmål. Jeg håber at mit svar kunne hjælpe dig. Du er naturligvis velkommen til at skrive igen.

Hvis du savner yderligere information har psykiatrifonden en udmærket hjemmeside om angstlidelser. 

De bedste hilsner

Morten 
Læge

MortenSHs billede
Morten har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program