Kære du,

Tak for dit brev. Det er virkelig godt, at du skriver her inde - sejt gået!

Du skriver, at du er begyndt at skære i dig selv. Når det gør ondt inden i, kan smerten nogen gange blive så svær at holde ud, at man får lyst til at skære i sig selv, så man får flyttet smerten ud til et sted hvor man kan se den og den derfor bliver mere konkret. Det er på en eller anden måde lettere at forholde sig til, at man har ondt i armen, fordi man har skåret sig i den, end det er at forholde sig til, at man har ondt inden i, fordi livet er svært.

Du spørger om det er normalt at skære i sig selv. For nogle er det at skære i sig selv, den eneste måde de kan holde livet ud, fordi de på denne måde får fjernet fokus fra den smerte de føler inden i, og flyttet den over til noget udenpå. Problemet er bare, at det kun virker for en kort stund. Så snart smerten efter, at man har skåret sig, har fortaget sig vender de indre smerter tilbage, og nogle gange stærkere end de var før. Om det er normalt at skære i sig selv afhænger lidt af, hvad du mener med "normalt". Hvis det du mener er, om der er andre, der gør det, så er svaret ja. Nogle unge, særligt piger, skærer i sig selv, som en metode til at håndtere de problemer, de står over for. Men som nævnt er det en uholdbar løsning.

Hvis man gerne vil have bugt med sine problemer, er man nødt til at anvende andre metoder end at skære i sig selv. Cutting, som det også kaldes, kan fungere godt til at lindre de symptomer man mærker, men fjerner ikke årsagen til symptomerne. Når du skriver, at du cutter, antager jeg, at det betyder, at du i øjeblikket oplever nogle problemer, som du har svært ved at håndtere. Jeg tænker derfor, at det vil være rigtig godt for dig, hvis du kan finde en måde at håndtere dem på, som ikke forvolder skade på dig selv. Måske har du en, du kan tale med om dine problemer? En ven eller veninde, din mor eller far, en søster eller bror, en lærer eller en pædagog eller en helt niende person? Det betyder ikke så meget, hvem det er, det vigtige er bare, at det er en, du er tryg ved og som du stoler på. Ud fra det du skriver lyder det til, at de problemer du oplever, er for store til, at du kan tackle dem på egen hånd, så derfor vil jeg opfordre dig til, at dele det med nogen. Tal med nogen om, hvordan du har det og hvilke tanker og følelser, der rumsterer inden i dig.

Du skriver, at sårene efter du har skåret dig ikke er gået væk, og spørger, om de vil være der for evigt. Eftersom der ikke var noget blod, da du lavede dem, tænker jeg, at det er usandsynligt, at de bliver der for evigt. Langt de fleste overfladiske sår og ar forsvinder med tiden, men har man skåret meget dybt, er der en risiko for, at det efterlader blivende ar, som man har resten af sit liv.

At skære i sig selv kan være et nærliggende redskab at ty til, når livet er svært. Men det er en kortsigtet løsning, der ikke afhjælper det egentlige problem. Jeg håber derfor, at du vil tale med nogen om det der foregår inden i dig, for det lyder som om, at det er det, du har brug for. Jeg ved godt, at det kan være lettere sagt end gjort, men ikke desto mindre, er det en vigtig ting at gøre. For du skal ikke gå med dine problemer alene. Og jeg tror du vil finde ud af, at så snart du begynder at åbne op over for nogen, vil de også lytte til dig og forsøge at hjælpe dig.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig held og lykke!

De bedste hilsner,

Stine