Kære du. 

Jeg kan godt forstå, at du er helt ude af den, for det må være rigtig ubehageligt for dig at se dine forældre, og særligt din far sådan. Det er altid frygteligt, når ens forældre ikke længere kan sammen, men det er slet ikke meningen, at man som barn skal overvære det. Udover at det er rigtig hårdt det du går igennem lige nu, så må det også være ufatteligt svært at skulle have en facade op foran alle andre end din mor, hvor du er glad og lader som om at alting er fint. Det må tage rigtig meget energi fra dig, og jeg kan godt forstå, at du ikke kan klare det mere.

Det lyder som om, at du har besluttet at fortælle dine veninder hvad der foregår derhjemme og hvordan du har det, men ikke helt ved hvordan du skal sige det. Jeg synes, at det er en rigtig god beslutning, hvis du gerne vil dele det med dine veninder. Det kan gøre, at det er lidt lettere at komme igennem det, du går igennem, for så har du nogen, du kan snakke med og som du kan støtte dig op af. Men jeg kan også godt forstå, hvis du synes det er svært, hvordan du skal få det sagt til dem. Det er aldrig særlig rart at fortælle nogen, at man ikke har det godt, og slet ikke på grund af ens forældre. Nogen synes det er meget flovt eller pinligt, når der er problemer derhjemme og ens forældre, i dit tilfælde din far, ikke altid behandler en så godt. Mange er bekymret for, hvad andre vil tænke om dem og deres forældre, og om de mon vil se ned på ens familie, hvilket man slet ikke har lyst til. Det lyder også til, at du er rigtig glad for din far og at han er verdens bedste far, når han er glad, hvilket må gøre det endnu sværere for dig, for du ved hvilken dejlig far han er, når han vil være det. 

Jeg tænker, om det kunne være en mulighed, at hvis det er en venindegruppe du har, hvor I alle kender hinanden godt, at du måske kan spørge dem, om I kan mødes til en hyggelig eftermiddag/aften, hvor I kan se en film og hygge  - måske hjemme ved en af de andre, og så kan du fortælle dem alle det som det er. At du faktisk ikke er så glad, som de måske tror, fordi dine forældre ikke kan enes lige nu, og det er ikke rart at være hjemme, når din far er vred. Der er nok ikke nogen let måde at sige det på, så derfor synes bare, at du skal fortælle dem lige præcis, hvordan du føler og har det. Hvis det er svært at få sat ord på, så kan du måske også printe dit brev ud til os, og så læse det højt for dem? Hvis du slet ikke kan overskue at fortælle dem det ansigt til ansigt, kan du måske også skrive det til dem i en besked? Du skal selvfølgelig vælge den måde, som du føler er rarest for dig at fortælle dine veninder det på. Men jeg synes, at det vil være rigtig godt, hvis de ved det. Måske har der også været tegn fra dig på, at du ikke har det så godt, og at de måske har lagt mærke til noget? Som veninde vil man bare gerne have at ens veninder har det godt, så derfor er jeg sikker på, at de gerne vil vide hvordan du har det, og hjælpe dig så godt de kan. 

Jeg tænker også på, om du måske har en lærer, du kan fortælle det til? For jeg kan forestille mig, at det må være svært altid at koncentrere sig i skolen, hvilket er helt forståeligt, men så kan det måske være meget rart, hvis en af dine lærere ved, hvorfor du har det, som du har. Det kan også være rigtig rart at have en voksen, udover din mor at snakke med. Særligt hvis du oplever at blive ked af det i skolen, så du har en, du kan gå til. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du finder en måde at fortælle dine veninder det på. Husk du også altid er velkommen i vores 1-1 chat, hvis du har brug for at snakke anonymt med en voksen. 

Bedste hilsner Pernille