Kære du.

Hvor er det bare sejt at du skriver herind og fortæller hvordan du har det, og at du er kommet til den erkendelse, at du har brug for noget hjælp til at få det bedre. For mange mennesker er det faktisk ret svært at komme frem til, fordi rigtig mange mener, at det er deres egen opgave at deres liv kører på skinner og at de har det godt. Men det er som regel altid, at man har brug for andre mennesker til at have det godt. Så super sejt af dig!

Ud fra det du skriver, så lyder det til, at der er nogle forskellige ting, som er med til at gøre livet rigtig svært for dig lige nu. Der er 1. dine klassekammerater, som ikke er gode ved dig. 2. skolen og lærerne, som ikke har ressourcer til at hjælpe eller virker ligeglade. 3. din far, som er sur og skælder ud. 4. du føler dig alene. 5. de fysiske smerter du oplever. Alle fem ting er rigtig alvorlige, og jeg kan godt forstå, at du har en oplevelse af, at du ikke kan mere. Jeg tror, at hvem som helst som oplevede de her fem udfordringer, ville på et tidspunkt få en følelse af, at de ikke kan mere og vil have lyst til at give op. Så det er vigtigt, at du ved, at ud fra det du skriver, så er det helt forståeligt, at du har det rigtig svært lige nu. 

Det kunne lyde som om, at alle de her ting du oplever/har oplevet med dine klassekammerater, lærerne der er ligeglade, manglende støtte fra din far, og det faktum, at du føler dig helt alene, er gået fra indre, psykiske smerter til også at blive fysiske smerter. Det kunne lyde som tegn på depression eller stress. Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, da jeg ikke er læge eller kender alt til dig og din situation, men i hvert fald er det alvorligt, og noget jeg synes, du skal reagere på. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at fortælle andre om, hvordan man har det. Men når det er gået hen og blevet fysisk, og faktisk påvirker dig i en grad, hvor det måske kan være svært for dig at komme igennem en skoledag, så skal man reagere. Så jeg vil først anbefale dig at tage kontakt til din læge og fortælle om de her symptomer du oplever, og hvordan det kan hænge sammen med, hvordan du har det generelt lige nu. Hvis det er noget, der kræver behandling, så er det vigtigt at du kommer til læge. 

Noget andet du skriver, som kan gøre mig lidt bekymret, det er hvor alene du står med alt det her. Du fortæller, at du har venner, men dem stoler du ikke på. Du kan ikke snakke med den 'skolepsykolog', du går til, lærerne dur ikke, og det virker ikke til, at du kan snakke med din far om hvordan du har det. Vi mennesker er sociale, og vi har brug for hinanden for at overleve - groft sagt. Men det ligger så dybt i vores DNA, at vi har brug for andre mennesker, og selvom du skriver, at du er dårlig social, så tænker jeg, at det måske bare er fordi, du ikke har mødt de rigtige mennesker. Nogle mennesker klikker man bare med og kan super godt med fra første sekund man møder dem, og andre skal man anstrenge sig meget for at være sammen med. Så noget du måske kan gøre er at prøve at starte til noget nyt, hvor du kan møde nogle nye mennesker. Fx i en ungdomsklub, noget sport, eller måske et fritidsarbejde hvor der er andre unge. Jeg ved godt, at det kan være ret svært at overskue, og hvis du ser dig selv som genert og dårlig socialt, så er det måske ikke det, der frister. Men hvad nu hvis du mødte nogle og fik nogle gode venner? Og hvad nu hvis det lige var den forandring, der skulle til for at din hverdag blev nemmere og weekenden blev meget mere spændende? Nogle gange kan det være meget godt at opveje det negative med det positive, og så tænke - hvad har jeg at miste på at give det et forsøg? 

Derudover så lyder det til, at samtalerne med 'skolepsykologen' ikke hjælper særligt meget. Når man snakker med en psykolog, eller en lignende person, der skal hjælpe en, så handler det faktisk rigtig meget om man har kemi med personen. Det er rigtig svært at fortælle åbenhjertet om, hvordan man har det til en person, som man ikke svinger med. Men jeg tænker, at det kunne godt lyde som om, at du skal have noget hjælp gennem en psykolog. Du kan få en henvisning fra din læge, eller du kan selv finde en psykolog, som du kan kontakte. Nogle psykologer er specialiseret indenfor et område, og ved rigtig meget om noget bestemt, mens andre ved lidt om det hele. Men jeg synes i hvert fald, at du skal overveje muligheden for at gå til en rigtig psykolog, og ikke kun den person, der er på din skole. 

I forhold til det, du fortæller om din far, så lyder det svært at være omkring ham. Det kan være utrolig hårdt, og faktisk meget drænende at være omkring mennesker, der er negative og sure, og det kan påvirke en ret meget. Så jeg kan godt forstå, hvis din fars humør påvirker dig meget. Hvis du har mod på det, vil jeg klart anbefale dig at tage en snak med ham om, hvordan du oplever ham. Ikke nødvendigvis på en bebrejdende måde, men hvor du fortæller det ud fra dit synspunkt. Hvis du synes det er svært, kan du også skrive et brev til ham, hvor du fortæller hvordan du oplever ham og hvad det gør ved dig. Fordelen ved et brev er, at du kan få skrevet og fortalt ham lige præcis det, du gerne vil, og han kan have tid til lige at få det ind uden at blive vred eller skælde ud.

Så jeg vil lige nu klart anbefale dig at tale med nogen om hvordan du har det - en læge, psykolog, din far. Det kan også være, at du har nogle andre voksne omkring dig, måske nogle andre familiemedlemmer, som du kan snakke med? Selvom det er svært, så vil jeg virkelig anbefale dig det. Hvis du ikke ved, hvordan du skal få det sagt, så kan du måske udskrive det spørgsmål, du har skrevet til os, hvor du rigtig fint har formuleret hvordan du har det. 

Hvis alle mine forslag virker lidt uoverskuelige for dig, så kan det nogle gange være det letteste til en start at tale med nogen, som ikke kender en eller ens historie. Jeg kan derfor anbefale dig at komme ind forbi vores chat til en snak om, hvordan du har det. Du kan også bruge vores ung-til-ung og spørge andre unge, om de har nogle gode råd til hvad du kan gøre, for at få det bedre, eller idéer til hvor du kan finde hjælp. 

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker til noget, og du skal vide, at jeg tror på dig! Bare det, at du har skrevet herind efter hjælp er et stort skridt, så jeg hepper på, at du kan tage det næste og kontakte din læge, måske udfordre dig selv, og starte til noget nyt hvor du kan møde nogle nye mennesker, men vigtigst, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det! 

Mange hilsner Pernille