livet med adhd

brevkassespørgsmål

livet med adhd

brevkassespørgsmål af
boller fra koberg
16 år
Oprettet 1 år 4 måneder siden

hej. jeg er en pige der lige er fyldt 16. jeg fik i oktober sidste år diagnoseret adhd i en slem grad. jeg får medicin og det hjælper rigtig meget. men efter jeg begyndte på medicin er jeg faldet tilbage til min spise forstyrrelse og jeg er blevet virkelig afhængig af tryghed. jeg føler mig rigtig tit mærkelig og anderledes. rigtig mange af de andre elever stiller altid spørgsmål fordi jeg har høretelefoner på og har rigtig mange sær regler. jeg er på det seneste begyndt at få rigtig mange selvmordstanker igen og selvskader rigtig meget. jeg føler altid at jeg skal forklarer og forsvare mig selv, fordi der ikke rigtig er nogen der forstår mig. jeg skænedes hele tiden med min mor fordi hun tror hun ved bedre hvordan det er at være mig end jeg selv ved. jeg har en far der bor på Island med min tvillingesøster og alle mine andre søskende. jeg savner dem rigtig tit og snakker ikke særlig meget med dem. min storesøster og min tvilling er ligesom min "hero" jeg ser mega meget op til dem. på skolen har jeg en lærer jeg er tryg ved og sagtens kan snakke med, men jeg vil ikke spilde hendes tid og fordi jeg føler mig ligegyldig og mindreværd, trækker jeg mig altid eller kommer med en undksyld for ikke at snakke med hende. selvom det tit ender med at hun sidder og holder om mig og nusser mit hår mens jeg græder, så vil jeg ikke lade hende komme tættere ind bag "facaden". min psykiater siger det er helt normalt og det tager sig tid at lærer at det er okay og at jeg skal lærer at acceptere at jeg har brug for nogle andre ting, regler og aftaler end mange andre. men jeg føler bare det ville være lettere bare at kaste håndklædet i ringet og give op og bare holde mig for mig selv jeg forstår ikke hvorfor livet skal været så svært. hvad kan man gøre for at det bliver lettere?

Svar: 

Kære du,

Tak for dit brev! Det lyder som en hård situation du står i, så det er virkelig sejt, at du skriver her inde - godt gået!

Du skriver, at du for ikke så længe siden har fået diagnosticeret ADHD i slem grad, og at du får medicin for det, som hjælper. Det er godt at høre. Du skriver dog samtidig, at medicinen har gjort, at du er faldet tilbage i din spiseforstyrrelse og er blevet meget afhængig af tryghed. Når man som dig kæmper med flere forskellige problematikker kan man godt opleve, at får man nogenlunde ro et sted, vil det skabe plads til, at der kan opstå uro andre steder. Det lyder lidt som om, at det er det du oplever lige nu. Medicinen hjælper dig til at håndtere og styre din ADHD, men det har samtidig gjort, at din spiseforstyrrelse er blusset op igen. Det at du er blevet afhængig af tryghed kan også være et udtryk for, at det har været meget omvæltende for dig at blive diagnosticeret med ADHD og samtidig blive medicineret herfor. Behovet for tryghed kan opstå fordi du oplever et behov for, at der er noget der er fast og stabilt i tilværelsen, noget som du kender og som du ved du kan regne med.

Du skriver, at du tit føler dig mærkelig og anderledes, fordi du har hovedtelefoner på og har mange særregler i skolen. Som mennesker har vi et medfødt behov for at passe ind og for at være en del af gruppen og fællesskabet, og skiller man sig ud, kan det hurtigt føles meget ubehageligt. Det er aldrig rart at føle sig som en outsider, og når man samtidig, som du, oplever, at der ikke er nogen, der forstår en, bliver det kun værre. Følelsen af konstant at skulle forklare og forsvare sig selv kan være meget opslidende, når man samtidig har en følelse af, at dem man forklarer og forsvarer sig selv over for, alligevel ikke forstår, hvad det er man siger til dem.

Du skriver, at du er begyndt at få mange selvmordstanker og at du selvskader meget. Først og fremmest vil jeg sige, at jeg synes det er så sejt af dig, at du skriver om det her inde. Når livet bliver svært kan det være meget nærliggende at forsøge at fjerne noget af den smerte, man oplever inden i ved at skade sig selv udenpå. Det virker også i nuet, og kan give en effekt her-og-nu. Problemet er bare, at det på sigt ikke er en særlig holdbar løsning. At skade sig selv, kan lindre nogle af de symptomer man mærker, men det fjerner sjældent årsagen til, at man har det dårligt. Jeg kan derfor sagtens forstå dit behov for at skade dig selv, men jeg ved også bare, at det er en uholdbar løsning. På samme måde kan jeg godt forstå, at du får selvmordstanker og får lyst til at give op, for det lyder virkelig til at være en rådden situation du står i. Men igen må jeg understrege, at selvmord heller ikke er løsningen. Selvmord fjerner ganske vidst de symptomer man mærker, men problemet er, at hvis selvmordet lykkes er man ikke i live til at mærke effekten. Og hvad er så pointen?

Du skriver, at du har det svært med din mor, og at din far og dine søskende bor på Island. Ud fra det du skriver, lyder det som om, at du virkelig gerne vil kunne snakke med din mor om, hvordan du har det, men når du prøver, oplever du, at hun ikke lytter og ikke forstår dig. Det lyder som om, at du godt kunne tænke dig, at hun var bedre til at lytte, så du kunne tale med hende om de ting du oplever. Hvis det er svært at få hende til at lytte når I taler sammen ansigt til ansigt, synes jeg du skal prøve at skrive et brev til hende, hvor du fortæller hvordan du har det og hvilke tanker du går med. Fordelen ved at skrive et brev er, at din mor ikke får mulighed for at afbryde dig, men derimod bliver nødt til at lytte til alt hvad du har at sige og tage det hele ind. Når hun har læst brevet kan I snakke om hvad der stod og hvad det betyder for dig og din hverdag.

Det lyder også som om, at du gerne vil have mere kontakt med din far og dine søskende, og at du er ked af, at du ikke snakker særlig meget med dem i øjeblikket. Jeg synes du skal prøve at tage kontakt til dem, enten ved at ringe, skrive sms'er eller sende en mail. Du har brug for nogen at snakke med, nogen som du er tryg ved, har det godt med og som kender dig godt. Derfor tror jeg, at det vil være rigtig godt, hvis det kunne være dine søskende, fordi det lyder til, at du har et godt forhold til dem, selvom I ikke snakker særlig meget sammen.

Det er godt at høre, at der er en lærer på skolen du er tryg ved og som du kan snakke med. Følelsen af, at du spilder hendes tid, er ligegyldig og mindre værd lyder som om, du kæmper med lavt selvværd. Lavt selvværd er en meget ubehagelig og ofte altoverskyggende følelse, der kan hæmme en i mange aspekter af ens liv. Det kan gøre, at man føler, at man er mindre værd, ligegyldig, ikke god nok, ikke værd for andre at bruge tid på og i sidste ende ikke værdig til at leve. Jeg er glad for at høre, at selvom du har disse følelser, så taler du alligevel med hende, selvom du ikke lader hende komme hel ind bag facaden. Det kan være meget grænseoverskridende at lade andre komme helt ind til ens inderste, da det kræver, at man er sårbar og åbner sig helt op. Det lyder til, at hun gerne vil dig, og jeg tænker derfor, at du godt kan forsøge at lukke hende lidt mere ind. Det er dog vigtigt, at du tager det i dit eget tempo og kun lukker hende ind i det omfang, du selv har lyst til. Jeg tror dog, det vil være godt for dig, for det kan hjælpe rigtig meget at få talt om det med nogen, som vil en det godt og som man stoler på.

Jeg kan godt forstå, at du synes det er en stor omvæltning, at der pludselig skal til at gælde andre regler for dig, og at du har brug for andre ting og aftaler end andre. Men jeg må give din psykiater ret i, at du er nødt til at tage dig tid til at acceptere dig selv og den du er, med alt hvad det indebærer. Jeg kan godt forstå din lyst til at kaste håndklædet i ringen og give op, for det kan virke fuldstændig uoverskueligt at få vendt ens verden på hovedet på den måde, og skulle til at forholde sig til en helt anden virkelighed og dagligdag. Men jeg ved det er vigtigt, at du ikke giver op. Det er vigtigt, at du lader dig selv være i det, og mærker hvordan det føles og hvad det gør ved dig. Nogle gange er livet svært, og det kan virke meget uforståeligt, hvorfor det skal være så svært. Men her er det vigtigt at huske på, at alle de små og store bump, man møder på vejen, er med til at forme en og ens identitet. Selvom det kan virke fuldstændig umuligt at komme igennem det, og forsøge at vænne sig til det, så er det samtidig også en mulighed for, at udvikle sig rent mentalt, og blive et mere modent menneske.

Jeg kan godt forstå din frustration over, at livet skal være så svært. Du spørger til, hvad du kan gøre, for at gøre det lettere. Det kan være svært at give noget entydigt svar, men jeg vil gerne komme med nogle råd.

1. Prøv at finde noget, der kan gøre dig glad. Det kan være at se et afsnit af din yndlingsserie og få et godt grin, at tegne, læse, spille computer eller lytte til musik, at gå en tur og mærke forårssolen skinne på dit ansigt, at tage på shoppetur eller at danse rundt i stuen til høj musik. Det er ligegyldigt hvad det er, bare det er noget, der kan gøre dig glad.
2. Ros dig selv - hver dag. Det behøver ikke være kæmpe store ting, det kan være de helt små ting, som "Yes, jeg kom ud af sengen her til morgen" eller "Mit hår sidder virkelig godt i dag". Sørg for at rose dig selv hver dag, og øve dig i at tænke positivt om dig selv.
3. Øv dig i at acceptere det, du ikke kan ændre. Nogle ting her i livet kan vi ikke ændre på, og vi kan derfor let komme til at bruge en masse negativ energi på at ærgre os over, at tingene er som de er. Det kan dog være meget mere konstruktivt at øve sig i at acceptere de ting, vi alligevel ikke kan gøre noget ved. Sig til dig selv, at det er okay, at du har brug for særregler og at det er okay, at du har brug for dine hovedtelefoner. Du er god nok som du er! Hvis du gerne vil have, at andre skal mene det samme, er du først og fremmest nødt til at mene det selv.
4. Tænk positivt. Øv dig i at tænke positivt om dig selv, dit liv, din hverdag og din situation. Du skriver, at du tit føler dig mærkelig og anderledes, fordi der gælder særregler for dig. En anden måde at se på det på, er at tænke, at særreglerne gælder for at hjælpe dig til at have den bedst mulige hverdag. I stedet for at tænke "shit, jeg er mærkelig, jeg er slet ikke ligesom de andre" kan du tænker "fuck hvor er det godt, at jeg ikke er ligesom de andre".

Jeg håber du kan bruge svaret, og jeg ønsker dig alt det bedste!

Venligst,

Stine

StineHs billede
Stine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program