Jeg blev tvunget til at have sex. Er det voldtægt?

brevkassespørgsmål

Jeg blev tvunget til at have sex. Er det voldtægt?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 6 år 10 måneder siden

Jeg er en pige på snart 17 år. Jeg har gået i klasse med en dreng siden 0 til 7 klasse. Han var flink og sådan, men han var meget sexfikseret og han var muslim. Jeg var en dag hjemme hos en veninde som også kende ham, hun havde lidt kontakt til ham og han spurgte om det var ok at han også kom. Jeg sagde at jeg var ligeglad, fordi jeg vidste at jeg ikke ville gå i en dybere samtale med ham.

Da vi så alle 3 begyndte at tale, begynde min veninde og ham så at kysse og pille ved hinanden og jeg lå lige ved siden af, jeg ville ikke se på så jeg vendte mig om. De begge begynde med at spørge om jeg ikke ville være med og han spurgte om jeg ikke ville give ham et handjob og blowjob. Jeg sagde nej, fordi jeg vidste jeg ikke ville have noget med ham og gøre. Det skal lige siges at han er en person som siger ting vidre til alle! Hvilket jeg vidste og hvis jeg skulle gøre dette ville at jeg kendte vide det, og det ville jeg ikke have. Og jeg havde ikke lyst til at gøre det + JEG VAR KUN 14!. Min veninde sagde så til mig,"Jeg går bare ind på det andet værelse, så kan I to lave noget sammen" Da hun gik begyndte han at ligge sig tæt på mig og ville kysse og pille ved mig, jeg havde ikke lyst men han blev ved med at prøve med at tage bukserne af mig. Min veninde kom så ind og sagde hun havde en ide til en leg ligsom S P eller K, bare en "seksuel" version jeg kunne ikke lide denne idé da jeg vidste hvad det ville føre til.

Det endte med at de holdte mig, tog mine bukser af, hun låste mig inde med ham på hendes værelse og ville komme tilbage "når det var gjort" Det var min første gang, jeg kunne ikke lide det da han rev i mig hele tiden og var voldsom. Jeg ikke været sammen med nogen siden da jeg kommer i tanke om det hver gang jeg har været tæt på at gøre det, hvor jeg faktisk havde lyst. Han havde ikke kondom på, det varede ikke længe og han kom ikke. Jeg græd senere og løb hjem. Jeg har altid været ærlig for min mor og valgte derfor at fortælle det med det samme. Hun blev både sur og ked af det, hun skrev til min venindes mor at jeg måske skulle lade være med at være sammen med hende i noget tid. Jeg var bange for at jeg var gravid, heldigvis var jeg ikke.

Jeg havde siden denne oplevelse blokeret ham fra alt! Det værste var bare vi gik på samme skole sammen og han lovede at han ikke ville fortælle hvad der var sket den aften, også fordi han er muslim og ikke måtte sådan noget. Jeg flyttede skole, fordi min mor og jeg flyttede bolig. Jeg fik det meget bedre der da han ikke var der og jeg ikke kendte min klasseelever. Jeg havde ikke kontakt med min veninde i 6-8 måneder fordi jeg stadig var sur på hende, selvom hun dog aldrig har fortalt det til nogen. Jeg taler dog meget med hende idag da vi har haft snakket om det og hun ved stadig at jeg er ødelagt på grund at det, men vi er stadigvæk på talefod. Mens jeg var alene hjemme og stadigvæk tænkte på det begyndte jeg at danne selvmords tanker(DET HAR JEG IKKE LÆNGERE) Og jeg cuttede i mig selv både fordi jeg var blevet udsat for dette men fordi jeg vidste at alle mine gamle klassekammerater vidste det, hvad tænkte de ikke om mig? Jeg fik afvide af min bedste veninde, hvad han havde fortalt. Han hvade fortalt at vi havde været sammen flere gange og vi havde gjort ting ved hinanden pillet, og haft sex flere gange sammen, hvilket vi ikke havde.

Han begyndte så at kontakte mig her for 4 måneder siden hvor han fortæller at han undskylder for alt og han ville lave om på det, og han ville være sammen med mig igen. Jeg sagde nej tak og forklarede at jeg ikke ville have noget med ham at gøre efter han havde gjort det og fortalt at det. Jeg skrev at jeg stadigvæk var ødelagt af det og hvorfor han gjorde det, hvor han svarede ,"Jeg er da ligeglad med hvad du føler" jeg har siden ikke haft noget med ham at gøre og har heller ikke forventinger om at jeg får det. Jeg har det stadigvæk i mit hoved og føler mig ensom, og jeg kan ikke være sammen med nogen fordi jeg tænker på det. Da jeg flyttede med min mor og jeg flyttede skole blev jeg meget glad for en pige som startede i min klasse, lige inden jeg blev 15 har jeg været usikker på min seksualitet, også efter episoden med ham. Var jeg lesbisk, hetero, eller biseksuel (Jeg er lesbisk)?

Da jeg begyndte at tale med hende og fordi jeg stoler på hende fortalte jeg hende det og huk forstod mig, hun blev selvfølgelig chokeret og jeg havde stadig nogle gange selvmordstanker på det tidspunkt, hun var der for mig fordi hun forstod mig. Vi begyndte at få følelser for hinanden og vi har også været sammen før, når jeg er sammen med hende går tankerne væk og jeg bliver hel varm om hjertet når vi er sammen. Hun har fortalt at hun virkelig er glad for mig, men jeg ved ikke om hun mener det fordi hun kun siger det når hun er fuld. Jeg kan godt lide hende men som sagt så ved jeg ikke om hun kan lide mig. Hun begyndte med at spørge en dag om vi ikke kunne få et tættere forhold (Næsten som I kærester) jeg ved bare ikke om jeg er klar, altså jeg er glad for hende og vi har prøvet en del sammen, ja den slags og jeg er tryk ved hende.

Vi har længe faktisk talt sammen og hun sagde at vores forhold til hinanden mindede om de to hovedpersoner fra serien "Orange Is The New Black" hvilket faktisk er lidt sant, jeg ved bare ikke om hun kan lide mig for den jeg er og hvad hun syntes om mig? Hvad skal jeg gøre? Håber nogen kan give mig nogle svar på mine spørgsmål igennem denne lille "historie" om mig og min oplevelse.

Svar: 

Kære du

Det er en voldsom oplevelse, du har haft, og jeg kan godt forstå, at det fylder rigtig meget indeni. 

Lad mig starte med at slå det fast, så der ingen tvivl er. JA, det er uden skyggen af tvivl, en voldtægt, du blev udsat for. Ingen tvivl om at drengen voldtog dig. Jeg vil faktisk mene, at din veninde, også var det man kalder "medskyldig", da hun deltog i voldtægten ved at holde dig, og låse jer inde. Det de gjorde mod dig er på alle tænkelige måder forkert. 

Jeg tænker du har truffet et helt rigtigt valg ved at afvise ham, da han kontaktede dig igen. Særligt når han siger at han er ligeglad med hvad du føler. Det kunne i hvert fald godt tyde på at hans undskyldning, nok ikke var speciel oprigtig, og at han måske fortsat ikke har en forståelse af, at det han gjorde dengang var forkert? 
Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvordan han kontaktede dig. Om han har skrevet de her ting? For hvis han har, kunne du måske have en mulighed for at føre bevis, i en retssag, for hvad han har gjort dengang? Det er slet ikke sikkert at du ønsker det, men det ville i hvert fald være rimeligt. Efter så lang tid er der selvfølgelig ikke længere fysiske beviser, men hvis han har skrevet noget om det der skete, og om det han gjorde, kan det måske alligevel være en mulighed? Det var et sidespor, og slet ikke det du spurgte om...ville bare lige plante tanken, hos dig. 

Det er godt at høre at du er kommet på den anden side af dine selvmordstanker. Samtidig er det meget tydeligt at læse, at du stadig er meget mærket af oplevelsen, og det er selvfølgelig også helt naturligt. Jeg tænker at rigtig mange piger og drenge der har været udsat for seksuelle overgreb, kan nikke genkendende til den her dybtliggende følelse af, at være i tvivl om både egne følelser, og hvad andre føler. Og ikke mindst, hvad andre har til hensigt. Det her med at føle sig tryg, ved andre mennesker, kan virkelig være en udfordring, og det kan tage lang tid, at kunne føle sig tryg igen. 

Det er vidunderligt, at du har fundet den her pige, som du faktisk føler dig tryg ved. Når du fortæller om jeres forhold, lyder det som om I faktisk er ret tætte, og at I er ved at bygge et nært forhold op. 
Når jeg læser din beskrivelse af det I har sammen, og de ting hun har sagt til dig, synes jeg afgjort det lyder som om hun har stærke følelser for dig. Det er selvfølgelig ikke noget jeg kan vide med sikkerhed. Jeg kan godt forstå din tvivl, når hun kun fortæller dig at hun er glad for dig, når hun er fuld. Men jeg tænker mest af alt, at det handler om den grundliggende tvivl, som du bærer indeni. For hun har også spurgt dig om I skal være endnu tættere. 

Når du tvivler på om hun kan lide dig for den du er, så husk at hun har set dig med selvmordstanker, og kender til din "hemmelighed". Hun kender dig når du smiler og er glad, men hun kender også til de svære og sårbare sider af dig. Når hun så spørger om I skal have et tættere forhold, lyder det, for mig, som om hun føler noget for hele dig. At hun kan lide dig for den du er, med alt det der følger med. 

I kærlighed og i følelseslivet, er der ikke rigtig nogen garantier. Nogle gange er man nødsaget til at tage chancer. Det er svært for alle, men det er endnu sværere, hvis man har været udsat for et enormt svigt eller et overgreb, ligesom du har oplevet. Så selvom jeg kan tænke at den her piges følelser for dig er meget tydelige, har jeg stor forståelse for din tvivl. 

Når du beskriver den varme du oplever i kroppen, og den følelse, hun giver dig, lyder det som om du meget gerne vil være tættere på hende. Måske endda som kærester? Du er i tvivl om du er klar, men husk at man kan være kærester på mange måder. Det er jer to der bestemmer, hvordan netop jeres forhold skal være. Man kan sagtens tage sig god tid, og gå stille og roligt frem. Så længe man taler om det, og er gode til at snakke om hvilke forventninger man har, til hvad sådan et forhold skal indeholde. 
Det lyder som om I har været gode til at tale åbent om tingene tidligere, så det kan I sikkert også gøre igen, hvis altså I bliver endnu tættere (måske kærester).

Til sidst kunne jeg godt tænke mig, at nævne muligheden for at du snakker med nogen om alle de her ting. Jeg nævnte tidligere det her med muligheden for at melde drengen, for voldtægten, men det er ikke lige det jeg tænker på her. 
Som jeg nævnte tidligere er det desværre helt almindeligt at en voldtægt, kan sætte nogle dybe spor i et menneske. I måden man forstår sig selv, i måden man forstår andre og særligt i forhold til det her med en grundlæggende følelse af usikkerhed og tvivl.
Rundt i Danmark, ligger der nogle tilbud om hjælp til mennesker der tidligere har været udsat for en voldtægt. Selv flere år efter selve voldtægten tilbyder de hjælp, gennem samtale. Det kan jo aldrig ændre på det der er sket, men med den rette hjælp, kan oplevelsen, måske komme til at fylde mindre indeni. Måske er det noget der er relevant for dig nu...og hvis ikke, kunne det måske være det senere i livet. Du kan i hvert fald læse mere om hjælpen her

Jeg håber du kan bruge hele, eller dele af svaret. 
Jeg håber, at dit forhold til den her pige, udvikler sig som du ønsker det, og at det giver dig endnu mere lys og glæde. 

Kram, Maya

Mayas billede
Maya fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program