Kære Emilie

Jeg kan godt forstå du er frustreret over din fars situation. Han har det helt tydeligt meget svært, og det er svært at være vidne til. 

Jeg tænker at du allerede har gjort en masse godt for din far. 
Det er rigtig godt at han er kommet i behandling, og for at hjælpe ham, tænker jeg det vigtigste du kan gøre er at bakke ham op, og fortælle ham at du elsker ham. Ligesom du allerede gør nu. 
Jeg kan sagtens forstå, at du gerne vil gøre mere, og jeg vil også meget gerne dele nogle tanker om, hvad du måske kunne prøve. Husk at din fars liv, og din fars sygdom ikke er dit ansvar. Selvfølgelig vil du være der for ham, og selvfølgelig ønsker du at hjælpe, så meget du kan. Og det skal du selvfølgelig også gøre. Du skal bare huske, at du ikke er ansvarlig for, om din far lykkes med at få det bedre. Du er kun ansvarlig for at støtte ham, så godt du kan. 

Tanken om at tingene kunne være anderledes, piner din far, og det tænker jeg er meget naturligt. Jeg tænker, at det er en meget menneskelig tanke at have. 
Som du siger, er det bare ikke en brugbar tanke lige nu og her. Han får hjælp nu, og det er langt vigtigere at fokusere på lige nu, og fremtiden, end at tænke over hvad der kunne have været anderledes. Men vi mennesker er desværre, ofte, "gode" til, at slå os selv oveni hovedet med de fejl vi laver. Det er som regel os selv der er den sidste til at tilgive de fejl vi gør. Din far har nok svært ved selv at se det. Men jeg synes din far er helt vanvittig sej, at han overhovedet er kommet dertil at han får hjælp. Det er der desværre nogen der aldrig kommer. Så din far er én af dem der er modig nok til at vise sin sårbarhed og bede om hjælp, og det er måske det sejeste man overhovedet kan. Det kan du måske fortælle ham, hvis du ikke allerede har gjort det. 

Men hvad kan du gøre nu? Jeg ved ikke hvilken hjælp, I har fået i kommunen, indtil videre, og heller ikke hvilken kommune du bor i. Derfor kan jeg selvfølgelig ikke blive sådan meget præcis, men jeg kan alligevel give dig nogle råd til hvor din far, og resten af familien, måske kan få mere hjælp. 

Jeg vil starte med Psykiatrifonden, som ved rigtig meget om det at have en psykisk lidelse. Som jeg forstår dig, er din far i behandling for sin bipolare lidelse. Det er egentlig mere alle de her ting med økonomien, og måden han lever på, der mangler hjælp til? Psykiatrifonden ved også rigtig meget om de problemer der kan være med sagsbehandlere, jobcentre og lignende hos kommunen, for et menneske der har en psykisk lidelse. Lige præcis det her med at det kan være svært at få hjælp, er noget de ved rigtig meget om, og jeg tænker at de kunne give jer nogle råd, til hvordan I får mere hjælp fra kommunen. Deres rådgivning har åbent hver dag, og du kan læse mere om dem her

En anden mulighed, kunne være SIND, der ligesom Psykiatrifonden er eksperter på det her område. SIND har en bisidderordning, der kan tilbyde at deltage i møder med kommunen, sammen med din far. Alle har ret til at have en bisidder med til møder med kommunen, og man må selv vælge hvem det skal være. Når man har det svært, kan det være rigtig svært at overskue, alle de regler, og aftaler der skal laves med en kommune, og det er her en bisidder kan hjælpe. Både med at følge op på aftaler, men også med at sikre at man får den hjælp man har ret til og krav på. Du kan læse mere om SIND og deres bisidderordning her

Til sidst vil jeg gentage. Du vil aldrig være ansvarlig for om din far lykkes med at få det bedre. Du kan kun tage ansvar for at støtte ham, så godt du kan, og give ham kærlighed. Jeg kan se at du allerede gør alt det en far kunne ønske sig fra sin datter. Jeg er sikker på, at du er en fantastisk støtte. 
Alt det tekniske omkring kommunen, og deres hjælp/manglende hjælp, skal der mere professionelle til at hjælpe med. Nogen der har et rigtig godt kendskab til de mange og ret indviklede regler der findes på området. Prøv at kigge nærmere på Psykiatrifonden og SIND. Jeg tænker de kunne være en god støtte for din far, og nok også for dig. 

For begge organisationer, tilbyder også rådgivning og hjælp til pårørende. For selvfølgelig er det svært for din far. Og det er samtidig svært for dig. Svært at skulle se din far være så ked af det. Svært at skulle være "den voksne", der forsøger passe på din far. Jeg tænker du måske kan have brug for nogen, at dele sådan nogle tanker med, ind imellem, og det kan både psykiatrifonden og SIND, og hjælpe med. 

De Bedste hilsner
Niels-Christian