Hvad er der galt?

brevkassespørgsmål

Hvad er der galt?

brevkassespørgsmål af
M
15 år
Oprettet 6 år 10 måneder siden

Hey, jeg er en pige på 15, og jeg ved ikke helt hvad der er galt med mig.

Jeg har aldrig synes det var rart at ornanere. Jeg har prøvet et par gange, men jeg synes ikke der er noget rart ved det. Det er heller ikke ubehageligt. Det er det første. Jeg har aldrig haft en orgasme, og synes egentlig det er lidt irriterende, for jeg undrer mig over hvilken effekt det vil have på mit sexliv senere hen. Vil jeg ikke synes det er rart?

Det andet er, at jeg får så fucking dårlig samvittighed efterfølgende og tænker Gud hader mig, og at jeg kommer i helvede. Det er jeg klar over lyder utrolig barnligt, men et er virkelig sådan jeg har det. Også når jeg ser porno. Har også set det et par gange, men efter en video gider jeg ikke rigtig mere, men jeg vil jo også godt en gang imellem. Jeg får utrolig dårlig samvittighed og får kvalme. Jeg tænker virkelig at det jeg gør er en synd! Hvad skal jeg gøre?!

Svar: 

Kære du

Det er svært at føle sig anderledes. Og man kan hurtigt komme til at føle sig anderledes, hvis man ikke selv er interesseret i noget, som det føles som om, alle andre nyder. Vær dog opmærksom på, at selvom man kan læse/høre meget om, hvor rart det er at onanere, er der også nogle på din alder, som ikke synes det er fedt. De skriver/taler bare sjældent om det. Der er en her som har åbnet op om det. Vær obs på, at hun er nogle år ældre end dig.

I forhold til orgasme, er der mange kvinder som er relativt gamle, inden de får en orgasme første gang. Det behøver du ikke at bekymre dig over, det kan sagtens nå at ske, det handler også meget om at lære sin krop og sine lyster at kende. 

Umiddelbart tænker jeg to ting, når jeg ser dit brev.

For det første, kan det være, at du bare ikke synes det er rart at onanere endnu. Det er meget forskelligt hvornår man får lyst til at onanere, og det kan godt være, at du bare ikke er der endnu. Det er helt i orden, og du skal ikke føle dig presset til at onanere, hvis du ikke har lyst.

Det er også muligt, at grunden til, at du ikke synes det er rart, er fordi du tænker, det er en synd og forkert. Det kan gøre det rigtig svært at slappe af og give slip, og så bliver det ikke rigtig rart. Du skriver selv, at tanken giver dig kvalme og dårlig samvittighed, og det giver ikke ligefrem nydelse. Hvis du tænker, at det kunne have indflydelse, må du prøve at få tankerne til at fylde mindre, hvis du gerne vil onanere. Onani er helt naturligt, sundt, og noget langt de fleste mennesker gør rigtig mange gange i løbet af deres liv. Også religiøse mennesker, inklusiv dem, hvor de religiøse overhoveder er imod det. Måske du kan kontakte en inden for din religion, hvor du kan tale om det, evt. over nettet? Nogle religioner synes det er helt ok, og det kan måske give dig lidt ro, at det bliver 'godkendt' af en fra dit trossamfund.

Kram

Luna

Lunas billede
Luna fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program