Kære du,

Tak for dit brev! Det er virkelig sejt og modigt af dig, at du skriver her!

Du skriver, at du rent biologisk er født som pige, men altid har følt dig som en dreng, og derfor har levet størstedelen af dit liv som dreng. Du kalder dig selv transkønnet og lyder til at hvile i dig selv og den du er. Det er rigtig godt at høre! Samtidig lyder det til, at du i dine teenageår på dine forældres opfrodring levede som den du rent biologisk var født til at være, men ikke som den du følte du var og er.

Teenageårene er kendetegnet ved, at der ikke kun sker en stor fysisk ændring med ens krop og udseende, men i særdeleshed også en mental udvikling. Har man brugt teenageårene på, at lade som om man var en anden end den man egentlig er, som du skriver, at du har, kan dette medføre en følelse af, at man er blevet snydt for disse år. Derfor kan jeg også godt forstå, at du savner dem. Teenagealderen er som oftest en svær og forvirrende tid mens man er i den, men den er samtidig identitetsskabende og skelsættende for vores senere liv. I teenageårene prøver vi grænser af, lærer os selv og omverdenen bedre at kende, og begynder ligeså stille, at finde ud af hvem "jeg" er. Denne proces virker dog bedst i det omfang, at man lever som den man føler man er, gør de ting man gerne vil og prøver de grænser af, som man er nysgerrig på. Men har man som dig brugt årene på dels at prøve at finde ud af hvem man er og samtidig skullet lade som om man var en anden, kan processen komme til at føles falsk og uafsluttet. 

Derfor kan jeg godt forstå du føler dig snydt. For teenageårene bruges også til at udforske og stadfæste hvem vi er. Vi bruger dem til at finde ud af hvilket slags menneske vi er og gerne vil være. Og det er det, du bl.a. er blevet snydt for. For det lyder ikke som om du nogensinde har vaklet i din følelse af at være dreng, men du har samtidig ikke i samme grad som andre haft mulighed for at udforske hvilken dreng du er, var og vil være. Når man bruger tid på at lade som om, at man er noget andet end man egentlig er, uanset hvor lang tid der er tale om, og derfor er afholdt fra at gøre de ting man egentlig gerne vil, går der noget af en tabt. Og når den tid, som du har oplevet, har ligget i teenageårene, er der en masse erfaringer og grænseoverskridende oplevelser man er gået glip af.

Derfor kan jeg godt forstå, at du kommer til at tænke på ageplay. Hvis man ser på det rent faktuelt, er definitionen af ageplay, at man opfører sig og agerer som om man var en anden alder end man er - altså i dit tilfælde, at du lader som om du er teenager. Som jeg læser det, er det dog ikke det der sker, men snarere, at du længes efter den tid, tænker tilbage, ønsker, at det havde være anderledes og forestiller dig hvordan det havde været, hvis du havde været dreng i stedet for at lade som om du var pige. Du skriver, om man kan kalde det en form for ageplay. Jeg kan godt se hvad du mener og hvor du kommer fra, men jeg tænker ikke så meget der er tale om ageplay, men mere, at du lider et enormt afsavn over en følelse af, at være gået glip af de her år. Jeg tænker, at det er en meget naturlig følelse at have det sådan, når man har oplevelsen af, at en del af ens liv er blevet en frarøvet.

Uanset hvordan man vender og drejer det kan du ikke få de år tilbage. Men det du kan gøre, er, at ændre hvilken betydning de har for dig og for den du er i dag. For det første tænker jeg, at der er noget meget positivt i, at om noget, så lyder det til, at de år hvor du har ladet som om du var pige, har gjort dig endnu mere sikker på, at det er du ikke. For det andet tænker jeg, at du kan bruge de mistede år til at sætte dig selv nogle mål for, hvad det er du gerne vil i dine 20'ere, hvem du gerne vil være, hvem du gerne vil møde, hvilke grænser du gerne vil prøve af, hvad du gerne vil lave og hvor du gerne vil hen.

Jeg synes også, at hvis du ikke allerede har snakket med dine forældre om, hvad det har gjort ved dig, at de fratog dig din identitet i teenageårene, vil det være en rigtig god idé at gøre det nu. Ikke for at skælde dem ud eller belære dem eller noget, men bare for at snakke med dem om, hvad det egentlig har gjort ved dig, hvad det har betydet for hvor du er i dit liv og hvem du er nu, sådan, at de kan forstå dig og hvor du kommer fra.

Jeg håber du kan bruge svaret og ønsker dig alt godt fremover!

De bedste hilsner,

Stine