Mit Arbejde?

brevkassespørgsmål

Mit Arbejde?

brevkassespørgsmål af
simone
17 år
Oprettet 6 år 11 måneder siden

Jeg er 17 år, og arbejder i rema 1000. Jeg vil rigtig gerne sige op da der sker en masse ting herhjemme, og jeg er lidt stresset over det. Problemet jeg er meget sky og aner ik hvordan jeg skal sige op. Da min chef er en meget sur person, og tør virkelig ik sige op face2face. Kan det gøres på mail, anee ik hvad jeg skal gøre?

Svar: 

Hej Simone

Det kan godt være svært at skulle sige op, når man står overfor chefen. Jeg tror det er en situation, som rigtig mange kan sætte sig ind i. 

For det meste tænker jeg at bekymringen er noget man selv går med. For i virkeligheden er det at sige op en helt almindelig ting, og det ved chefer også godt. Når man er chef er det helt naturligt at de ansatte siger op, og der komer nye til. Så selv om du kan tænke at din chef måske bliver sur, så tænker jeg ikke det behøver være sådan. 

Ja, du kan sagtens sige dit job op, med en mail. Under alle omstændigheder kan det være en god idé at sige op på skrift, så man har et dokument, der ligesom beviser at man har sagt op. 
Samtidig kan det være god stil også lige at sige det. Ansigt til ansigt, eller måske ringe til chefen og sige det. En telefonsamtale er måske lidt lettere? 

Igen...ved godt det kan være svært, men måske kan du overveje at tænke det som en god øvelse. Livet er fyldt med svære situationer, hvor man kan være nødsaget til at skulle sige svære ting til andre. Det her kunne være en "enkel" måde at øve sig på?

Du skriver at du gerne vil sige op, fordi du er presset derhjemme. Det tænker jeg giver god mening. Nogle gange er der bare for mange ting der fylder, og så er det godt at vælge noget fra i en periode. Jeg kommer til at tænke på om du ville sige op, hvis du ikke var stresset? Hvis nu du snakker med chefen, og fortæller at du ikke har overskud lige nu, kan det måske være han siger at du jo kunne starte med at holde en pause på nogle måneder, men at du faktisk stadig beholdt jobbet. Det er jo kun relevant, hvis det overhovedet er noget du kunne tænke dig. 

Men altså. Ja, du kan sagtens sige op med en mail. Jeg tænker du skal overveje om du faktisk kan få noget godt ud af at prøve ansigt til ansigt, eller i en telefon også. 

Du siger at din chef altid er sur. Det kan være du får bekræftet at han er sådan en sur type. Det kan også være du bliver overrasket over at han kan være anderledes, hvis du prøver at snakke med ham?

Lige meget hvad du vælger, synes jeg det er godt at du mærker efter, og vælger noget fra lige nu, når du er presset. 

Jeg håber du finder en god løsning på det hele. 

Mange hilsner
Niels-Christian

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program