Hvorfor har jeg ikke fået min menstruation som 16-årig?

brevkassespørgsmål

Hvorfor har jeg ikke fået min menstruation som 16-årig?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 7 år 2 uger siden

Hejsa, jeg er en pige på 16 år og lige startet på gymnasiet. Jeg har bare ikke fået min menstruation endnu, hvilket jeg synes er meget underligt. Jeg begyndte at udvikle bryster omkring 7. klasse og har også fået kropsbehåring diverse steder, så jeg er selvfølgelig kommet i puberteten, men jeg er da helt klart pigen med de mindste bryster i min klasse. Min mor fik sin menstruation da hun var omkring 14, hvilket jeg har hørt kan være arveligt, derfor undrer det mig også en del, at jeg ikke har fået min endnu. Jeg vejer omkring 60 kg og er 175 cm høj og dyrker sport ca 2-3 gange om ugen. Jeg føler mig meget udenfor, når pigerne snakker om alle deres "mense-smerter" og PMS og synes egentlig også, at det er ret pinligt, at jeg ikke har fået det endnu. Håber at i kan give mig et svar:)

Svar: 

Hej med dig

Tak for dit spørgsmål!
Jeg kan forstå på dig, at det efterhånden går dig ret meget på, at din menstruation lader vente på sig. Det fylder meget i din alder og er, som du selv skriver, et hyppigt samtaleemne blandt piger. Hvornår menstruationen kommer varierer utroligt meget fra pige til pige. Visse får det allerede i 12 års alderen, mens andre får det adskillige år senere. 

Debutalderen afhænger af i hvilken alder ens mor fik sin menstruation, og hvor langt man i øvrigt er i den kropslige udvikling. Man ved, at faktorer som overdreven fysisk aktivitet, lav vægt og vægttab kan udskyde menstruationen, men det lyder ikke umiddelbart til, du hører indenfor denne kategori. 

Dinmenstruation er med stor sandsynlighed lige på trapperne, men for en god ordens skyld synes jeg, du skal kontakte din egen læge, så I sammen kan snakke, om der skal foretages yderligere. Vi krydser fingre for, den snart kommer :-)

Med venlig hilsen
 
Louise

LouiseUs billede
Louise fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program