Hej med dig.

Jeg kan sagtens forstå, hvad du mener. Det kan godt være svært at forklare, men jeg synes, at du får forklaret rigtig fint, hvordan du har det. Du skal vide, at du på ingen måde er alene om dine tanker og jeg synes, at det er et rigtig vigtigt emne, du bringer op. Der er ikke noget værre end at føle sig forbiset eller ignoreret.

Når man oplever ikke at føle sig bemærket, kan det være rigtig fint at gøre opmærksom på sig selv ved at være til stede. Det kan jeg forstå, at du har gjort, hvor du været nærværende i snakken med din lærer. Det er en rigtig god ting og man kan i klassen eller i snakkene gøre sig bemærket ved at stille spørgsmål eller spørge ind til, om du har forstået det rigtigt. Men jeg kan forstå, at selvom du har været nærværende, har læreren virket som om han ikke bemærker dig ved ikke at snakke mod dig men mod dine venner og ikke kunne huske dit navn. Det er selvfølgelig ikke i orden. Det er ikke rart at føle sig usynlig eller ignoreret. Nogle gange kan det næsten føles lige så slemt, som hvis der var nogle, der sagde noget negativt om en. Så ville man i det mindste føle sig set. Alligevel vil jeg råde dig til at gøre dig nogle overvejelser om, om det måske kommer til at virke mere voldsomt for dig, fordi du tænker meget over det og bliver ked af det. Når man ser efter nogle ting, der virker forkerte, kan man pludselig komme til at se dem alle steder. Det kan også være svært for en praktiklærer at skulle huske navne på så mange elever, som han ikke kommer til at have så meget at gøre med. Det er selvfølgelig ikke rart at skulle genfortælle sit navn, når de andre ikke skal. Man kan omvendt spørge sig selv, om læreren kunne alle de andres navne eller var det bare de to drenge, der skillede sig ud. Eller har du nogensinde glemt et navn på en lærer eller en af dine forældres venner uden at det har været forbundet med, at du ikke bemærker dem. Du ved stadig, at "det er en forældres ven" og læreren ved stadig, at "det er en af mine elever". Du er højst sandsynligt blevet kategoriseret som en af pigerne i hans klasse, ligesom der måske har været flere andre piger i den klasse. Du skriver, at de to drenge har meget erfaring, så måske er det derfor, de har gjort sig mere bemærket. Frem for at se dig selv som ubemærket, er det måske nærmere de to drenge, der skiller sig ud ved at bemærkes på den måde.

Du skriver også, at det handler om, at du føler dig udenfor i forhold til de to drenge. Her kan du prøve at sammenligne det med, hvis det var pigerne, der var sammen. Der vil altid være en anden dynamik, når man er sammen drenge og piger. Drengene er måske rigtig gode venner og så kan man godt komme til at føle sig udenfor. Det samme sker, når man er sammen med to piger, der er bedste veninder, så kan det godt være svært at være med, fordi de snakker meget internt. De ville sikkert have det på helt samme måde, hvis de var alene med dig og en af dine gode veninder. Hvis I for eksempel havde været to piger, der fungerer godt sammen og en dreng, ville drengen måske føle sig lidt udenfor. Det er helt naturligt og det er ikke så fedt, at det skal være sådan. Men heldigvis er det jo kun, når man er i de grupper og så kan man vælge nogle grupper, hvor man føler sig hørt i sin fritid.

Måske kan denne her episode have virket voldsom og være nem at oversætte til ting, man oplever en lille smule af hver dag. Men det lyder til, at du er blevet udfordret ved både at være i praktik med to drenge, der er gode venner og som endda er ekstra gode til praktikken. Det kan godt være svært og det tror jeg kunne slå de fleste ud. Her må man huske på, at piger og drenge kan være rimelig forskellige i deres kommunikation og i og med, at de er gode venner, kan det være svært at føle sig som en del af deres lille fællesskab. Det betyder selvfølgelig ikke, at du ikke skal have lov til at være træt af situationen i dag, men sådanne udfordringer vil man komme til at møde hele livet. Det handler især om at lære at tage lidt afstand til de ting, du føler er meget frustrerende og acceptere, at man klinger bedre med nogle mennesker end med andre. Man skal selvfølgelig ikke finde sig i at blive tilsidesat eller glemt til fordel for nogle andre. Hvis du oplever sådanne ting i skolen med dine egne lærere eller blandt dine klassekammerater, er det helt i orden at råbe op og sige fra. Selvfølgelig behøver man ikke bogstaveligt talt at råbe op, men måske tage læreren med ud og fortælle, hvordan du har det. Ofte er læreren slet ikke opmærksom på, at det forholder sig sådan, indtil der er en, der siger noget. Så er jeg sikker på, at en god lærer vil lytte og lære at inddrage dig mere.

Selvom det ikke er rart, at man skal kæmpe for opmærksomhed, er det en god ting at gøre. Jeg synes, at det er super fedt, at du tager kampen op og siger fra, når du ikke bliver hørt og set. Selvom det er et hårdt vilkår, er det ofte sådan, man kommer frem i verdenen. Det kan være en kvalitet at sige fra og give sig selv lov til at sige sin mening. Her er det dog rigtig vigtigt at have sig selv med. Egenskaber som at lytte til alle, at forsøge at blive inkluderet og samtidig inkludere alle, kan være rigtig gode for at undgå, at flere skal opleve ikke at føle sig hørt. Det kan virke tilbage på dig, hvorpå du så kan føle dig hørt. Når man inddrager andre, vil de ofte inddrage dig, når du har behov for det.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar.

Med venlig hilsen Signe M.