Kære dig,

Jeg kan høre du har det rigtig svært, og at du har haft det længe. Det er super fint at du skriver herind og rækker ud efter hjælp. Jeg vil rigtig gerne starte med at rose dig for at være sådan en fighter. For det synes jeg virkelig du er. Du sørger for få spist sundt, trænet, sørger for at komme afsted til psykolog/psykiater/psyk.gruppen og sørger for at komme i skole. Så uanset, hvor dine venner er i livet, så klarer DU det faktisk rigtig flot. Jeg kan høre på dig at du synes det er rigtig svært at du ikke kan holde til mere end de 14 timer du er igang om ugen nu, og at du får følelsen af misundelse når du oplever at dine venner bliver færdige med deres uddannelser. Jeg kan godt forstå du har det sådan. Det kan være rigtig svært at se andre, der bare vader i gennem livet uden de store vanskeligheder - udadtil i hvert fald - når man selv føler man står fast i noget, som kan virke umuligt at komme ud af. Så kan man meget nemt få den følelse du sidder med, hvor man ikke kan se meningen med livet. Du er ikke den eneste, der oplever sådanne følelser. Desværre kan følelser som disse netop vokse sig større når man sammenligner sig med andre, og faktum er at vi konstant sammenligner os med andre. Vi bliver fyldt op med så mange indtryk i løbet af en dag - både via de sociale medier, hvor alt især her kan virke perfekt, men også når vi er sammen med vores venner eller familie. Og når man som dig er inde i en sårbar tid, så suger man alle disse indtryk og informationer ekstra meget til sig. Det er her jeg tænker du kunne have brug for at sortere lidt fra, og ikke mindst se om du kan finde et mere positivt fokus på der, hvor du står i dit liv. Jeg ved godt det er rigtig svært når du sidder med de tanker du gør og har svært ved at se grunden til at du er her. Men jeg kan høre at du har venner og en kæreste, som holder meget af dig og som du også holder af. De er der selvom du har det svært. De forventer ikke andet af dig end at du er lige præcis dig. De kender dig og holder af dig for den du er. Og jeg tænker at du også skal øve dig i at holde af dig selv som den du er. I det øjeblik, hvor du for alvor kan give slip på at sammenligne dig med andre og tænke på alt det du ikke kan hode til, da vil du opleve en større lethed i dit liv. Når vi slår os selv oveni hovedet med alt det vi ikke kan eller kan holde til, så får vi det endnu værre. Prøv at spørg dig selv, hvad du kan bruge det til? Det er nemlig ikke så meget. Vi lever i en verden, hvor der ligger et enormt pres på at vi skal kunne det ene og det andet, men faktum er at flere og flere mennesker bliver ramt af stress, depression og angst - ofte fordi presset ganske enkelt er for stort i forhold til, hvad et almindeligt menneske kan holde til. Nogle bliver ramt tidligt i livet, som dig, og andre først senere hen. Det er ekstrem hårdt at være i, men det er også helt ok. DU er ok som den du er. Og jeg kan høre at du gør det så godt. Du gør alt det bedste du kan gøre med det du har lige nu. Der er ingen grund til at presse dig selv. Om der så skal gå yderligere to eller fem år før du føler dig klar til at tage en uddannelse, så er det sådan det er. Jo mere du presser dig selv jo længere tid vil der gå før du bliver klar.

Når det er sagt, så synes jeg du skal prøve at inddrage din kæreste, og måske også dine tætteste venner, i de tanker du har. Jeg tænker det er rigtig vigtigt at de ved, hvordan du har det, så du har fuld støtte omkring dig og så vi kan undgå at det udvikler sig, som det har gjort førhen. Udnyt at du har nogle gode mennesker omkring dig og tro på at de gerne vil dig. Du er ikke i vejen for nogen, kære du. Hvis du får brug for det, så husk at du altid er velkommen her - også i chatten.

Alt det bedste til dig.

De bedste hilsener,

Charlotte