Kære dig.

Dit spørgsmål minder om et vi allerede har modtaget og besvaret, så her får du et tilsvarende svar:

Tak for dit brev. Det lyder som nogle svære ting du kæmper med lige nu i forhold til din angst for at være alene. Men det er rigtig godt, at du har skrevet herind i brevkassen, og rækker ud efter hjælp. Så jeg vil forsøge at hjælpe dig så godt som jeg kan med mit svar til dig.

Det lyder rigtig ubehageligt, at du får angsanfald hvor du oplever at din stemme er væk, og at du nærmest tror, at du er ved at dø, og hvor du føler, at du er ved at besvime. Det kan jeg godt forstå, at du synes er meget ubehageligt, og at du har svært ved at lægge det fra dig igen bagefter. Heldigvis er det sådan, at din angst ikke er farlig. Selvom det er mega ubehageligt at have det sådan, når du får et angstanfald, går det over igen. Ligesom du beskriver det, kan det føles som om, at du er ved at besvime, og det kan måske føles lidt som en bølge, der skyller ind over dig. Men når bølgen er toppet, vil følelsen af angst langsomt aftage igen. Det kan måske hjælpe dig at prøve at huske på, når du får et angsanfald, og det kan måske hjælpe med at få dine angsanfald til at blive mindre, næste gang du står i det. Jeg ved godt, at det er nemmere sagt end gjort. For når først angsten har taget så meget fat, at du ryster og får det fysisk ubehageligt, er det tit umuligt at tænke klart.

Jeg kan godt forstå, at du ikke tør sige det til dine forældre eller til dine venner og veninder, fordi du er bange for, om de vil tage det alvorligt. Men det er alvorligt, og derfor er det også virkelig vigtigt, at du får snakket med nogen og fortalt, hvordan du har det og hvad du oplever. For det her er ikke noget, som du skal gå med alene, eller kun dele med din ene veninde. Det er selvfølgelig dejligt, at du har en veninde som kan forstå dig og ved hvordan du har det, men det er også vigtigt, at dine forældre får det at vide. Angst kan man nemlig godt behandle, og der er mange gode behandlingsmuligheder. Så det er vigtigt, at du får det sagt det til nogen, så du kan få den rette hjælp til at få det godt igen.

Det er helt naturligt, at det kan være mega svært at skulle fortælle sine forældre, at man har det svært. Det kan der være mange forskellige grunde til. Ligesom du også selv fortæller, kan man nemlig være bange for, at ens forældre slet ikke forstår det, eller at de måske ikke tager det alvorligt. Og det er helt normalt at være bange for det, og at det kan føles svært at skulle fortælle sine forældre om det, for det kan føles meget sårbart, og det lyder som om, at det er svært for dig, at skulle fortælle dem om din angst for at være alene og om dine angstanfald.

Det bedste råd jeg kan give dig er, at du skal fortælle dine forældre det, som det er. At du får de her angsanfald og at du frygter at være alene. Du kan også fortælle, hvis du gerne vil have noget hjælp til at kunne få det bedre. Jeg vil råde dig til, at fortælle dem det på et tidspunkt hvor I er samlet, og er stille og roligt og trygt for dig. Hvis der er en tryg og rolig stemning, kan det måske smitte af og hjælpe med at berolige dig, hvis du er lidt utryg for at skulle sige det. Jeg er næsten sikker på, at hvis du fortæller dine forældre det, som det er, så skal de nok gøre deres bedste for at prøve at forstå dig. Og jeg er også næsten sikker på, at dine forældre rigtig gerne vil prøve at hjælpe dig, så godt de kan. De fleste forældre vil nemlig gerne prøve at forstå og hjælpe deres børn, fordi forældre vil deres børn det bedste. Så når man har det svært, vil de også rigtig gerne hjælpe en med at få det godt igen.

Hvis du slet ikke kan forestille dig at skulle sige det til dine forældre lige meget, hvor meget du forsøger, kan du også skrive det til dem i et brev i stedet for. Det er der mange, der synes, kan være lidt lettere. For i et brev har man tid til at tænke over, hvordan man gerne vil forklare og skrive det, man gerne vil have fortalt. Når du så har skrevet brevet, kan du aflevere det til dine forældre, og så kan de læse brevet. Og når de så har læst brevet, kan de stille dig spørgsmål til det og snakke med dig om det. På den måde behøver du ikke at styre samtalen helt så meget selv, og derfor kan et brev gøre det lidt nemmere at få sagt nogle svære ting.

Hvis du har brug for at snakke med nogen om din angst, som ikke er dine forældre eller din veninde som allerede ved hvordan du har det, så er du altid velkommen i vores 1-1 chat her i Cyberhus, hvor du kan skrive med en af vores rådgivere. Jeg har også fundet en artikel der beskriver hvordan det føles at have angstanfald og som beskriver nogle gode råd til, hvad man kan gøre.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt og som du kan bruge. Og så håber jeg, at du får snakket med dine forældre om, at du frygter at være alene og at du har haft de her angstanfald. Så du kan få hjælp til at få det bedre igen, for det fortjener du.

Kærlig hilsen

Gro.