Venskaber og ensomhed

blogindlæg

Venskaber og ensomhed

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 7 år 3 dage siden

Kære alle

Så er det snart torsdag og dermed også tid til gruppechat. Denne gang har vi Frederik Svinth med til en chat om venskaber og ensomhed. Frederik er foredragsholder og har skabt spillet SNAK, der skal sætte skub i de gode samtaler. Han taler i sine foredrag om det at skabe gode venskaber og om hvordan kan vi kan bekæmpe ensomheden i vores liv. Frederik har mærket ensomheden på egen krop, og snakket med mange mennesker igennem tiden. Dette har skabt en forståelse af at ensomhed er en følelse som alle oplever i deres liv og føles forskelig for alle. SNAK er et kortspil, hvor man spiller ligesom helt almindelige kortspil, men indimellem vil der dukke et SNAK-kort op med et ord på (for eksempel "kæreste"). Så skal spilleren, der trak kortet lade sig inspirere af ordet og fortælle noget, for eksempel om en kæreste (Læs mere om spillet her). Det er en sjov og let måde at SNAKKE MED HINANDEN, noget vi måske ikke altid er så gode til. Det er også en god måde at lære en masse ting om sine venner på, fordi man jo netop deler nogle historier med hinanden, som man måske ikke ville gøre normalt. 

Når det virkelig gælder

Det er meget forskelligt fra person til person, hvor meget vi bruger andre mennesker, hvor stort et behov vi har for det sociale. Nogle trives bedst og slapper mest af i deres eget selskab, mens andre har det bedst i selskab med andre. Der er ikke noget rigtigt eller forkert, vi er alle forskellige. Ligegyldig hvordan man trives bedst, vil de fleste opleve at ensomheden en gang imellem banker på døren. Nogle er tit ensomme, mens andre sjældent mærker det. Ensomhed gør ondt, det er hårdt at føle sig alene, og det kan næsten gøre en hel panisk, for hvad gør man, når det virkelig gælder? Hvem er der for en? Det er helt almindeligt at føle sig ensom og alene i perioder. Nogle føler det måske især i vintermånederne, hvor det hele er mørkt, koldt og vådt. Men hvordan bekæmper man ensomheden? 

Venskab 

Venskaber kan ofte hjælpe på ensomheden, men når man føler sig ensom, kan venskaberne også pludselig fremstå på en anden måde end de plejer. Man kan pludselig føle, at man slet ikke er tæt med de personer, man tror er ens venner. Man bliver pludselig i tvivl om, om de egentlig er der for en, når det virkelig gælder. De fleste mennesker har en lille håndfuld af helt tætte venner, det er slet ikke unormalt måske kun at have en enkelt, man føler sig helt tæt med. Men hvordan kommer man egentlig tæt på hinanden? Hvordan bliver man egentlig gode venner? Måske er det netop gennem SNAK, måske er det at snakke sammen netop opskriften på et godt venskab. Et venskab der også holder, når ensomheden trænger ind. 

Alt dette skal vi snakke mere om i gruppechatten på torsdag, og jeg håber, I vil komme og fortælle om ensomhed, både hvis I føler det nu og hvis I ikke gør. Måske I har nogle gode råd til at bekæmpe ensomhed. Måske I også har nogle gode råd til, hvordan man får venner, og hvordan man vedligeholder sine venskaber. Jeg håber også, at I vil tage godt imod Frederik og stille ham en masse gode spørgsmål om venskab og SNAK. 

Vi ses i gruppechatten på torsdag! 

Kærlige hilsner

Rådgiver Sophie

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Kommentarer

Så fede temaer I kommer op med. Glæder mig :)

625

Kære Mica, det er jeg vildt glad for, at du synes! :) Kom endelig med flere forslag til temaer, så prøver vi at finde en dag til dem!

Kærlig hilsen 

Rådgiver Sophie

619

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program