Er du ensom?

blogindlæg

Er du ensom?

Skrevet af
Gruppechat
Oprettet 7 år 4 timer siden

At være alene

Kære alle, tak for en rigtig god gruppechat, hvor vi havde godt gang i den med mange unge forbi. Det var så fedt at se så mange af jer, og at I var så engagerede og interesserede i emnet. Det var også fedt, at I tog så godt imod Frederik og delte jeres tanker om ensomhed med os. Vi blev alle ret hurtigt enige om, at de fleste mennesker føler ensomheden en gang imellem. Den kan både komme som sådan en spontan følelse ud af det blå eller en følelse, der flytter ind og kan være svær at slippe af med igen. Vi snakkede om den der følelse af at være helt alene, og at man sagtens kan føle sig alene, selvom man egentlig ikke er det. En ung sagde: det tror jeg handler om, at man ikke altid kan se hvor meget andre gør for en, fordi man som teenager ofte er meget egoistisk uden man selv tænker over det. Det synes jeg var en interessant tanke, det med, at man måske i perioder af livet kan være lidt fanget i sig selv og så have svært ved at se, at andre faktisk er der for en. 

Modgang

Alle oplever modgang i livet. Livet er hårdt og smertefuldt, for nogle meget, for andre knapt så meget. Men livet er også vidunderligt og uden de hårde føleleser er der måske heller ikke de gode følelser. Vi snakkede om, hvad der gør, at ensomheden kommer. Her sagde en ung: Det er vel i bund og grund modgang i livet der får den til at blusse op tænker jeg. Og: Jeg tænker bare hvis man har en periode uden nogen form for modgang i livet bemærker man ikke sådan noget, men møder man modgang og begynder at tænke på ting kan man hurtigt få noget kørt op. Den der pludselige skræmmende følelse af at være helt alene opstår ofte i perioder, hvor man møder modgang, for det er jo netop her, vi har aller mest brug for ikke at stå alene. 

Venskab

Vi kom også omkring emnet om venskab. Her snakkede vi lidt om, hvad en rigtig ven er for noget. I var ret enige om, at et rigtigt venskab er et med tillid og et, hvor der er lagt lige meget i venskabet fra begge sider. En rigtig ven stoler man på ikke fortæller ting videre, og hvis personen gør det alligevel, føler man sig svigtet og det er svært at tilgive. I beskrev det rigtig godt, det der svigt man føler, når dem, man tror er ens venner, viser sig ikke at være det. Her var jeg jo stor fortaler for det med at tilgive og give slip på de negative følelser, men det er selvfølgelig lettere sagt end gjort. Det er svært at komme videre fra svigt og når man er blevet såret. Det tager tid at komme sig over den slags, men det er hårdt at gå og bære på de negative følelser. 

At snakke sammen

Det er svært at snakke om ensomhed, det var vi alle enige om. Det er også svært at snakke om hårde følelser, det er svært at få det sagt, når man har det skidt. Men vi var også alle enige om, at det var noget, vi måske burde være bedre til. Jeg synes, det er fedt, at I kommer i gruppechatten og snakker om alle de her ting, som måske er svære at snakke om ude i verden. Det tror jeg er en god start.

Tak, fordi I kommer og snakker og støtter hinanden. Vi ses i næste uge!

Kærlige hilsner 

Rådgiver Sophie

 

Deltag i gruppechats på cyberhus.dk/gruppechat // Du er ikke alene

Tilføj kommentar

CAPTCHA
Dette spørgsmål bliver stillet for at tjekke om du er et menneske og for at forhindre automatiseret spam.
Udfyld feltet.

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program