Kære Luckas

Du skriver at du lige nu går rundt med en hel masse svære tanker og følelser, og jeg synes det er så godt at du har skrevet ind til os. For selvom man har nogle søde plejeforældre og man har en ekstra støtte i skolen, så er det bare ikke altid nemt at fortælle om det der er svært, og man kan blive helt i tvivl om hvordan andre forstår det man siger, og hvordan de vil reagere på det (altså hvad de vil gøre, når du fortæller om det).

Du skriver at du tror at andre vil have ondt af dig, og jeg forstår det sådan at du synes det er en dårlig ting? Jeg tror at langt de fleste mennesker har det svært med at skulle vise sårbarhed eller svære følelser overfor andre, fordi de, ligesom dig, også tror at det er en dårlig ting. Måske er de bange for hvad andre vil tænke om det, måske er de bange for at virke svage i andres øjne eller måske er det noget helt andet. Og selvom at det er meget normalt at man får den følelse, så er det også vigtigt at du husker at når du deler det der er svært, så giver de andre muligheden for at hjælpe dig, hvilket betyder at du gør en indsats for at få det bedre. Så når man fortæller om det der er svært, så er man faktisk rigtig stærk! Også selvom at det måske ikke føles sådan, og jeg tror det er rigtig vigtigt at du holder fast i det - at du er stærk når du fortæller om det der sker indeni dig, fordi det viser at du virkelig gerne vil have det bedre. 

Du skriver også at du er begyndt at blive sur i timerne, og at du har fået en ekstra støtte som nogle gange tager dig en tur med udenfor, så I kan snakke. Det lyder også til at hun prøver at snakke med dig om dine forældre, men jeg synes ikke rigtig jeg kan læse om du synes det virker? For hun har da ret i at man kan blive vred, selvom man i virkeligheden er ked af det. Men nogle gange er det også fordi man er bange, fordi man skammer sig, fordi man føler sig uretfærdigt behandlet eller fordi man er et ganske almindeligt ungt mennesker med følelser. 

Her i brevet skriver du at du har en knude i maven, og at du nogle gange føler at alt gør ondt - når man har det så svært indeni, så er det nogle gange nemmere for din hjerne at blive vred. Fordi det er alt for hårdt at skulle være i ked-af-det-heden og smerten. Så er det nemmere at blive vred, men så kommer man nogle gange til at sige eller gøre ting som man fortryder. Så hvis du kan, synes jeg du skal prøve at fortælle hende (og dine plejeforældre) lidt mere om hvordan vreden ser ud og føles i dig, og hvad du oplever om aftenen når du skal sove. Så kan det være at de kan forstå det lidt bedre og derfor også kan hjælpe dig bedre. Måske du også kan snakke med dine plejeforældre om at I skal have nogle faste rutiner om aftenen. Det kunne f.eks. være at I altid slutter dagen med at snakke om hvad man har oplevet eller følt i løbet af dagen. Det kan også være at I bare læser en bog sammen, så tankerne kan komme lidt på afstand, eller måske har du selv en idé til noget der kunne være rart at gøre inden du skal sove? Jeg tænker at jo mere du selv kan fortælle dem om hvad du har brug for, så du kan sove godt, jo bedre kan de hjælpe dig. 

Du skriver også at du har svært ved at åbne op overfor både din støtte i skolen og dine plejeforældre, og at du egentlig ikke stoler på at de vil dig det godt. Men så spørger jeg - hvad er det værste der kan ske? Jeg ved godt at det kan være virkelig svært at stole på andre. Særligt hvis man har oplevet et svigt eller et tab. Men du beskriver at de er søde og at de rigtig gerne vil hjælpe dig og snakke med dig om hvordan du har det, så jeg tænker at der må være noget du ikke skriver her i brevet? At du forestiller dig at der vil ske noget slemt hvis du åbner op overfor dem eller at de måske vil svigte dig? Det er, som sagt, helt naturligt at man er bange for det, men samtidig så ved du ikke med sikkerhed om det vil ske. Måske vil det hele blive meget bedre hvis du åbner op? Måske kan de faktisk give dig den hjælp du har brug for - men det er svært, hvis du ikke vil tage imod den. Men det virker til at du egentlig gerne vil have det bedre - ellers havde du jo ikke skrevet ind til os.

Så mit råd til dig bliver at du skal øve dig i at åbne mere op over for de mennesker omkring dig, som ønsker at hjælpe. Jeg vil også anbefale dig at prøve vores 1-1 chat. Der kan du, sammen med en rådgiver, øve dig i at sætte ord på det der er svært, så det bliver nemmere når du skal snakke med dine plejeforældre og din støtte. 

Jeg håber du kan bruge mit svar

Kærlig Hilsen
Signe