Selvmord

brevkassespørgsmål

Selvmord

brevkassespørgsmål af
Sara
17 år
Oprettet 7 år 1 måned siden

Hej Jeg er en pige på 17 år. Jeg går i 10 klasse nu, men i 8 klasse havde jeg en årgang hvor jeg var meget psykisk dårlig. Altså så meget at jeg prøvede på at begå selvmord, men det mislykkedes. Jeg har det meget bedre nu, men jeg er virkelig bange for at få et et tilbage fald. Jeg har kun fortalt det til en person og han har sagt at han altid vil være der for mig uanset hvad. Men jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre hvis jeg får et tilbage fald. Kan i ikke hjælpe mig?? helst gerne hurtigst mulig. Hilsen en meget bange pige

Svar: 

Hej meget bange pige

Det er godt at høre, at du har fået det bedre i løbet af de sidste to år.

Mange oplever i løbet af deres liv kortere eller længere perioder med selvmordstanker. Det kan være tanker om ikke at have lyst til at vågne i morgen, og mere aktive tanker om at have lyst til at slå sig selv ihjel. Det behøver ikke at handle om, at man reelt har lyst til at dø, men kan være fordi man ikke er tilfreds med sit liv og har brug for, at der sker ændringer. Det er rigtigt ubehageligt at gå med, især alene, og det er derfor vigtigt at få talt med nogen om det. Derfor er det også godt, at du har fortalt det til en, og dejligt at han vil være der for dig.

Du skriver, at du er bange for at få tilbagefald. Det forstår jeg godt, når du tidligere har haft det så dårligt, at du faktisk handlede på tankerne, og forsøgte at tage dit liv. Får du selvmordstanker igen, er det igen vigtigt, at du får snakket med nogen om det, så du kan få hjælp inden du prøver at begå selvmord igen. Det kan være den samme person som sidst, dine forældre eller andre du stoler på. Får du lyst til at reagere på tankerne, kan det være nødvendigt med professionel hjælp. Det kan du f.eks. få ved at kontakte din læge, og ofte vil dine lærere også kunne hjælpe dig. Hvis det virker for voldsomt, kan du starte med at chatte med os eller skrive ind til brevkassen igen. Får du tankerne igen, så husk, at du er kommet igennem det før. Det kan godt virke håbløst, imens man har tankerne, men ved at huske, at du tidligere er kommet godt igennem, og at du kan gøre det igen, kan det virke mindre håbløst.

Jeg kommer til at tænke på, om der er en speciel grund til, at du skriver lige nu. Det kan være, at der er sket noget, som får dig til at tænke på selvmord igen, eller måske ved du, at der kommer til at ske noget i fremtiden, som kunne starte tankerne igen. Selvmordstanker kommer typisk fordi man ikke er glad, så det kan være godt at reagere tidligt. Det er forskelligt hvad der hjælper, men har du det dårligt, er det for mange rart at snakke med nogen om det. På den måde kan du stoppe selvmordstankerne inden de kommer.

Med venlig hilsen

Luna

Lunas billede
Luna fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program