Halløj. Jeg har på det seneste ikke rigtigt lavet andet, end at læse artikler og breve på nettet, som handler om de typiske problemer i et forhold og en masse begrundelser på hvorfor, men jeg syntes aldrig helt, at det har matchet helt med min situation. Jeg kom sammen med min kæreste for halvandet år siden, og jeg var ved Gud så heldig. Seriøst, han er den kønneste, mest tiltrækkende og smigrende person nogensinde! Jeg var og er bestemt ikke den eneste, som ønskede ham. - Men jeg fik ham, og er I rådden, hvor er vi gået igennem meget på halvandet år, både godt og skidt. Jeg har altid været temmelig skeptisk med drenge. Jeg har svært ved at tro, at de alle ikke bare ligner hinanden, og at de kun tænker på store nødder. Jeg var på ferie, og på min sidste dag, da jeg næsten kun gik og ventede på at komme hjem til min skønne kæreste, som jeg havde savnet herre meget, så fik jeg gennem et par af hans venner, og dullen selv som han havde været sammen med, fortalt til mindste detalje, hvad der var sket. Han løj selfølgelig, men tilsidst spyttede han ud, og endda over besked. Før alt det havde han også skrevet med nogle piger, kysset lidt på nogle og sendt nogle billeder til andre piger, men han var aldrig gået så langt før.. Jeg brød selvfølgelig helt sammen, og følte mig SÅ ligegyldig og brugt, og det værste ved det hele var, at han troede jeg ville tilgive ham igen. Ham var ked af det, men alligevel så faldt han i søvn samme aften jeg fik altsammen afvide og samme aften jeg kom hjem fra ferie, selvom vi havde aftalt at snakke om det. Men altså, vi kom jo sammen igen, og efter som jeg ved, så har han ikke lavet noget siden. Jeg er skide hamrende bange og utryg hvert freaking eneste sekund vi ikke er sammen, og når han er til fester, så holder jeg mig vågen hele natten for at holde øje på Snapchat og hvornår han er aktiv, og det er super nederen for os begge.. Nu til hvad det hele stort set handler om: Efter alt det her, har jeg ikke rigtig tilgivet ham siden, og jeg stoler ikke helt på ham. Han siger han elsker mig hver dag, men det er som om det bare er en selvfølge. Det første han giver sig til når vi er sammen, er at flå bukserne af mig, men det er bare slet ikke romantisk og specielt længere.. Han har aldrig rigtig lyst til at gå ture, spise ude eller tage i biografen, og han bruger alle sine penge på druk og junkfood efterfølgende.. Han er for tiden også begyndt at aflyse aftaler med min familie. Han vil aldrig rigtig være med til familietamtam, hvilket han altid har nydt at være med til, og han invitere heller ikke rigtig mig med til familiearrangementer med hans familie længere.. Jeg føler mig kort sagt bare ret meget som et stykke legetøj for ham.. Jeg har tit lavet den lidt umodne prøvelse på ham, ved at lade vær med at skrive til ham en hel dag, for at se om han så skriver, men han har aldrig lagt mærke til det. Forleden sagde jeg ligeud ril ham, hvordan jeg følte, og kom ril at sige, at jeg savnede opmærksomhed og gengivelse af hvad jeg giver til ham, fra en anden fyr, men han kunne ikke være mere ligeglad. Det der var værre var, at jeg græd utroligt meget, og det eneste han sagde var “så, så skat..”, hvorefter han så lagde sig til at sove igen med ryggen ril mig, hvorefter jeg så spurgte hvordan han seriøst kunne være så ligeglad, og hvor seriøst meget jeg ville ønske jeg kunne være så ligeglad som ham, men han sagde bare at han ikke vidste hvad han skulle gøre, og sov videre.. Mine veninder beder mig om at gå fra ham, og jeg kan godt forstå dem, og hvis jeg var stærk nok gjorde jeg det, men jeg elsker ham mere end noget andet, og uanset hvor usandsynligt det lyder, så har vi også utroligt mange gode stunder sammen, og jeg håber og ber’ til at alt kan blive ligesom i gamle dage, da han elskede mig 100% ligeså meget tilbage. Han har hjulpet mig igennem utroligt meget, dog specielt meget før i tiden, da det hele mellem os var bedre, men min far har bipolar, og mine forældre er lige gået fra hinanden og udover det, så lider jeg selv af depression. Alt det har han hjulpet mig med, og det var bare så skønt at føle al den kærlighed og trøst hos ham, men nu da han ikke engang rigtig viser interesse i mig, så føler jeg mig bare så utrolig alene og presset. Mine veninder er dissideret trætte af at høre om ham, så dem kan jeg ikke engang snakke med mere, og det derfor jeg spørger herover nu.. Jeg savner alt, jeg savner ham og jeg savner at være lykkelig. Jeg skriver faktisk ikke det her for at få en bekræftigelse på at gå fra ham eller ej, men for at få en ide om, hvorfor han pludselig er kørt så træt i mig, og er blevet så ligeglad med mig, for jeg forstår ikke hvorfor han så ikke bare gør det slut. Vi snakker tit om en fremtid, men det er bare oftes mig der tager initiativ.. Jeg føler lidt, at han er blevet for vandt ril, at det bare er mig der holder liv i det hele, men hvis jeg nu ikke gjorde det, hvad ville der så ske? Jeg ved godt jeg måske skulle gå fra ham, men det kan jeg ikke.. Så hvad kan jeg ellers gøre? Jeg har virkelig brug for ham! ;((