Kære dig,

Sikke en situtiaton du står i. Jeg forstår godt at det her gør ondt på dig og at du føler du er ved at miste kontrollen. Det kan være en forfærdelig smerte at opleve at stå alene uden nogen venner. Jeg synes du har formuleret dit brev hertil så fint med alle detaljerne, så det virkelig fremgår, hvordan tingene hænger sammen. Det er også rigtig godt at du selv har en forståelse af at du måske blot er blevet "venner" med R fordi du ikke længere har samme venskab med L og E. Det tror jeg nemlig du har helt ret i. Det er tydeligt for mig at du faktisk ikke opfatter R som din ven, men mere en nødvendighed. Som jeg ser det, så hører R slet ikke til i dit liv som det er lige nu. Hun opfører sig ikke som en ven overfor dig. Tværtimod udnytter hun at du for tiden står mere alene. Det gør en rigtig ven ikke. Når du generelt fortæller om R, tænker jeg at hun selv har nogle ting at slås med. Selvom hun sender alle disse - faktisk alvorlige- snaps rundt og så står og smiler stort i skolen når hun får opmærksomhed på det, så lægger der noget under. Man skal ikke spøge med cutting, og det at hun gør det, viser mig at hun ikke selv er i balance, men kæmper med noget, som er svært for hende. Så når du tænker om R som irriterende og ond, så prøv i stedet at have ondt af hende. Det er ikke noget du behøver sige til hende, men noget du kan have i dig selv. Hvis du kan finde den følelse frem i stedet for irritation, så vil du allerede føle dig stærkere. Som det er lige nu, så synes jeg ikke du skal tage en snak med hende. Jeg tror du har helt ret i at hun ikke vil tage det alvorligt. Jeg tænker derimod at du kan gøre nogle andre ting. Det første er at trække dig fra hende. Se hende som en elev på skolen ligesom alle andre elever, men lad være med at opsøge hende. Du kan selvfølgelig svare hende, hvis hun henvender sig, men jeg synes ikke du skal opsøge hende. Hvis hun spørger dig, hvorfor du lukker af, så ville jeg faktisk sige det som det er - at du ikke ser hende som en veninde og at de ting hun har gjort ikke er noget du opfatter som venskab. Derudover tænker jeg om du kan henvende dig til en lærer og fortælle om de snaps, som R sender. Forhåbentlig vil læreren så gribe ind og tage en snak med R for at høre, hvad det egentlig handler om og, hvordan hun egentlig går og har det. Kan der åbnes op for det, så kan der være en god chance for at R også ændrer sin adfærd. Så prøv at mærk efter om du kunne have lyst og overskud til at gå videre med disse ting til en lærer.

Mht. L og E, så kan jeg høre at det gør ondt på dig at de ikke længere er så tætte på dig, som de har været - det kan jeg godt forstå. Kunne du snakke med dem om det? Kunne du fortælle dem at du savner jeres nære venskab? Måske er i bare gledet fra hinanden og skal ikke længere være tætte, men det kan også være at I kan genoptage venskabet. Det er rigtig svært med venskaber i din alder - der vil altid være forskellige grupper og nogle går fra den ene gruppe til den anden. I er i en alder, hvor I prøver at finde jeres plads og det kan være svært. Du er langt fra den eneste, som står med følelsen af at føle sig alene. Det gør mange mennesker, også voksne på 20, 30 og 40 år. Derfor er det vigtigste også altid at tænke på sig selv først. Gør de ting, der gør dig glad, hyg godt om dig selv når du har fri fra skole. Og så skal du huske at venner kommer og går hele livet igennem. De fleste mennesker har haft perioder, hvor de har stået mere alene end de ønskede, men pludselig dukker der nye - eller gamle - mennesker op i deres liv igen. Det vigtigste er altid at få det godt med sig selv og ikke føle sig afhængig af andre. Der sker også tit det, at når man accepterer sin egen situation og finder frem til at man faktisk er helt ok, så sker der pludselig noget i ens relationer til andre mennesker. 

Men for at du ikke går med dine tanker og følelser for dig selv, så tænker jeg om det er noget du kan snakke med dine forældre om? Eller en lærer du føler dig tryg ved. Du skal selvfølgelig selv mærke efter om det er noget du har lyst til og brug for lige nu, men du skriver at du før har haft det svært og har haft selvmordstanker netop fordi du har følt dig alene, og derfor tænker jeg at det kan være en god støtte, hvis du kan finde en voksen at snakke med - det kan være en kæmpe hjælp og lettelse at få sagt de svære ting højt. Derudover vil du føle at du har en at gå til, hvis du får det skidt. Det håber jeg i hvert fald at du vil overveje. Du skal også vide at du altid er velkommen her igen - både i brevkassen og i vores chat. Vi vil altid gerne hjælpe det bedste vi kan.

Jeg ønsker dig alt det bedste!

Kærlig hilsen

Charlotte