Skuffet og ked af det...del 2
brevkassespørgsmål
Skuffet og ked af det...del 2
Jeg skrev for et par måneder siden. Om min "veninde". Om, at min barndom gør, at jeg er i tvivl om, hvor meget der skal til, hvis man mærker at fx et "venskab" ikke er godt/ slider, før man må sige stop.
Jeg fik talt med veninden. Men hun var ikke videre lydhør. Jeg fortsatte dog kontakten fordi jeg har lært, at det er en "ære" hvis andre mennesker gider mig.
Igår skrev jeg så til hende. En sms og på Messenger. Om noget vigtigt. Om, at jeg gerne ville høre, om jeg måtte være i hendes lejlighed idag, hvor hun er til bryllup hele dagen. Og der er fest hos min overbo hele dagen/aften og jeg er småsyg.
Jeg bad veninden om at svare inden et bestemt tidspunkt igår. Det gjorde hun ikke. Hverken på sms eller Messenger. Jeg hørte intet.
Før, har hun svaret med dages forsinkelse. Og jeg får hver gang et tydeligt billede af, at hun ikke, som I skrev, kan se noget problem i sin egen ageren.
Hun ved også, at jeg er meget belastet af noget for tiden. Og hun vedbliver med at bruge min barndom mod mig, føler jeg. Det er altid mig der opfatter ting forkert og hun siger altid: Det er pga din barndom at du gør og siger sådan, hvis der er noget som hun mener, at jeg er skyld i eller skal "rette", selv gør hun alt korrekt. Som nu igår. Med den sms. Jeg tjekkede min mobil mange gange og må nu idag ligge syg, medens der er fest ovenpå, det stresser mig. jeg kan ikke tage andre steder hen.
Men nu tænker jeg: Jeg gider ikke vores rekation mere. For hun vil skrive om nogle dage, at hun enten ikke så min besked, hvilket jeg kan se på Messenger at hun har, altså set den. Elller noget andet. Jeg skrev jo at hun skulle sige nej, hvis jeg ikke måtte være i hendes lejlighed. Så intet "krav": Men det er den her "legen med mig" og finder respektløs. Enanden dag havde jeg meget mad og skrev, om hun ville komme akut og spise med. Hun kom, lugte maden og gik inden en time. Jeg følte mig meget "brugt" bagefter. Hun spiste og spiste og gik så bare.
Måske det er mig? Men jeg har ydet så meget i denne relation. Og den virker for hende HELT ligegyldig. Hun siger den betyder noget men jeg mørker det ikke.
Tilmin fødselsdag gav hun mig tilsagn om penge til et ophold på en kristen højskole, som hun har gået på.
Jeg vil ikke derop! Men til gængæld vil jeg gerne på en anden højskole, som kan hjælpe mig med at tabe de 25 kilo jeg skal tabe. Det vil hun ikke give tilskud til. Jeg har forsigtigt italesat denne højskole. Men den er "farlig" fordi den ikke er kristen og folk drikker og måske også har sex.
Jeg har fået nok nu! Men straks så "retter jeg ind" og siger: Det er dig, du er for hård og så bliver jeg i relationen, til hun igen gør mig ked af det.
Fakta er jom at hun styrer vores relation. Att hun ikke mener hun har et ansvar og at hun bla slet ikke svarer tilbage, når jeg skriver akut om noget vigtigt.
Hvornår må man sige definitivt fra til andre mennesker? Min mor holdt altid med dem der mobbbede mig! Og med min bror når han truede mig! Så jeg har lært at udholde ting, som man ikke skal. Men ondt i maven, det får jeg jo.
Hvad skal jeg gøre? Hvordan lærer jeg noget mere om selvbeskytttelse i relation med andre?
Svar:
Kære du.
Først vil jeg sige, at selvom det ikke ændrede det store at snakke med din veninde om, hvordan du oplever jeres relation, så er det alligevel flot, at du gjorde det! Det kan nemlig være rigtig svært at sige fra og netop mærke, hvornår man har nået sin grænse for, hvad man vil finde sig i. Dernæst vil jeg sige, at der er mange, der er meget i tvivl om, hvornår man skal sige stop overfor et venskab eller en relation, der ikke er god for en, så jeg kan godt forstå, at du er i tvivl. Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig med at komme lidt nærmere på, hvornår man skal sige stop.
Efter jeg læste dit brev kom jeg til at tænke på et ordsprog: "Selv de bedste mennesker bliver trætte af at flytte bjerge for folk, der ikke engang kan flytte en sten for dem". Jeg synes, at det passer meget godt til den situation, du befinder dig i med din veninde. Det lyder nemlig til, at du lægger rigtig mange kræfter og energi i jeres venskab uden at få noget igen, og sådan skal det ikke være. Det er vigtigt, at man oplever, at man er værdsat og den anden person gerne vil en, og når man ikke mærker eller oplever det, så er det vigtigt at stoppe op og mærke efter, som du har gjort nu. Nogle gange må vi nemlig give slip på folk - ikke fordi vi er ligeglade med dem, men fordi vi ikke er værdsat og de måske er ligeglade med os. Men det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, og jeg ved godt, at det kan være så svært at bryde med gamle relationer og venskaber, som måske har varet i mange år, for selvom der kan være mange negative elementer, så er der helt sikkert også nogle positive, for ellers ville man nok ikke være fundet sammen til at starte med. Men relationer kan udvikle sig, og ud fra det, du skriver, så lyder det til, at du godt ved, at dit venskab med din veninde ikke er godt for dig.
Du skriver, at du er i tvivl om det bare er dig, der er for hård og om du bare skal rette ind - men faktum er, at du er blevet såret gentagne gange af din veninde, og hun gør dig ofte ked af det, og det er slet ikke meningen med et venskab, så det er vigtigt at lytte til det, ens følelser fortæller os. Og det gælder generelt, når vi er i tvivl om, hvornår vi skal sige stop. Det er en øvelse at lære at lytte og mærke efter, hvad vores krop og følelser fortæller os, og det kan godt være svært, men det er den eneste vej til at kunne sige fra og beskytte os selv. Vi skal turde at stole på, at det vi føler, det er rigtigt og det er gyldigt. Hvis du føler, at dine grænser er blevet overskredet, så ER de blevet overskredet, fordi det er DIN oplevelse - og den gælder ligeså meget som alle andres.
Det lyder til, at din barndom fylder rigtig meget for dig og for den her tvivl, du oplever i forhold til at skulle sige fra overfor andre. Det lyder også til, at du har manglet din mors støtte og opbakning i forhold til mange af de oplevelser, du har haft, og det er noget, der kan påvirke en rigtig meget i mange år. Vores barndom sidder rigtig dybt i os alle, for det er her vi lærer mange af de handlemåder, som vi tager med os langt ind i voksenlivet. Men det er muligt at ændre dem. Men det kræver, at du tør at sætte dig selv og dine behov først. Det er vigtigt at kunne gå på kompromis og vide, at vi ikke altid får vores vilje eller tingene går vores vej. Men nogle ting må og skal vi simpelthen ikke gå på kompromis med - bl.a. skal vi ikke finde os i, at folk bare bruger eller udnytter en.
Så mit råd til dig er altså, at du må prøve at følge det, dine følelser fortæller dig - nemlig at du har fået nok af din relation med din veninde. Jeg tror måske, at du skal prøve at tage afstand fra hende i et stykke tid og så mærke efter, hvad det gør ved dig. Jeg ved godt, at det kan være svært, men som du selv skriver, så har du fået nok nu, og det kan jeg godt forstå. Så jeg vil råde dig til at sætte dig selv først ved at tage en pause fra jeres relation. Du kan vælge at tage en snak med hende igen om, hvordan du oplever jeres venskab, eller prøve at undgå at kontakte hende i en periode, og så se, hvad der sker.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os igen, enten her eller i vores chat.
Mange hilsner
Pernille
Relateret indhold
Fin ked af det ...
Hej Cyberhus jeg er en pige på 14 år som har alt for mange tanker. Især efter idag, jeg har en kæreste som er indvndre og min mor vil ik have jeg kærester med en indvandre. Har godt nok været kærester med en før uden hun vidste noget. Men idag der havde jeg ik sovet om natten fordi jeg lavede en...
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
0
psygisk smerte
min far slår mig til men jeg er kommet i plejefamilie jeg er transseksuel eller homo jeg føler jeg er i den forkerte krop jeg skære i mig selv og har selvmordstanker jeg føler ikke jeg er noget hver og alle hader mig hvad kan jeg gøre for at få det bedre ved mig selv?
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
