Kære du

Det er godt nok mange svære ting du kæmper med. Jeg kan godt forstå, hvis du oplever at det hele er uoverskueligt. Det kan det let blive, når de svære tanker får overtaget. 

Du er ikke håbløs. Dine behandlere har måske prøvet en masse, og ikke fundet "nøglen" til at hjælpe dig bedst muligt endnu. Men det gør dig ikke håbløs. 
Du er andet end alle de her følelser og tanker som gør hverdagen uudholdelig. Jeg kan sagtens forstå, hvis det ikke føles sådan. Men det er "det andet" der har fået dig til at skrive her. Ikke alt det svære. Du er så meget mere, selv om du ikke kan se det lige nu. 

Alle mennesker er komplekse og sammensatte af mange forskellige tanker og følelser. Positive og negative. Alle mennesker tænker dårligt om sig selv, ind imellem. Det er helt naturligt. Det handler om at forsøge at skabe en balance mellem de gode og dårlige tanker. Nogle gange kan de dårlige tanker få overtaget, ligesom du oplever lige nu. Det kan endda være at de dårlige tanker om én selv kommer til at fylde så meget at de nærmest komker til at blive en "ekstra person" indeni. Som om man har en del af sig selv indeni, der forsøger at skubbe de gode tanker ud. Måske er det sådan du oplever det lige for tiden? Det er faktisk slet ikke så usædvanligt. Det siger jeg ikke for at gøre det til en lille ting, men blot for at fortælle dig, at du ikke er forkert eller mærkelig fordi du føler sådan. Det er hjernens og psykens helt naturlige måde at forstå negative tanker og følelser på. 

Når alt virker uoverskueligt og håbløst er tanken om at slutte livet helt naturlig. Ikke fordi man nødvendigvis ønsker at dø, men fordi man ønsker at det svære stopper. At det skal ændre sig. 
Det kan godt lade sig gøre. Også selv om du overhovedet ikke kan se hvordan lige nu. 

Det er godt at du får hjælp, og det er samtidig rigtig hårdt at du oplever det ikke hjælper. Husk at svære tanker og følelser er meget sværere, at "reparere" end et brækket ben. Det tager lang tid, og vejen dertil er ikke så enkel. 
Hvis man har et brækket ben, og man får gips på. Så heler det lige meget hvad du tænker og føler om det. Men sådan er det desværre ikke når man skal hele "brud" i følelserne. 
Med så svære ting som spiseforstyrrelser, selvskade, depression og selvmordstanker...der tager det bare tid. Og nogle gange kan det også godt blive værre...for en tid. Men det kan alligevel godt være at man er på rette vej. 
Jeg kommer lige igen med et eksempel fra den fysiske verden. Hvis man har et sår der er gået betændelse i. Så skal man selvfølgelig have behandling. I starten kan noget af behandlingen godt være at man skal skære det væk som er betændt, og på den måde rode nede i såret. Det gør selvfølgelig vanvittig ondt. Faktisk endnu mere ondt end da man bare gik med sit betændte sår. Men det er nødvendigt. For at såret kan hele, bliver man nødt til at fjerne det betændte. Man bliver nødt til at pille ved såret. 
Når man har ondt indeni, bliver man også nødt til at "pille" ved de følelsr og tanker som gør mest ondt. Og det kan i en periode gøre at det føles som om alt bliver værre. Men det er nødvendigt for at såret, på længere sigt, kan hele og blive godt igen. 

Du er selv inde på hvad der kunne være årsagen til at hjælpen ikke virker helt så godt, som den måske kunne. 
Det her med, at du har svært ved at give slip på styringen, og at dine behandlere måske ikke ved alt. Det er der ikke noget underligt i. Det er så naturligt at have sit forsvar oppe, og have svært ved at slippe styringen. At lukke en psykolog helt derind hvor den dybeste, sværeste og mest smertefulde hemmelighed gemmer sig. Det er så ubeskrivelig forbandet svært. Du er ikke forkert, når du har svært ved det. Du er "bare" et helt almindeligt menneske. 

Det er vigtigt at du prøver. For det er i den grad en af løsninger på at skabe en ændring i din behandling, og i dit liv. Jeg tænker du nok allerede har prøvet en del. Men hvis det ikke har virket indtil videre må der en ny strategi til. 
Du siger at mange har prøvet at hjælpe, men at det ikke virker. Du siger også at den eneste måde du kan få dine følelser frem er ved at skrive. Har du prøvet at skrive til dem der skal hjælpe?
At sidde overfor hinanden og tale sammen kan fungere rigtig godt for nogen. Det kan også være at det egentlig er meget godt at snakke...men så er der lige nogle ting, som bare er for svære at sige. Måske er det lettere at skrive? Du kan måske starte med at skrive lidt. Det behøver ikke være det mest hemmelige du starter med. Det kan det selvføglelig godt være, men det er også okay at starte med noget andet. 
Måske kunne du "bare" starte med at skrive, at du har det ekstra svært lige nu, og at du synes det hele virker håbløst. At du har svært ved at se dig ud af det her. Bare det at få sagt det, i stedet for at prøve at smile. Det er helt okay at være ked af det. 

Jeg kan ikke sige dig hvad meningen er med, at du skal have det sådan her. Jeg tror ikke der er nogen. Nogle mennesker oplever større sorg, sværere følelser, flere brækkede knogler osv end andre. Jeg tror ikke der er en mening. Jeg tror det er et livsvilkår. 
Men jeg er til gengæld helt sikker på, at du har en fremtid. Jeg er sikker på at du kan skabe balance i dit liv igen, og jeg er sikker på, at der igen kan blive plads til glæde. Jeg er sikker fordi jeg har set det ske så mange gange. 

Hold fast og bliv ved. Bliv ved med at kæmpe. Jeg ved at det nytter. Prøv at bruge den kanal der virker for dig. Prøv at skrive om de tanker du har. Prøv at se om du gennem skrevne ord kan give lidt mere slip på styringen. Prøv at se om du gennem tekst kan åbne lidt mere op. Giv det en chance. Din fremtid...den med glæde i hverdagen venter. Du kan måske ikke se den lige nu, fordi alt er mørkt. Træerne, fuglene, havet, menneskene og alt andet eksister også stadigvæk, når det er nat og alt er helt mørkt. Du kan måske ikke se det...men det er der stadig. Sådan er det også med din fremtid. Den er der selvom du ikke kan se den. 

Mange tanker
Niels-Christian