Kære S

Vi vil rigtig gerne lytte, og det er godt at du skriver i stedet for at gå med de her tanker alene. Jeg kan godt forstå du synes det er hårdt, den måde din plejebror reagerer. Det kan være meget hårdt at opleve, når andre bliver meget kede af det eller reagerer meget voldsomt.  
Jeg kan også godt forstå, hvis du har svært ved at sætte dig ind i hvad det er der sker inden ham. Det kan også være rigtig svært. 

Du siger at han græder, og at det næsten er som om hans følelser tager overhånd. 

Nogle gange kan man bare have oplevet så svære ting, at man er fyldt med en masse triste følelser indeni. Det kan betyde at man kan have let til at komme til at græde, og at det næsten kan se ud som om gråden tager helt overhånd, så man slet ikke kan genkende personen. Det kan komme lige pludseligt og nogle gange også i en situation, hvor det måske slet ikke giver mening for andre. 

Måske er han ikke kun ked af det, men også rigtig bange. Når vi mennesker bliver virkelig bange kan vi reagere på forskellige måder. Nogle skynder sig væk og gemmer sig. Nogle bliver helt stille. Nogle mennesker kan blive nærmest helt stive som en statue, og ikke sige noget. Nogle reagerer meget voldsomt ved at råbe, skrige, kaste med ting og måske endda slå eller sparke andre. Det er noget vi mennesker gør for at beskytte os selv mod fare. Det er helt almindelig del af vores natur, og alle mennesker har, en af de tre forsvarsmekanismer "kodet ind" i hjernen.
Dem der skynder sig at løbe væk er kodet til den slags forsvar man kan kalde "flygt".
Dem der bliver helt stille og stive er kodet til den slags forsvar der hedder "Frys". Den slags forsvar kender du måske også fra nogle dyr. Mange dyr spiller døde, som forsvar, hvis de bliver angrebet. Det er lidt det samme der kan ske med mennesker når de "fryser" som forsvar. Den sidst gruppe mennesker som reagerer med at råbe, slå, kaste med ting, bruger det forsvar der hedder "angrib"

Når vi mennesker bliver bange og vi handler med enten flygt, frys eller angrib, eller hvis vi bare er virkelig virkelig kede af det. Så kan det næsten virke som om alt andet indeni os lukker ned. Man kan ikke tænke klart, eller logisk. Den her følelse overtager ligesom alting i kroppen.  
Jeg tænker det er det du oplever når han kan græde helt vildt det ene øjeblik, og lege som om intet var sket det næste. 

Jeg ved godt det kan lyde lidt mærkeligt, men hvis man har oplevet nogle rigtig svære ting. Det kan være hvis man er blevet slået. Eller oplevet at andre er blevet slået, skal der ikke så meget til at man føler sig utryg og meget bange. Man kan sige at frygten er gemt inde i kroppen. Kroppen er hele tiden på vagt for, at sikre at den ikke er i fare. Så hver gang den får den mindste fornemmelse af, at der kunne være fare. Så tænder den for alarmen, og så er det der kan komme en reaktion, hvor følelserne tager overhånd.  
Og det tager tid at lære kroppen ikke at sætte alarmen igang hele tiden. Hvis man har oplevet vold, kan det at blive rørt ved være nok til at sætte alarmen igang. Eller at nogen taler med høj stemme. At der pludselig kommer nogen ind i et rum, eller mange andre ting, som måske slet ikke har noget med vold eller noget voldsomt at gøre. Men fordi kroppen tidligere har oplevet vold, er den hyper opmærksom på alle signaler. 

Jeg ved ikke den her meget korte forklaring giver mening for dig? Jeg tænker i hvert fald det er vigtigt, at du prøver at snakke med dine forældre om de her ting. Det kan være rigtig hårdt at være opleve andre børn der har det så svært, og derfor er det vigtigt at du får mulighed for at tale om det. Det er selvfølgelig rigtig godt at din familie, kan hjælpe børn der virkelig har brug for tryghed og omsorg. Det er samtidig vigtigt at de også er opmærksom på dig. Det er vigtigt at de ved, at det nogle gang kan være svært at være "tilskuer", hvis én man bor med reagerer med voldsomt ind imellem. 
Måske kan dine forældre forklare lidt mere om hvad det er der sker, så du bedre forstår. Hvis du bedre forstår, hvad det er der sker, er det måske ikke helt så utrygt?

Hvis du synes det er svært at snakke med dine forældre om, er du altid velkommen i vores chat. I chatten kan du måske fortælle mere om hvad det er du oplever, og rådgiveren kan måske forklare endnu mere om hvad det er der sker. Det vigtigste er at du ikke går med det alene, for det er alt for svært. 

Mange hilsner
Niels-Christian